Jeg sidder fredeligt i flyet, vinduesplads, tænker halvanden times flyvetur, det går nok. Foran mig sidder en kvinde, ret solid, i en broget trøje. Flyet har lige lettet, da hun uden at kigge sig tilbage hælder sit sæde bagover.
Jeg giver et lille gisp for nu er mine knæ klemt fast af hendes sæde.
“Undskyld,” siger jeg høfligt og læner mig frem, “kunne du måske lige rette sædet lidt op? Der er virkelig ikke meget plads.”
Hun vender ikke engang hovedet:
“Det er sådan, jeg har det bedst.”
Jeg bruger et par sekunder på at fordøje svaret, prøver at bevæge mine ben ingen chance. Jeg beslutter, at det her ikke skal ske uden modstand. Jeg trykker på stewardesse-knappen.
En stewardesse i uniform kommer hen:
“Hvad kan jeg hjælpe med?”
“Altså,” forklarer jeg, “passageren foran mig har lænet sit sæde så langt tilbage, at mine ben er klemt fast. Jeg kan knap nok røre mig.”
Stewardessen bøjer sig høfligt ned mod kvinden:
“Undskyld, men kunne du måske justere sædet lidt, så din sidemand også har det behageligt?”
Kvinden vender sig med et blik, som om jeg lige har ødelagt hendes ferie:
“Jeg har ondt i ryggen. Jeg har betalt for mit sæde, så jeg sidder, som det passer mig.”
Stewardessen tygger tydeligvis på en kommentar:
“Vi beder alle passagerer om at tage hensyn til hinanden.”
Kvinden sukker demonstrativt og løfter sædet en lille smule.
“Er du tilfreds nu?” snerrer hun over skulderen.
“Tja, mine knæ er stadig flade, men det er bedre, tak,” svarer jeg med et smil.
Hun fnyser, mens stewardessen diskret blinker til mig og går videre.
En halv time efter den første “angreb” er jeg næsten slappet af. Så bang! hendes sæde smadrer sig bagud igen. Mine knæ er igen i klemme.
“Seriøst?” siger jeg højt, men hun gør ikke en mine.
Nu er det nok. Diplomati er slut. Jeg beslutter at handle og give denne uhøflige kvinde en lille lømmel-lærestreg. Sådan gør jeg
Roligt, med uskyldig mine, åbner jeg bordet, tager et plastikbæger med tomatjuice (de lige har serveret drikkevarer) og sætter det på kanten, lige under hendes sæde.
Vi sidder. Fem minutter går. Så rører hun sig lidt og plask! Juicen vælter ud over hendes hvide taske, der står ved siden af, og lidt på hendes trøje.
Hun rejser sig med et sæt og vender sig:
“Hvad i alverden?!”
“Åh nej!” gør jeg store øjne. “Undskyld, du bevægede dig så pludseligt Bordet er jo lille, som du kan se. Jeg advarede jo der er ikke meget plads.”
Hun står op og vifter vredt med armene:
“Stewardesse! Nogen har lige ødelagt mine ting!”
Den samme stewardesse kommer:
“Hvad skete der?”
“Jeg sad bare og drak min juice, og så rykkede sædet foran mig altså, pludseligt bagud, og” Jeg peger på pletten. “Fysik, antager jeg.”
Stewardessen ved udmærket, hvad der foregår, men siger med neutral mine:
“Kom med, jeg finder nogle servietter. Og husk venligst at låse sædet, så det ikke sker igen.”
Kvinden tørrer tavs sin taske af, og sædet forbliver ret op til resten af flyveturen.
