Duft af en anden kvinde
Står du nu igen og snuser til hans jakke?
Birgitte stod i døråbningen til soveværelset, armene over kors. Hendes stemme lød på den der måde, som man kun bruger overfor folk, man mener gør noget pinligt.
Jeg snuser ikke. Jeg rydder op, sagde Annegrete uden at vende sig.
Annegrete. Du står med hans jakke to centimeter fra næsen og har gjort det i mindst tre minutter.
Hvordan ved du, hvor længe det har været?
Jeg kom ind, så dig, gik ud i køkkenet, lavede en kop te, kom tilbage og du står der endnu.
Annegrete hængte langsomt jakken på bøjlen og satte den forsigtigt i skabet. Bevægelsen var omhyggelig, næsten højtidelig, som lagde hun noget skrøbeligt fra sig.
Der er en fremmed duft, sagde hun.
Annegrete.
Jeg finder ikke på det. Der er en duft. Kvindeparfume.
Birgitte trådte ind, tog koppen mellem hænderne, pustede på teen.
Han var på konference. Der var mennesker. Mennesker omfavner hinanden, hilser, står klemt i elevatorer.
Det er ikke en elevatorduft.
Hvilken duft burde en elevator så have?
Birgitte, jeg har altså været gift i mange år.
Netop. Syvogtyve år. Syvogtyve år, Annegrete. Måske skulle du i al den tid have lært at stole på ham.
Annegrete sagde ingenting. Hun lukkede skabslågen og kiggede på sit spejlbillede. Fireoghalvtreds år gammel, lyst hår med grå stænk, som hun forlængst var holdt op med at farve, rank ryg. Ansigtet træt, men ikke knust. Hun kunne ikke selv forklare, hvorfor der denne morgen var noget, der faldt på plads inde i hende, med et sagte, men tydeligt klik.
Der var en duft. Det vidste hun.
Det var ikke hendes egen. Hun brugte den samme, “Blomster fra Natten” fra et lille fransk mærke, hun fandt tilfældigt i Københavns Lufthavn for ti år siden. Vanille, hvid moskus, et strejf af noget træagtigt, afdæmpet og hjemligt. Men det, der sad i Nikolajs jakke, var anderledes. Mere insisterende. Yngre. Blomstrende i starten, og under overfladen noget skarpt, krævende.
Hun ville måske ikke have bemærket det, hvis ikke det var for én enkelt ting. Nikolaj kom hjem fra konference torsdag aften. Fredag morgen hang hun hans jakke i skabet. Og da hun søndag tog den ud for at sende den til renseri, var duften stadig tydelig. Tre dage. Tre dage i et lukket skab, tæt på hendes tøj.
Sådan hænger kun den duft, der enten er kraftigt påsmurt eller som har været helt tæt på huden.
Lad nu være med at overtænke det, sagde Birgitte ude fra gangen. Helt ærligt. Du er jo en fornuftig kvinde.
Også fornuftige kvinder lægger mærke til det åbenlyse.
Fornuftige kvinder smadrer ikke syvogtyve år sammen på grund af en duft i klædeskabet.
Annegrete tog jakken igen, pakkede den omhyggeligt i en pose fra renseriet. Så overvejede hun. Og lagde posen tilbage på hylden, uden at binde den til.
Den kunne ligge lidt endnu.
Nikolaj Vagnsen var en succesfuld mand efter Odense-forhold. Han stod i spidsen for eget byggefirma, grundlagt for tyve år siden, kørte i dyr bil, kendte de rette folk og kunne tale, så folk lyttede. Annegrete var der altid. Ikke i hans skygge hun brød sig ikke om det ord men heller ikke i forgrunden. Hun tog sig af hjemmet, opdragede deres søn Mads, holdt styr på alt det, Nikolaj ikke fik øje på. Læger, skole, reparationer, besøg hos hans forældre i Skagen, gaver til hans forretningsforbindelser. Alt det usynlige arbejde, som så let tages for givet.
Sønnen Mads boede allerede for tredje år i Aarhus, arbejdede med it, ringede hjem om søndagen. Livet var blevet mere stille. Annegrete begyndte til akvarel det gled ud. Meldte sig til spansk tre lektioner. Lavede køkkenhave i sommerhuset, det blev hun ved med. Bedene beroligede hende. Der var klarhed: arbejde, vent, høst.
