Tillidsfælden

Tillidsfælden

Forestil dig, boligejeren til lejligheden, jeg desværre har lejet, kræver pludselig, at jeg skal flytte ud! Alma kom stormende ind i Leas lejlighed, kastede sig på sofaen og stirrede arrigt op i loftet, som om det var skyld i alle hendes ulykker.

Lea så tungt på sin gæst. Alma lignede én, der havde fået hele verden på nakken øjnene glinsede af aldrig fældede tårer, læberne dirrede … Hun så ud som et ulykkeligt, overset barn.

Hun har kun givet mig to dage! udbrød Alma, mens hun kastede hænderne i vejret. Hvem gør sådan? Skal jeg sove på gaden eller hvad?

Det gav Lea rynker i panden. Hun kendte Mette Skov udlejeren som en stille og retfærdig kvinde. Hvad kunne dog have fået hende til det?

Hvad skete der egentlig? spurgte Lea forsigtigt, mens hun gik hen til vinduet. Mette er ellers en ordentlig og rimelig dame.

Hun kiggede igen ned i gården femte gang på en time hvilket irriterede Alma. Hvordan kunne Lea dog tillade sig at sidde og dagdrømme nu?

Hører du overhovedet efter? Jeg sidder her og åbner mit hjerte, og du glor bare ud af vinduet!

Undskyld, mumlede Lea, og vendte sig væk fra ruden. Jeg venter bare på nogen … Men fortæl du bare, jeg lytter.

Alma fnøs, men fortsatte sin opremsning, hænderne fægtede dramatisk:

Hun blev jaloux over, at hendes gamle mand kom forbi! Altså, kan du forestille dig det? Som om jeg skulle være interesseret i sådan en mand! Han kom bare for at fikse vandhanen, som har dryppet hele ugen det har drevet mig til vanvid! Jeg var tæt på selv at flå den fra hinanden.

Lea kunne ikke lade være med at smile for sig selv ved tanken om Alma, der stod og råbte ad en utæt vandhane. Men Alma bemærkede det ikke hun var for indlevet i sin fortælling.

Altså, fortsatte hun, han var der tidligt om morgenen. Jeg var lige vågnet, tog bare badekåbe på ikke noget særligt, jeg var jo ikke nøgen! Alma tog en slurk te for at fugte hendes tørre hals, så sænkede hun stemmen til en fortrolig hvisken: Og så, en halv time efter, banker Mette selv pludselig på! Lige som sne fra en klar himmel. Og dér stod vi hendes mand i arbejdstøj og mig i badekåbe. Du kan tro, hun gloede!

Lea så sit snit til at få et ord indført:

Så du tror, hun tror der var noget imellem jer?

Selvfølgelig! rasede Alma. Selvom altså, hvor er logikken? Han er jo slet ikke min type begynder at tabe håret, maven vælter frem, snakker udelukkende om rør og ventiler. Men det kan hun jo ikke vide. Så nu skal jeg ud. Hun vil ikke have, at lejligheden “kompromitteres”. Altså, hvad bilder hun sig ind! Hvor skal jeg nu bo?

Skiftede du overhovedet tøj? spurgte Lea, med et sigende blik på Alma.

Alma rullede bare med øjnene:

Årh, jeg gad simpelthen ikke. Jeg var lige stået op og tænkte slet ikke over det. Jeg var jo ikke nøgen! Bare min helt almindelige, hyggelige badekåbe.

Lea kunne ikke holde et lille grin tilbage hun huskede tydeligt, hvordan de sammen havde valgt netop den kåbe. Alma havde poseret foran spejlet, glad som et lille barn: “Se hvor elegant den er, helt kvindelig og sofistikeret!” Men i virkeligheden var den ret gennemsigtig, med blonder og gik knap nok til midt på låret.

Jeg kender dine “hyggelige kåber”, sagde Lea tørt, dog med et smil i stemmen. Den stakkels mand har sikkert været ved at tabe både underkæbe og syn.

Alma så fornærmet ud:

Hvem er du egentlig på hold med? Jeg står måske på gaden, og du gør grin!

Lea sukkede og trak hånden over ansigtet hun kunne godt se, Alma var alvorligt ramt, men hendes egne bekymringer lå stadig tykt i luften.

Undskyld, Alma, jeg er bare ikke det bedste selskab lige nu, indrømmede hun, blikket nedslået. Alt det her med Bjarke…

Almas tone blev blødere, hun rykker tættere på:

Din eksmand? Fortryder du? Jeg sagde jo, du skulle tænke dig om! Du kan ikke lave det om, Bjarke tilgiver aldrig, at du forlod ham.

