Fremmed gæst
Det var i begyndelsen af mobiltelefonernes æra, vi var lige blevet gift og flyttede ind i vores nye hjem. Lejlighederne var vidunderlige, planløsningerne ja, de var nærmest fortryllende. Alt kunne vi lide, men vores naboer på opgangen gjorde bare et foruroligende førsteindtryk. Selvom jeg var ung, var jeg meget bestemt; jeg havde et ansvarsfuldt job og var vant til at blive vist respekt. Min mand drillede mig altid kærligt ved at sige både fornavn og efternavn, når han kaldte på mig.
En morgen går jeg ud af døren og møder vores nye nabo, men hun hilser hverken godmorgen eller farvel! Så besluttede jeg, at jeg heller ikke ville hilse! Jeg blev fornærmet og holdt mit ansigt stramt og lukket!
Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle holde indflytterfest! Vi inviterede familie og venner for at fejre vores nye kapitel. Vi blev hængende lidt for længe med sang og latter. Så bankede naboen pludselig på døren, jeg åbnede, og han sagde, at klokken var blevet mange! Tænk sig! Det var jo bare lørdag, lidt før halv tolv om aftenen! Rå dig! Han sagde endda: Min kone har så ondt i hovedet, hun kan ikke sove!
Efter det ville jeg slet ikke se på dem, selv hvis vi gik ud af døren på samme tid. Min mand blev ved med at hilse, men jeg nægtede. De skulle få lov at lære, hvordan man opfører sig blandt anstændige mennesker! Jeg var stolt og lidt for meget.
I lang tid så vi dem ikke. Men så, en aften, hvor sneen dansede voldsomt rundt udenfor, kom vi hjem og så en ung kvinde vente for enden af opgangen. Hun blev nærmest lettet, da hun så os: Jeg er jeres nabos søster, jeg er kommet helt fra Aalborg for at besøge dem, men de har ikke hentet mig jeg har stået her og ventet i næsten tre timer. Må jeg stå herinde og vente? Det er hundekoldt i opgangen! Udenfor bølgede snestormen over trætoppe og tage. Vi lod hende komme ind. Jeg spurgte med myndig stemme: Du er ikke herfra? Hvor er din bagage? Hun forklarede, at hendes kufferter stod i opbevaringen på stationen hun troede, svoger kunne hjælpe hende dagen efter. Det er umuligt at slæbe alt selv i sådan et uvejr.
Inde i lejligheden begyndte min mistænksomhed: Hvis de ikke engang møder deres søster i så frygteligt vejr, mon hun da overhovedet er rigtig familie? Hvad nu hvis hun er en svindler, og vi lader hende bare komme ind? Mistænksom og urokkelig!
Vi skulle lige til at spise aftensmad, men selv om duften bredte sig, kunne jeg ikke tænke på andet end den fremmede kvinde ude bag døren. Jeg listede over og kiggede gennem dørspionen: hun stod lænet op ad væggen, så træt, med kinden mod den kolde sten. Min mand kaldte på mig, men maden smagte ikke af noget; det hele handlede kun om gæsten bag døren. Han foreslog, vi skulle invitere hende til bords, men jeg sagde: Man inviterer altså ikke hvem som helst ind i sit hjem! Alligevel satte jeg en stol ud til hende i opgangen det blev ikke bedre af, at jeg spurgte vredt: Hvorfor har din søster ikke hentet dig? Hun svarede helt enkelt: Jeg ville overraske hende. Hun skal føde snart, og det har været så svært. Så jeg tænkte, jeg kunne hjælpe med babyen. Jeg lyttede skeptisk var naboen virkelig gravid? Det havde jeg ikke bemærket.
Hver femte minut listede jeg hen til døren og så hende derude, siddende tålmodigt på stolen, ventende. Min mand faldt hurtigt i søvn, men jeg kunne ikke få ro. Så snart jeg lukkede øjnene, så jeg kun hende den fremmede gæst. Hun havde rejst hele vejen hertil, måske næsten glemt af den hun kom for. Hun måtte være helt udmattet.
Klokken nærmede sig midnat. Jeg sprang ud af sengen, tog min morgenkåbe på og gik beslutsomt ud i opgangen. Så! Du skal ikke sidde her længere, nu kommer du ind og overnatter hos os! Hun så overrasket ud, forlegen, men også glad. Jeg fandt et håndklæde og badekåbe og sendte hende ud på badeværelset. Da hun havde badet, insisterede jeg på, at hun skulle spise aftensmad. Jeg reddede op inde i gæsteværelset og ønskede hende godnat. Pludselig omsorgsfuld og lyttende.
Jeg skrev en seddel: Vi har jeres søster. Ikke forstyrre før klokken 6:00.
Klokken otte næste morgen lød døren. Udenfor stod naboen, strålende lykkelig: hans kone havde i nattens sneføjle født en lille dreng. Tænk, jeg har fået en søn! VI har fået en søn! Glædens gnister sprang på mig, og alt blev lyst og stort, som om også mit hjerte blev større. En mærkelig fornemmelse der var sket noget vigtigt og smukt!
Snart kom mor og barn hjem. Min nabo strålede af taknemmelighed for den nat, hvor jeg havde taget imod hendes lillesøster.
Nogle gange tror vi, vi kender os selv og de andre så godt. Vi dømmer, diskuterer, tænker småligt, går i indre krig. Og så, pludselig, letter vredens mørke. Da indser vi, at livet kun kan mærkes ordentligt, hvis hjertet står åbent. Det lærte jeg af en fremmed gæst.