Det sidste par år havde det været anderledes med Nikolaj. Flere rejser, flere sene aftener. Telefonen lagt med skærmen nedad. Han grinede i røret, sådan som han ikke havde gjort hjemme længe. Annegrete lagde mærke til det alt sammen, sådan ud af øjenkrogen som en skæv stol, man vænner sig til.
Men duften. Den var anderledes.
Hun begyndte at sanse den to gange om ugen. Onsdage og fredage. Nikolaj blev længere på kontoret, ringede sommetider kort før klokken otte: “Bliv ikke oppe, jeg er forsinket.” Hun ventede ikke. Spiste alene, vaskede op, læste eller så noget i fjernsynet. Han kom ti, måske senere. Kyssede hende på kinden. Han lugtede af frisk luft, sommetider kaffe, sommetider noget byagtigt.
Men én onsdag mærkede hun det igen. Den samme duft. Blomstrende og skarp. Hun stod ved knagerækken, lod som om hun rettede på sit tørklæde, mens Nikolaj gik i køkkenet og tændte for mikroovnen. Så forsigtigt, mellem to fingre, tog hun jakken ved reverset og løftede den op til ansigtet.
Ja.
Der var den.
Hun blev kold indeni. Ikke skræmt, snarere ramt af den særlige klarsyn, der rammer, når man endelig forstår noget, man ikke ville tro.
Hvordan gik dagen? råbte hun fra gangen.
Fint. Mødet trak ud, svarede han fra køkkenet. Tallerkenskratt, mikroovnens brummen.
Med hvem?
En lille pause. Måske et sekund.
Jens fra projektafdelingen. Om byggeriet på Nørrebro.
Annegrete hængte jakken op igen. Gik ud til køkkenet, hældte sig et glas vand.
Havde I møde i dag? spurgte hun og kiggede ud af vinduet.
Ja. Hvorfor?
Nej, du nævnte bare, han var i Stockholm.
Endnu en pause. En smule længere.
Han er tilbage, der er noget med en sag her.
Nikolaj stod med ryggen til, rørte i en gryde. Han holdt sig altid vel, rank, brede skuldre, grå stænk ved tindingerne. Otteoghalvtreds, men så yngre ud.
Vil du ha te? spurgte han.
Nej, tak.
Hun gik. Lagde sig. Faldt ikke i søvn længe.
Det, hun ikke kunne finde ud af, var, hvad hun egentlig følte. For det var ikke hverken vrede eller sorg i første omgang, men noget mere ubehageligt. Lidt som den fornemmelse, der opstår, når man har gået længe og pludselig indser, at man er faret vild, og mørket er på vej.
Birgitte ringede fredag, midt på dagen.
Hvordan går det?
Fint.
Annegrete. Du siger ikke “fint”, når det er fint.
Birgitte, jeg har et spørgsmål. Hvis en duft holder sig på tøjet i tre døgn i et lukket skab hvad betyder det?
Pause.
At parfumen er i god kvalitet, sagde Birgitte forsigtigt.
Eller at kontakten var tæt.
Eller vedkommende blot stod tæt på.
Tre dage, Birgitte.
Annegrete, nu bygger du et helt slot på ét tegn. Duft beviser intet. Det er bare en duft.
Jeg ved det.
Tal med ham. Spørg direkte.
Og hvad siger han så?
Han svarer vel hvad han nu finder på. Eller sandheden.
Birgitte. Hvis han er utro, siger han ikke sandheden. Og hvis ikke, ligner jeg en tosse.
Du ligner allerede lidt en tosse. Undskyld, men det gør du.
Annegrete lo med, kort og uden meget glæde, men det var ægte.
Det skal nok gå, sagde hun.
Du klarer dig altid. Det gør du.
Efter samtalen gik Annegrete i haven. Sidst i september, køligt, men jorden endnu lun. Hun luede de sidste tagetes, der stædigt blomstrede trods alting. Hænderne kendte rutinen, hovedet faldt til ro.