Det var ingen bebrejdelse, bare et blik, der sagde: “Jeg advarede dig jo.” Lea rettede sig op og så skarpt på hende hvordan kunne hun spørge sådan? Alma kendte jo alle detaljerne om deres skilsmisse.

Jeg. FORTRYDER. IKKE. Så det er nøje udelukket, sagde Lea staccato. Ikke et eneste sekund.

Der var ingen tvivl i stemmen. Alma trak bare på skuldrene, foldede armene, lod et skeptisk blik falde over Lea.

Din egen skyld. Gode mænd hænger ikke på træerne.

Tjah, hvis de allesammen var så gode, svarede Lea tørt, bitterheden tydelig.

Tavsheden lagde sig. Lea vendte igen ryggen til vinduet hun kunne ikke slappe af; hendes instinkter råbte, at noget var galt. Hun fik pludselig øje på en hvid bil nede foran opgangen. En hvid Skoda lige som Bjarkes. Hun stivnede, mærkede hånden blive svedig og hjertet galoppere.

Hvor er min mobil? mumlede hun, desperat. Hvor …?

Hun faldt på knæ, rodede under sofabordet, rejste sig, tumlede hen til reolen. Fingrene skælvede.

Alma betragtede det hele forundret hvad foregik der?

Lea greb endelig mobilen, hænderne rystede, ansigtet hvidt som kalk.

Hold da op, tag dig dog sammen, lød det fra Alma, nu lettere irriteret. Så du et spøgelse?

Hun kiggede også ud: en ganske almindelig hvid Skoda, bag rattet sad en ung kvinde med solbriller. Ved siden af hende en overvægtig, skaldet mand. På ingen måde Bjarke han var trænet, velklædt, aldrig med på sådan noget.

Der er altså ikke noget at bekymre sig om, sagde Alma lidt mildere, gik hen og lagde en hånd på Leas arm. Det er ikke hans bil. Driver sikkert bare forbi.

Lea slap pusten, men rystelsen blev ved med at sidde i kroppen. Med stive fingre skruede hun låget af en vandflaske, men da det nægtede at give sig, kom tårerne frem.

Efter retssagen truede Bjarke mig, stønnede hun, stemmen døv. Han sagde, jeg ville fortryde det jeg havde gjort mod ham.

Det lykkedes hende at drikke lidt, men trøsten fandt hun ikke.

Alma så på hende med voksende medlidenhed. Hun gik tættere på, lagde en hånd på Leas skulder.

Tror du virkelig, han … ville gøre dig noget? spurgte hun lavt.

Lea lo kort, bittert:

Først var det bare beskeder dagligt, fyldt med raseri: “Tro mig, du bliver straffet”, “Du slipper ikke så let”, “Det her er ikke slut.” I starten tog hun det ikke alvorligt. Men truslerne voksede i styrke.

Skilsmissen havde været grim. I retten havde hendes skader været dokumenteret: blå mærker, forstuvninger. Hun havde længe ignoreret det, prøvet at forklare, få ro derhjemme. Men Bjarke blev kun mere voldelig, mere truende. Hun var begyndt at være bange for at tage hjem, altid tjekke, at døren var låst, sove med mobilen i hånden.

Redningen blev hendes storebror, Jonas. Han havde straks forstået, hvad der foregik. En dag greb Bjarke i vrede fast i Lea, men Jonas greb ind og sendte Bjarke en tur på skadestuen.

Efter det pakkede Lea sine ting, sagde jobbet op og flyttede tilbage til barndomshjemmet i Aarhus. De første uger boede hun hos forældrene, men hun ville ikke være til besvær så da hendes mormors gamle lejlighed blev ledig i Viby, tog hun den. Lea brugte sine sparepenge på at ordne alt, og gjorde det til et lille fristed.

Det vigtigste var, at Bjarke ikke kendte adressen. Her følte hun sig for første gang tryg.

Men det holdt ikke længe. En dag kom en levering fra en budtjeneste. Hun hentede pakken, åbnede og stivnede. Indeni lå en bamse fra hendes barndom. Hovedet var revet af. Under den en lappet seddel: “Vil du selv ende sådan? Kan let ordnes.”

