**Dagbog**
To år efter Lærkes død giftede jeg mig igen, i håb om at bringe glæde tilbage til vores familie. Da min 5-årige datter, Freja, hviskede: *”Far, den nye mor er anderledes, når du ikke er her,”* stivnede jeg. Uhyggelige lyde fra en låst loftsdør, strenge regler og Freyas frygt afslørede en gåde, jeg ikke kunne ignorere.
Savnet efter Lærke gjorde hver dag tung, som om luften selv bar vægten af hendes fravær.
Mette kom ind i vores liv med en varme, der strålede. Hendes blide væsen bragte lys til vores mørke verden. Hun lindrede ikke kun min smerte, men tændte også en gnist i Freyas øjne et mirakel efter de mørke år.
Første gang Freja mødte Mette var i parken, hvor hun klyngede sig til gyngerne. *”Fem minutter mere, far, please,”* bad hun, mens hun svang så højt, hun kunne.
Mette nærmede sig, hendes sommerkjole glødede i eftermiddagssolen. *”Hvis du gynger højere nok, kan du måske røre skyerne,”* sagde hun.
Frejas ansigt lyste op. *”Virkelig?”*
*”Da jeg var på din alder, troede jeg, jeg kunne nå stjernerne,”* smilte Mette. *”Skal jeg give dig et skub?”*
Da Mette foreslog, vi flyttede ind i hendes arvede hus efter brylluppet, føltes det som en drøm. Huset var smukt højt til loftet med detaljeret træarbejde, der udstrålede elegance.
Frejas øjne funklede, da hun så sit nye værelse. *”Det ligner et slot, far!”* jublede hun og drejede rundt. *”Kan vi male det lilla?”*
*”Vi spørger Mette, skat. Det er hendes hus.”*
*”Vores hjem nu,”* sagde Mette blidt og trykkede min hånd. *”Lilla lyder perfekt, Freja. Lad os vælge farven sammen.”*
Så kom min første forretningsrejse efter brylluppet. At efterlade min nye familie føltes skrøbeligt.
*”Det skal nok gå,”* beroligede Mette mig og rakte mig en termokop, da jeg skulle til lufthavnen. *”Freja og jeg skal have det sjovt sammen.”*
*”Vi skal male neglene, far!”* råbte Freja, da jeg kyssede hende farvel.
Alt virkede fint. Men da jeg kom hjem, løb Freja ind i mine arme, skælvende. *”Far, den nye mor er anderledes, når du ikke er her,”* hviskede hun.
Mit hjerte sprang et slag over. *”Hvordan, Freja?”*
Hesitante og med bævrende læbe svarede hun: *”Hun er på loftet, og der kommer mærkelige lyde. Det er uhyggeligt, far. Hun lukker ikke mig derop, og hun er så streng.”*
*”Streng hvordan?”* spurgte jeg roligt.
*”Hun gør mig i rent selv og siger nej til is, selv når jeg er sød,”* sagde hun med knækket stemme. *”Jeg troede, hun kunne lide mig.”*
Jeg holdt hende tæt, mens tankerne kørte. Mette havde tilbragt timer på loftet, også før min rejse. Når jeg spurgte, smilede hun bare og sagde, hun *”ordnede ting.”*
Jeg havde ikke tænkt over det alle har vel brug for deres rum? Men Freyas ord vækkede uro.
Selvom hendes beskrivelse ikke var alarmerende, føltes det forkert. Da hun klyngede sig til mig, spekulerede jeg på, om jeg havde jaget for hurtigt ind i dette nye liv, blendet af håb.
Da Mette kom ned, nævnte jeg let, at Freja havde savnet mig, mens jeg bar hende til værelset. Vi spillede tebordsleg med hendes legetøj for at berolige hende.
Jeg troede, det var overstået, men senere fandt jeg Freja ved loftdøren. *”Hvad er der deroppe, far?”* spurgte hun og rørte ved træet.
*”Det ved jeg ikke, skat. Kom, vi putter dig.”* Men nysgerrigheden gnagede.
Den nat sov jeg ikke. Ved siden af Mette stirrede jeg på loftet, mens spørgsmål hvirvlede. Havde jeg lukket fare ind i Freyas liv? Jeg lovede Lærke at beskytte hende, at give hende kærlighed.
Da Mette listede ud af sengen midt om natten, ventede jeg og fulgte efter. Ved trappens fod så jeg hende låse loftdøren op og gå ind uden at lukke den.
Mit hjerte hamrede, da jeg listede op og skubbede døren. Det, jeg så, fik vejret til at stoppe.
Loftet var et eventyrland. Bløde pastelfarver, hylder med Freyas yndlingsbøger, en hyggelig vindueskarm med puder. Et staffeli med tegnesager, og små lys, der funklede. Et lille tebord med fine kopper og en bamse i butterfly.
Mette, der justerede en tekande, vendte sig forskrækket. *”Jeg ville overraske Freja,”* sagde hun blødt. *”Jeg var ikke klar til at vise dig det endnu.”*
*”Det er fantastisk,”* svarede jeg, men bekymringen blev. *”Freja siger, du har været streng ingen is, rengøring alene. Hvad foregår der?”*
*”Streng?”* Mettes ansigt faldt. *”Jeg troede, jeg lærte hende selvstændighed. Jeg prøver ikke at erstatte Lærke, men at være en god mor. Har jeg ødelagt det?”*
*”Du behøver ikke være perfekt,”* sagde jeg mildt. *”Bare vær der.”*
Mette sank ned på vindueskarmen. *”Jeg har kopieret min mors måde alt skulle være perfekt. Jeg blev så opslugt af at gøre rummet specielt, at jeg blev for hård.”*
Hun pegede på de pæne hylder og de ordentlige ting. *”Jeg glemte, at børn har brug for sjov, rod og kærlighed almindelig, daglig kærlighed.”*
Næste aften tog vi Freja med op på loftet. Hun tøvede, men da Mette knælede ned:
*”Freja, undskyld for at være streng,”* sagde hun. *”Jeg ville være en god mor, men tog fejl. Vil du se noget?”*
Freja kiggede forsigtigt. Da hun så rummet, lyste hun op. *”Er det til mig?”*
*”Kun din,”* smilede Mette. *”Og jeg lover, vi rydder sammen og spiser is, mens vi læser. Okay?”*
Freja betragtede hende, så kastede hun sig i Mettes arme. *”Tak, nye mor. Jeg elsker det!”*
*”Kan vi holde tepauser her?”* spurgte Freja og løb til bordet. *”Med rigtig te?”*
*”Varm kakao,”* grinede Mette. *”Og småkager masser af småkager.”*
Senere, da jeg puttede Freja, hviskede hun: *”Den nye mor er ikke uhyggelig. Hun er sød.”*
Da jeg kyssede hendes pande, forsvandt mine bekymringer