Hun forsøgte at være ærlig over for sig selv. Måske var det paranoia. Måske blot tilfældig duft fra en konference, en taxa, en kvinde side om side i en elevator. Måske bildte hun sig alt muligt ind. Syvogtyve år. På så lang tid lærer man at se skygger, hvor der ingen er.
Men hun duftede igen. Onsdag.
Samme duft. Uforandret.
Da gjorde hun noget, som bagefter føltes bittersødt. Hun tog sin egen parfume og dryppede en enkelt dråbe på foret i Nikolajs jakke, præcis dér, hvor hun plejede at mærke den fremmede duft. Så hængte hun jakken op.
Næste onsdag, da Nikolaj kom hjem, tog hun jakken frem. Hendes egen “Blomster fra Natten” var der stadig. Vanilje, hjemmelig. Men ved siden af, stadig den anden. Blomstrende, skarp.
Annegrete hængte den op igen.
Så var det ikke indbildning.
Hun begyndte at spekulere på noget andet. Ikke “er han utro”, men “hvad gør jeg nu”. Det var en anden slags spørgsmål, som krævede status. Terapi? Hun bookede tid, mødte op én gang, talte i generelle vendinger og gik hjem uden at føle sig forstået. Psykologen var ung, i midten af trediverne, sagde de rigtige ting, men Annegrete mærkede, at hun ikke forstod. Ikke fordi hun var dårlig, men fordi hun selv aldrig havde oplevet det her: syvogtyve års liv sammen, der pludselig lugter fremmed.
Skilsmisse? Det ord føltes tungt som en stor sten, der var svær at rulle fra sted til sted. Hun tænkte på lejligheden, sommerhuset, hvordan deres liv var viklet sammen. Hvad Mads ville sige. Hvad Nikolajs mor ville sige hende, hun stadig besøgte på plejehjemmet i Skagen hver måned.
Hun tænkte også på, hvor meget hun havde investeret i dette menneske, og at sådanne tanker, hvis de får lov, fylder én helt op som regnvand, hvis karret ikke har afløb.
Annegrete, kan du huske, du sagde, at hvis du opdagede utroskab, ville du gå med det samme? sagde Birgitte en dag, hvor de sad ved hendes køkkenbord. Birgitte havde været skilt i ti år, boede alene, og Annegrete havde ofte tænkt, at Birgitte siden var blevet mere levende, som om noget i hende, der var holdt tilbage, endelig havde foldet sig ud.
Ja.
Og nu?
Nu forstår jeg, at der er forskel på at sige og at gøre.
Hvad føler du?
Annegrete tænkte sig om.
Har du prøvet, at have tandpine i lang tid, og så pludselig går smerten væk? Men først bagefter opdager du egentlig, at den mangler?
Underligt billede.
Jeg ved det. Men sådan er det. Jeg føler noget, men jeg kan ikke navngive det. Ikke smerte. Mere… en uro. Som om noget står forkert, og man hele tiden støder ind i det.
Elsker du ham?
Der gik lang tid før svaret, for Annegrete ville svare ærligt.
Jeg er vant til ham. Det er ikke det samme som kærlighed. Men det er også noget.
Noget, gentog Birgitte.
Noget stort. Noget, der fyldte mit liv i syvogtyve år.
Birgitte hældte mere te op. Udenfor, bag ruden, regnede det støvregn. Der duftede af kanel Birgitte havde lagt en stang i kanden.
Vil du vente på, at han selv siger det?
Nej. Jeg venter, til jeg selv har nok.
Nok hvad?
Nok til at være sikker. Ikke for en dommers skyld, men for mig selv. For at jeg aldrig skal tvivle bagefter.
Birgitte så undersøgende på hende.
Du er allerede sikker, sagde hun stille.
Ja. Men jeg vil se hende.
Hvorfor?
Annegrete svarede ikke straks. Hun så ud på regnen, på de våde blade på karmen.
Jeg ved det ikke. Jeg har bare brug for det.
I starten af november sagde Nikolaj, at hans firma holdt jubilæum om fredagen. Ti år, mindre middag på restaurant “Nord”, med partnere, kunder, et par fra kommunen. Han foreslog, at Annegrete blev hjemme, for det var kun forretningsfolk, kedeligt, ingen hun kendte. Han sagde det roligt, med blikket i sin telefon.