Lea følte benene vakle under sig. Bjarke havde fundet hendes ting. Han havde åbnet kasserne. Han kunne når som helst være tættere på, end hun turde tro.

Kort efter kom endnu en pakke. Denne gang et gammelt billede fra gymnasietiden hendes ansigt var streget ud med sort tusch. Bagpå stod: “Du slipper ikke væk.”

Angsten åd sig ind. Lea turde ikke engang handle selv, alt blev bestilt til døren, og kun broren måtte hente hendes værste bekymringer på gaden.

Så en dag, så hun ham selv under vinduet. Bjarke, i sin lange sorte frakke, hænderne i lommerne, hovedet let på skrå som en jæger. Lea gemte sig bag gardinet, ringede desperat til politiet.

Politiet kom. De talte med Bjarke, han smilede bare, viste legitimation. Køligt. Maskulint. Lukkede munden, ventede, og blev.

Til sidst, da han gik, stirrede han lige op på hendes lejlighed og løftede hånden, ondskabsfuldt. Da han var væk, sank Lea sammen på gulvet, rystende, forstod: det her var ikke slut.

Hun sagde ikke mere, hænderne dirrede stadig. Snart er jeg bange for min egen skygge, mumlede hun. Jeg ved ikke længere, hvad der sker næste gang.

Alma rørte sig utilpas. Nu forstod hun pludselig, hvorfor Lea havde undgået hende på det sidste. Alle hendes egne små bekymringer lød futtede.

Jeg har virkelig været urimelig, sagde Alma undskyldende. Mine problemer virker jo ligegyldige i forhold til alt det her.

Hun rakte tøvende hånden over bordet og klemte Leas fingre. Lea smilede svagt tilbage.

Så, pludselig, rettede hun sig op:

Forresten… Vil du ikke bo lidt hos mig? Så kan vi begge måske få lidt ro. Jeg har jo min lejlighed indtil den skal sælges.

Tilbuddet kom helt spontant, men Lea mærkede straks, det var den rigtige beslutning. Hun kunne ikke mere være alene i den store tomme lejlighed.

Sælger du? udbrød Alma forbløffet. Hvorfor det? Den er jo perfekt!

Lea sukkede, lod blikket glide ned i sin kop.

Jeg overvejer at flytte til Esbjerg. Eller måske til Silkeborg. Jeg må væk. Jeg vil kunne gå tur uden frygt, sove uden at vågne med hjertet i halsen begynde forfra.

Der var ingen panik i stemmen, kun beslutsomhed.

Men hvorhen? hviskede Alma.

Jeg har et par muligheder. Jeg tager bare det valg, hvor jeg kan ånde.

Vil du ikke flytte med mig i mellemtiden? spurgte Lea blidt.

Alma tøvede. Med ét var hun på herrens mark. Men hun nikkede til sidst:

Måske er det faktisk bedst.

Den næste uge forløb underligt nok uden uheld. Kun et par kortfattede, vrede beskeder fra Bjarke, ellers intet.

En morgen besluttede Lea sig for, at hun ville gå i Brugsen alene. Bare at købe ind var en sejr. Uden for så hun sig om ingen skygger, ingen spor af ham. I butikken blev hun hilst på af den snakkeglade vagt.

Hej Lea! Længe siden, du kiggede forbi. Alt ok?

Ja, tak, hun smilede, det føltes ægte. Jeg forsøger bare at vende tilbage til normalen.

Hun sludrede med ekspedienten og gik ud i solen, tasken fuld af hverdagslyd. For første gang i måneder følte hun, at livet måske kunne vende.

Men så, netop da hun havde passeret svingdøren, greb en stærk hånd hendes arm. Hun snurrede rundt. Bjarke stod tæt på hende, øjnene kolde som en vinternat.

Tænkte du, du kunne gemme dig? hviskede han, Nu går du stille og roligt med, ellers så…

Hun frøs. Det hele stod stille. Men den årvågne vagt mærkede stemningen, og kom straks over.

Er der problemer her?

Bjarke skiftede straks tone, lavede et grin:

Ikke noget, vi snakker bare. Hun er min kone.

Vil du tale med ham? sagde vagten til Lea. Hun rystede drastisk på hovedet:

Nej! Jeg vil overhovedet ikke!

Ja, men hvem spørger hende? snerrede Bjarke.

Vagten rakte ud efter sin mobil.

Så ringer jeg altså til politiet.

Bjarke snerrede, rykkede hårdt i hende, så hun faldt. Kroppen ramte kantstenene. Han forsvandt med et hånligt: Vi ses.

