Hjælp med bagtanke
Mette sad alene i kantinen på kontoret, dybt fordybet i sine tanker. Foran hende stod en kop kold te, hun for længst havde glemt alt om. Hendes fingre bevægede sig hurtigt henover mobilen, mens hun bladrede igennem det ene boligopslag efter det andet. Ansigtet blev mere og mere bekymret for hvert nyt opslag intet var rigtigt.
Så var der igen ikke noget, der duede, sukkede hun lavmælt og skubbede telefonen lidt væk. Der er kun to uger til eksamen, og jeg står stadig uden et sted at bo.
Overfor sad hendes kollega fra nabokontoret, Louise, der roligt rørte rundt i sin yoghurt, mens hun lyttede opmærksomt.
Har du tjekket det kollegium, hvor du boede før? spurgte Louise undrende. Hun syntes altid, det var mærkeligt, at Mette valgte universitetet i næste region der var da gode uddannelser lige her i Odense.
Lukket for renovering, Mette tog igen mobilen op og skubbede irriteret endnu et opslag væk. Det udlejes, der findes nu enten helt urimelig dyrt eller i områder, hvor man dårligt tør komme. Nogle af opslagene har endda ikke engang billeder bare et adressefelt og et par linjer tekst. Jeg synes, det er for risky.
Louise holdt en pause, lod skeen hvile på kanten af plastbægeret. Pludselig lyste hendes ansigt op, og hun satte sig rankere.
Vent, min moster bor jo i Aarhus! udbrød hun begejstret. Stor lejlighed i et godt kvarter, og hun er lige taget til Mallorca i to måneder. Hun sagde faktisk, at nogen gerne måtte bo der, hvis jeg kendte én, som var til at stole på.
Mette så op fra skærmen. Håb tændtes kort i hendes blik, men varsomme forbehold hang også i luften det her lød lige lovligt let.
Seriøst? Hvordan nåede hun at sige.
Alletiders! afbrød Louise ivrigt. Nøglerne ligger hos naboen, du henter dem bare. Jeg ringer til både moster og nabo, så de ved besked. Min moster bad bare om, at der blev passet på sagerne. Men du er jo ansvarlig, det skal nok gå helt fint.
Mette sad lidt og overvejede. Det lød næsten for godt til at være sandt gratis bolig i et lækkert kvarter, uden besværet med mægler eller depositum. Alligevel var der noget ved Louises overstrømmende hjælpsomhed, som fik hende til at bremse op. Hun mindedes, hvordan Louise ofte var kilden til sladder i firmaet, altid lidt for nysgerrig i andres private anliggender, og nu virkede hun nærmest opsat på at få Mette overtalt.
Jeg ved ikke sagde Mette forsigtigt. Jeg kender hverken din moster eller naboen. Og jeg har da lidt svært ved at skulle bo i andres hjem. Tænk nu, hvis jeg kom til at ødelægge noget?
Åh, hold nu op! fnøs Louise og slog det hen. Min moster er sød og tager ikke på vej. Du kan jo leve præcis som det passer dig, uden bøvl med fremvisninger og lange kontrakter. Hvor kan du ellers finde sådan et tilbud?
Mette sad tavs, tankerne myldrede. På den ene side kunne hun løse sin boligsituation på et øjeblik men det stak hende, at Louise var så insisterende, og hun havde på fornemmelsen, at der lå mere bag tilbuddet.
Hun forestillede sig, hvordan det ville være at bo i en fremmeds hjem med en konstant underliggende frygt for at gøre noget forkert, hele tiden føle, at hun var til låns. Og med Louise på sidelinjen, som måske kunne blande sig unødvendigt. Nej, det var ikke noget for hende.
Tusind tak for tanken, svarede Mette til sidst og prøvede at lyde oprigtigt taknemmelig. Hvis alt andet glipper, lover jeg at tage imod. Men jeg leder lige lidt mere.
Louise stivnede et øjeblik, men smilede snart igen påtaget bredt. I hendes blik anede Mette stadig trodsigheden over svaret.