Jeg vil med, sagde hun.
Nikolaj kiggede op.
Du kommer til at kede dig, det lover jeg dig.
Nikolaj, jeg har været der de ti år, jeg kommer.
En kort pause. Han lagde telefonen fra sig.
Fint, sagde han neutralt. Som du vil.
Fredag lagde hun energi i sit udseende. Mørkeblå kjole, hun altid følte sig pæn i. Sølvarmbånd fra Mads, sidste fødselsdag. Sine vante, vaniljeprægede dråber parfume. Hun så sig i spejlet og syntes, hun så godt ud. Ikke ung men godt, på den måde der egentlig betyder noget.
Nikolaj var færdig før hende. Han stod i gangen i mørkt jakkesæt, med næsen i telefonen. Løftede blikket, da hun kom ud.
Du ser godt ud, sagde han mekanisk.
Det ved jeg, sagde hun og greb tasken.
På restauranten var der larm, stemmer, duft af mad og vin. Dæmpet musik. Annegrete holdt sig ved Nikolajs side, hilste, smilede, talte med. Efter syvogtyve år kunne hun det uden at tænke.
Omkring en time senere, ved et afsides bord med snacks, mærkede hun duften igen.
Blomstrende begyndelse, skarphed, insisterende, ungt.
Hun stod stille. Drejede forsigtigt hovedet og lod, som hun så ud over rummet.
En kvinde stod cirka fem meter væk. Omtrent femogtredive, mørkt hår opsat, bordeauxrød kjole, soigneret figur. Hun talte med en mand, lo, holdt sit glas med begge hænder. Smuk. Annegrete så på hende uden vrede. Bare betragtede hende, som man ser en fremmed i en fremmed by.
Kvinden vendte sig. De fik øjenkontakt. Ikke noget særligt. Blikkene gled bare hen over hinanden. Men noget rykkede sig ganske lidt i kvindens ansigt, nærmest umærkeligt. Hun vendte sig tilbage til sin ledsager.
Annegrete tog et stykke ost fra fadet og spiste det roligt.
Hvem er det dér? spurgte hun lavt, diskret med et nik.
Hvem? Nikolaj kiggede derhen en halv takt for sent. Åh. Det er Amanda fra projektafdelingen.
Har hun været der længe?
Lidt over et år. Hun er dygtig.
Aha.
Annegrete lagde hånden på hans albue, smilede let, som om alt bare var i orden. Nikolaj så på hende, lidt overrasket, og smilede tilbage. De blev til resten af middagen. Annegrete talte, lo, var sig selv. Ingen ville have bemærket noget.
I bilen hjem sagde de ikke noget. Nikolaj tændte for radioen, lavt. Annegrete stirrede ud, byen flød sort og våd forbi. Hun tænkte, at hun skulle ringe til Mads næste dag. Og at hun skulle have de sidste tagetes op fra haven. Hun følte en underlig ro; ikke tom, men tung og solid som god jord.
Hjemme tog hun skoene af, satte kaffe over. Nikolaj gik ind for at klæde om. Hun stod i køkkenet og så på gryden, der syede, og tænkte. Ikke på, hvad hun nu ville gøre, men at hun inderst inde havde vidst det i lang tid. Hun skulle bare helt ind til den viden.
Nikolaj kom ud i jeans og T-shirt, tog vand i køleskabet.
Er du træt? spurgte han.
Lidt.
Du skulle være blevet hjemme. Jeg sagde det jo lidt kedeligt.
Nej. Jeg er glad for, jeg tog med.
Han så på hende. Der var noget anderledes i hendes stemme.
Annegrete, er der noget?
Hun skænkede kaffe, satte sig.
Sæt dig, Nikolaj.
Hvad er nu det for en tone?
Sæt dig, please.
Han satte sig. Så på hende, årvågen uden at forstå.
Du er mig utro, sagde hun. Ikke som et spørgsmål. Som et faktum.
Stilheden blev kompakt, fuld af alt det, der var blevet usagt.
Annegrete…
Du skal ikke begynde med “Annegrete”. Ikke påstå, jeg bilder mig noget ind, og heller ikke komme med undskyldninger fra møder. Bare svar ærligt.