Skal jeg hjælpe dig? spurgte vagten, rædselsslagen. Er du ok?

Lea nikkede, men knæene blødte. Smerten i kroppen var ingenting mod den isnende angst, der igen havde taget bolig i hende. Igen føltes det hele kun som begyndelsen.

******

Hun kunne ikke sove. I mørket genoplevede hun gang på gang øjeblikket foran Brugsen Bjarke, ordene, grebet … Hun kunne ikke ryste billedet af sig.

Hvordan vidste han, at hun netop var der? Hun havde jo ikke været ude i dagevis. Havde han holdt øje med lejligheden? Og hvorfor slår han til nu?

Måske plantede han nogen omkring mig, tænkte hun. Rædslen voksede.

Hun ville lave te, bare noget varmt, måske stoppe tankemylderet. Forsigtigt listede hun sig ud mod køkkenet hun ville ikke vække Alma, der havde gjort nok for hende allerede.

Men idet hun listede forbi døren til gæsteværelset, hørte hun stemmer. Alma talte i telefon meget lavt, men tydeligt nok til at ordene sneg sig ind i Leas ører.

“Dum Bjarke, hvorfor skulle du tage fat i hende derude? Nu tør hun ikke gå ud overhovedet. Du må vente, til hun ikke frygter alt og alle. Og hvis jeg finder ud af, hvor hun flytter hen, får du adressen. Men du må ikke sjuske denne gang, det bliver din sidste chance.”

Lea frøs. Ordene ramte hende som glasskår. Alma. Veninden hun havde stolet på, hendes støtte. Hun listede stille tilbage til sit værelse, lukkede døren, låste og sank sammen på sengen, tårerne kvalte åndedraget.

Hun greb mobilen, ringede Jonas op.

Femten minutter senere bankede det roligt på døren. Der stod Jonas, stor og bred over dørtærsklen, tryg og beslutsom.

Tak, Gud, det er dig, åndede Lea lettet, åbnede døren og klyngede sig til ham. Jonas omfavnede hende, beskyttende.

Hvem kommer så tidligt? Alma dukkede op i døråbningen i badekåbe.

Det er min bror, svarede Lea koldt. Og lad mig så spørge dig: Hvor længe har du talt med Bjarke? Jeg har hørt jer!

Alma veg tilbage et øjeblik, men rankede sig straks:

Han ringede selv. Der var penge på bordet for oplysninger om dig. Jeg er træt af at være på herrens mark, Lea.

Jeg ville aldrig nogensinde udlevere dig, sagde Lea stille, næsten hviskende.

Det er nemt at sige, når man selv har tag over hovedet, hvæsede Alma. Nu kan jeg få mit eget. Du tror måske, det er nemt at sove på en sofa hver nat?

Nok om det, Jonas stemme var hård. Må jeg ikke bare slå Bjarke sønder og sammen?

Nej tak. Vi flytter, og så ser han os aldrig igen.

Lea så på Alma med blik af ren afsky:

Pak dine ting og vær ude om en halv time.

Men … det er nat! Hvor skal jeg gå hen?

Find selv ud af det, svarede Lea koldt.

Jonas foldede armene, trak sig ikke en tomme tilbage. Alma slap hovedet, gik ind i værelset, smækkede døren bag sig.

******

Lea flyttede sammen med sin familie langt væk til en lille by ved Limfjorden, ingen kendte til. Navn og telefon blev skiftet, intet gammelt netværk var bevaret.

Bjarke forsøgte stadig. Han ringede rundt, hyrede folk, men det nyttede ikke han nåede ingen vegne. Over tid blegnede hans trusler ud i ingenting.

Seks måneder senere måtte han i fængsel efter at have slået sin nye kæreste, en kvinde fra en stærkere baggrund, og denne gang var der ingen, som dækkede over ham.

Almas drøm bristede, hun endte boligløs, og senere efter endnu et fejlslagent forhold sad hun alene, forslået, og tænkte bittert på, hvad hun havde mistet.

Lea derimod, fik ro. I den lille by begyndte hun i en revisormæssig stilling, omgivet af rare kollegaer. Hun fik veninder, mærkede at livet godt kunne føles trygt igen. Weekender tilbragte hun ved fjorden, til tider i parken med en bog kun mindet om fortiden stak indimellem.

Men nu nu var hun fri. Fri for frygt, fri for fortidens spøgelser.

Fri til at leve.