Helt som du vil, sagde Louise uanfægtet og begyndte igen at rode rundt i yoghurten. Jeg siger nu alligevel til naboen.
De følgende dage søgte Mette bolig med fornyet energi. Hun brugte timer på BoligPortal og andre sites, tog til flere fremvisninger og foretog opkald på opkald. Der var masser af annoncer at vælge imellem, men altid var der noget: enten skulle hun betale to måneders forudbetalt husleje, binde sig til lange kontrakter eller tage til takke med et område langt fra universitetet.
Hun gav ikke op og havde endelig heldet med sig, da hun fandt en beskeden etværelses lejlighed lige op ad universitetet. Billederne var simple, men pæne: lyse vægge, fornuftigt interiør, rent vindue med udsigt til gården. Og prisen var til at overkomme 4.500 kr. pr. måned. Mette ringede straks til udlejeren.
En ældre kvinde med mild stemme tog telefonen, svarede kort på alle spørgsmål uden at oversælge noget. “Du kan leje den en måned eller to, jeg vil bare have tingene står ordentligt.” De aftalte hurtigt en fremvisning.
Lejligheden var endnu bedre end frygtet lille men hyggelig, nyt køkken, god seng, arbejdsbord ved vinduet. Her kunne hun koncentrere sig om sin læsning.
Ved indflytningen sagde udlejeren venligt, “Pas på, at du ikke larmer for meget om aftenen. Vi er så glade for roen her.”
Selvfølgelig, svarede Mette. Jeg skal kun læse alligevel, så der bliver stille.
De første dage forløb roligt. Hun lavede te på det lille køkken, kiggede ud på gården, gik tur på altanen om aftenen og nød det mere og mere. Hun tænkte indimellem på Louises tilbud, men var glad for, at hun vovede at stole på sin mavefornemmelse. Her var der regler og tryghed.
Eksamenstiden kom nærmere, og dagene gik med koncentreret læsning og noter med tålmodig hånd. Mette fik arbejdsro, hendes skema var enkelt og genkendeligt, og lejlighedens stilhed gjorde det let at fokusere. Hun havde næsten glemt samtalen med Louise, indtil telefonen ringede en sen eftermiddag.
Er det Mette Petersen? Det er vicepolitikommissær Leth fra Aarhus Politi. Vi skulle gerne tale med dig om en lejlighed på Skovvej 17. Der er anmeldt et tyveri.
Stemmen var neutral, men Mettes hjerte bankede hårdt. Hun stod i entréen med sine nøgler, netop kommet hjem efter sidste eksamen, og havde netop tænkt, hvor lettet hun var og nu dette opkald.
Jeg har ikke boet der! udbrød hun straks, overrasket over hvor ophidset hendes stemme lød. Jeg fandt et andet sted. Jeg har slet ikke været der.
Vi forstår, svarede betjenten roligt. Men vi har brug for nogle oplysninger. Kan du komme forbi stationen i aften? Så kan vi få styr på det hurtigt.
Der var ikke meget at gøre. Hun aftalte mødetid, og et par timer senere sad hun på politistationen, overfor den præcise og venlige betjent.
Han lagde billeder på bordet: smykker placeret sirligt, ringe, armbånd og halskæde nummereret på neutral baggrund.
Det er udlejerens ejendele, sagde han stille. Hun havde lånt sin lejlighed ud via en slægtning; dig, ifølge oplysningerne. Hun har anmeldt smykketyveri, efter hun kom hjem. Hvordan forholder det sig?
Mette mærkede vreden vokse. Ikke på betjenten men over situationen.
Jeg tog aldrig imod tilbuddet. Jeg har lejet en anden lejlighed, sagde hun beslutsomt. Jeg har lejekontrakt og kan vise den med det samme.
Det må du meget gerne, svarede vicekommissæren.
Mette fandt det vigtige papir frem. Han kiggede grundigt på datoer, navne og adresser, noterede nogle punkter, og lagde kontrakten til sagsmappen.
Det ser i orden ud. Kan der findes nogen vidner nogen, der kan bekræfte, at du har boet der hele perioden?