Han stirrede på bordet, på sine hænder. Så på hende.
Hvordan…?
Ikke et spørgsmål. Bare ord.
Parfumen. Alle de uger. Jeg genkendte hendes duft i aften.
Nikolaj sukkede, tørrede sig over ansigtet.
Annegrete. Det er…
Hvor længe?
Hvad?
Hvor længe har det stået på?
Pause.
Et halvt år, sagde han lavt, næsten uhørligt.
Annegrete nikkede, tog kaffekoppen, drak i små sluger. Kaffen var brandvarm.
Elsker du hende? spurgte hun.
En lang pause.
Jeg ved det ikke.
Godt.
Annegrete, vent. Det betyder ikke, jeg vil smadre alt. Det var… noget andet. Det handler ikke om os.
Det handler netop om os.
Jeg ville ikke gøre dig ondt.
Det ved jeg. Det gør du aldrig med vilje. Det gør du bare.
Han rejste sig, gik rundt i køkkenet.
Lad os ikke beslutte noget nu. Ikke i følelsernes vold.
Jeg er ikke følelsesfuld. Jeg er rolig.
Vi skal tænke os om, tale det igennem. I morgen. Om lidt.
Hvad vil du have, jeg skal tænke over?
Han standsede. Så på hende.
Vil du gå?
Ja.
Annegrete. Hans stemme blev hård. Tænk dig om. Lejligheden, sommerhuset, alt det er fælles. Du har ikke haft job i årevis, kun lidt have og kurser. Hvor vil du gå hen?
Er det en trussel?
Det er virkelighed. Jeg siger bare, som det er.
Jeg hører virkeligheden. Jeg går alligevel.
Er du fra forstanden? For bare et halvt år?
For syvogtyve år.
Han sagde ikke mere. Køkkenet var tyst, et øjeblik hørtes kun en bil ude i natten.
Hør her, Annegrete, det er min skyld, jeg ved det. Men man smadrer ikke familien for det her. Man kan bygge det op igen. Folk lever videre.
Jeg ved, at mange gør det. Men jeg vælger ikke at gøre det.
Du tænker ikke på Mads.
Mads er tredive, klarer sig selv.
Du tænker kun på dig selv.
Ja. For første gang rigtigt.
Nikolaj satte sig. Studerede hendes ansigt, som om det var et andet, end han havde kendt i alle årene.
Var du lykkelig? spurgte han.
Engang imellem.
Jeg var ikke en dårlig ægtemand.
Nej. Du var okay. Det var bare ikke nok.
Hun rejste sig, hældte resterne af kaffen ud, satte koppen fra sig.
Jeg tager hen til Birgitte. Vi kan tale om det praktiske i morgen. Roligt. Som du ønsker.
Gå ikke nu. Det er vanvittigt.
Måske.
Hvor vil du gå hen den her tid?
Birgitte venter.
Har du ringet til hende allerede?
Ja.
Så har du vidst det hele aftenen.
Ja. Da jeg mærkede hendes duft i restauranten.
Han så på hende. Der var noget i hans blik, hun aldrig havde set eller aldrig ville give navn.
Er du sikker?
Ja.
Hun tog taske, frakke, nøgler. Standsede i døren.
Ved du, hvad jeg er mest overrasket over? sagde hun. Ikke at du var utro. Ikke at du løj. Men at du troede, jeg ikke ville opdage det. Syvogtyve år, og du tænkte, jeg ikke ville mærke det.
Han svarede ikke.
Hun gik.
Det var koldt udenfor, men tørt. Himlen stjerneklar. Annegrete gik mod bilen og mærkede ingen frygt. Det var mærkeligt og vigtigt på samme tid. Ikke bange. Uvant, ja. Hun vidste ikke, hvad der ventede nu. Men hun var ikke bange.
Lyset var tændt hos Birgitte. Hun åbnede, før Annegrete ringede på, hun måtte have holdt øje.
Kom indenfor, sagde Birgitte.
Tak, svarede Annegrete.
Vil du have te?
Ja. Og lidt at spise, hvis der er. Jeg fik ikke rigtig noget til festen.
Der er suppe. Og brød.
Perfekt.
De sad i køkkenet. Annegrete spiste, Birgitte sad tavst. Ingen spørgsmål. Hun var der bare. Det var lige, hvad der skulle til.
Har han indrømmet? spurgte Birgitte til sidst.
Ja. Et halvt år. Amanda fra projektafdelingen.
Birgitte nikkede.
Hvordan har du det?
Jeg spiser suppe. God suppe.
Annegrete…
Birgitte. Jeg har det faktisk ok. Ikke fordi alt er godt. Men fordi jeg ved, hvad jeg gør.
Birgitte nikkede.
Bliv så længe du vil.
Tak.
Sengetøj ligger i skabet, det ved du.
Jeg ved det.
Annegrete spiste op, vaskede tallerkenen. De sad en stund endnu, tavse i hinandens selskab. Udenfor var natten, novemberstille, duftende af våd asfalt og en anelse træ.
Næste morgen vågnede hun tidligt. Lå på sofaen i Birgittes stue og tænkte. Ikke på lejligheden ikke først i hvert fald men på noget andet. På hvor længe hun egentlig havde startet dagen med tanker om Nikolaj: hvad han skulle have på, hvad han havde spist, om han huskede sine aftaler. Nu var det første, hun tænkte på, tagetes, der skulle op, inden frosten bed.
Det føltes mærkeligt. Og godt mærkeligt.
Hun stod op, vaskede sig, gik ud i køkkenet. Birgitte sov endnu. Annegrete fandt kaffe, satte over, stod stille og så ud. Det grå novemberlys var jævnt over byen typisk dansk, ikke smukt, ikke grimt.
Hun tog mobilen og skrev til Mads: “Ring, når du kan. Skal lige snakke.” Hun tøvede og tilføjede: “Det er okay. Bare skal tale lidt.”
Hun lagde mobilen fra sig og hældte kaffe op.
Nogle uger senere mødte hun Birgitte i Netto.
Nej de sås tit, men denne scene stod klart. Annegrete stod ved hylden med te og fik øje på en lille flakon parfume, som nogen måtte have glemt mellem æskerne med kamille- og timiante. Flakonen var næsten tom, mørkegrøn.
Hun tog den, åbnede låget. Duftede.
Ikke den rigtige. En helt anden. Let, kølig, noget grønt og næsten harpiksagtigt. Næsten som skov.
Hun kunne lide den.
Hvad er det? spurgte Birgitte bag skulderen.
Ved ikke. En eller anden har glemt den.
Den dufter godt.
Ja. Den dufter godt.
Annegrete stillede flakonen tilbage. Tog sin te og gik mod kassen. Udenfor duftede det af vinter, første sne, der endnu ikke var faldet, men lå på lur.
En måned senere ringede Nikolaj. Hun sad i sommerhuset med en kop i hånden og så ud på køkkenhaven, dækket af sne.
Annegrete. Hvordan går det?
Fint. Og dig?
Også fint. Annegrete… hun er væk. Amanda. Sagde op og flyttede.
Annegrete kiggede på den hvide sne.
Hører du? sagde han.
Jeg hører.
Det ændrer ikke noget, vel?
En lang pause. Sneen udenfor lå uskadt, stille.
Nej, sagde hun roligt.
Det tænkte jeg nok. Ville bare sige det.
Hvorfor?
Pause hans ende.
Ved ikke. Ville bare du skulle vide det.
Det ved jeg nu. Tak for at du ringede.
Annegrete.
Ja?
Fortryder du?
Hun overvejede. Alvorligt, ikke forhastet.
Hvad mener du?
Det hele.
Nej, sagde hun. Så tilføjede hun: Eller ikke endnu. Jeg ved ikke, hvordan det bliver.
Ærligt.
Jeg prøver.
Der blev stille igen, så sagde han “vi ses”, hun svarede, og samtalen var slut.
Hun lagde telefonen på vindueskarmen. Udenfor lå sneen. Det duftede af træhus, harpiks og de tørrede urter, hun hængte op sidst på efteråret.
Duften var hendes egen. Stille. Ikke andres.
Hun tog koppen og drak en slurk.
Livet kan vende, men ens sanser lyver sjældent og hvis man tør lytte til dem, følger styrken med.