Mette tænkte et øjeblik og indså straks, at udlejer, fru Jensen, havde set hende mange gange og endda nærmest indført hende i ejendommens rutiner.
Selvfølgelig! udbrød hun lettet og greb sin telefon. Fru Jensen, det er Mette. Politiet har kontaktet mig om noget, jeg ikke har noget med at gøre. Kan du bekræfte, at jeg har boet hos dig siden starten af måneden, hvis de ringer?
Det ville hun gerne, og efter kort samtale kunne politiet roligt notere vidneudtalelsen. Fru Jensen forklarede, at hun ofte havde set Mette komme og gå, og at der var kameraer i opgangen.
Sidst på dagen afhørte politiet også naboen til lejligheden på Skovvej. En skarp, ældre dame kunne præcist huske, hvilke dage der var underlig aktivitet: “Jeg så en høj kvinde i sort jakke det var ikke den unge pige, I beskriver.” Hun lagde mærke til, at kvinden havde egne nøgler, for hun kom ikke forbi mig.
Aftenen gik med dokumenter og afhøringer, men nu havde politiet en klar mistanke. De indkaldte Louise til afhøring næste dag.
Hun dukkede op med løftet pande og rolig stemme: “Jeg ville bare hjælpe min kollega,” svarede hun men nu lå alle beviser foran hende: Nabos vidneudsagn, Mettes lejekontrakt og overvågningsbillederne, der tydeligt viste hende i opgangen.
Først nægtede hun alt, men da betjenten nævnte uoverensstemmelser og vidneudsagn, blev hun mere vag, nervøst pillede hun ved ærmet og undgik øjenkontakt.
Endelig, med nedslået blik og rystende hænder, sagde hun:
Jeg havde nøglerne fra min moster. Jeg vidste, hvor hun gemte smykkerne Jeg troede, Mette ville bo der, så alt ville pege på hende, hvis der kom mistanke. Jeg havde brug for pengene
Betjenten sukkede, men sagde roligt:
Du forstår, at du både har stjålet og forsøgt at skyde skylden på en uskyldig? Hvilke følger tror du, det kunne få for Mette?
Louise nikkede svagt. Da døren gik op, trådte Louises moster ind en ældre, myndig kvinde. Hun kiggede hårdt på Louise, der nu var opløst i tårer.
Hvordan kunne du? det er jo minder om mor og mormor, sagde hun lavt, dybt berørt.
Louise trak vejret rystende og hviskede: Undskyld Jeg havde ikke tænkt det helt igennem
Mosteren så på politimanden: Jeg ønsker ikke, hun skal i fængsel, hvis hun afleverer alt tilbage. Hellere at hun forstår, hvad hun har gjort.
Louise indvilligede, og næste dag afleverede hun smykkerne tilbage til mosteren. Alligevel havde det konsekvenser: Sagen blev droppet, fordi ejeren tilgav hende, men på arbejdet bredte historien sig hurtigt. Lederen indkaldte Louise og meddelte neutral men bestemt, at ansættelsen var slut med øjeblikkelig virkning. Hun pakkede sine ting under kollegaernes akavede blikke.
Først uger senere hørte Mette fra politiet, at hendes navn var renset. Kort efter stødte hun på en HR-medarbejder, der bekræftede Louises fyring.
Det gav lettelse men også lidt sørgmodighed. For bare få uger siden var Louise jo bare en kollega ved frokosten, og nu var hun blevet et eksempel på, hvor galt det kan gå.
En uge senere modtog Mette et brev uden afsender; indeni lå en sirligt foldet seddel og et lille kuvert med 500 kr. påskriften Undskyld. Brevet var fra Louises moster. Kære Mette. Jeg kan kun beklage det, du måtte igennem. Tak for din ordentlighed. Denne lille gestus er ikke ment som betaling, men som et symbol på, at du er værdsat. Jeg håber, du tager imod for din ulejlighed.
Mette læste brevet, overvejede længe og besluttede at sende pengene videre til Dansk Flygtningehjælp.
Hvor var hun dog glad for, at hun lyttede til sin fornemmelse den dag og takkede nej til det uimodståelige tilbud.
