Hvis ens mand overhovedet ikke er jaloux er det så slemt? spurgte Astrid tankefuldt sine veninder, mens hun spredte lidt marmelade rundt på sin citronmåne. Appetitten havde forladt hende, som hun sad på cafeen med de to veninder. Før syntes jeg, det var fantastisk, vi havde så meget tillid til hinanden, men nu begynder jeg at tænke, at det ikke er så ligetil
Mette, som sad overfor hende, lagde hovedet lidt på skrå og så opmærksomt på Astrid. Øjnene var fulde af oprigtig undren.
Helt ærligt? Ikke den mindste smule? spurgte hun og lænede sig frem i stolen. Han viser aldrig, at han tænker på, hvor du er? Spørger han ikke, hvornår du er hjemme, eller hvem du mødes med? Bliver han slet ikke urolig, hvis du arbejder sent?
Astrid trak smilende på skuldrene, men smilet nåede ikke øjnene.
Nej, pustede hun ud. Det er fuldstændig sådan. Når jeg kommer hjem, står han bare der i entréen, rolig og smilende, som om han knap har mærket, jeg har været væk. Spørger nysgerrigt, hvordan min dag har været, byder på kaffe og foreslår, vi ser lidt fjernsyn sammen. Ingen antydning af mistro bare tryg imødekommenhed.
Hun sænkede blikket i det varme krus og famlede efter svar. Stemmen var lav og usikker:
Før virkede det ideelt, og jeg var stolt af, hvor meget vi stolede på hinanden. Nu fanger jeg mig selv i at tænke betyder det bare, at det er ham komplet ligegyldigt?
Freja lænede sig tilbage og lagde armene over kors med et lille smil. En efterklang af noget for længst forbi gled gennem hendes blik for det var ikke længe siden, hun havde gennemlevet en forfærdelig skilsmisse, hvor eksmandens sygelige jalousi sled hende op.
Jeg misunder dig, indrømmede Freja tøvende med et grin. Pas på ham. Din mand er en sjældenhed, nærmest til optagelse i Rødlisten. Bare tænk dig, hvor trættende det er altid at skulle forklare sig, hvor du har været, hvem du har talt med, hvorfor du kom for sent hjem. Din spillemand stoler på dig. Det er guld værd, Astrid.
Astrid stirrede i teen uden at svare, mens skeen lagde runde cirkler i koppen. Inden hun kunne sige noget, brød Mette alvorligt ind.
Vrøvl, sagde Mette og rystede bestemt på hovedet. Elsker man, så skal man da vise bare lidt jalousi! Ikke så sygeligt som Frederiks, bevares men lidt må han da vise! Ellers føles det som om, han fuldstændig er ligeglad: hvem du er sammen med, hvor du går, hvad du laver.
Freja åbnede munden, ville indvende noget, men Astrid sagde langsomt med sammenbidte læber:
Måske elsker Jesper mig bare ikke
Ordene hang i luften, som duggen over engen. Mette reagerede straks:
Træk ikke for hurtige konklusioner! udbrød hun, foroverbøjet af alvor. Måske har du aldrig givet ham grund til at reagere. Nogle mænd skal have et lille skub, før de viser følelser. Skal vi ikke arrangere en lille test? Så ved du, hvordan landet ligger.
Astrid så forundret op:
Test? Hvilken test?
Mette blinkede drilsk:
For eksempel kunne du fortælle, at du skal mødes med en gammel ven. Eller arbejde lidt over og opfinde et påskud til det. Hvis han virkelig holder af dig, viser han bare den mindste smule uro. Hvis ikke Mette holdt dramatisk inde. Ja, så må vi overveje næste skridt.
Freja sukkede og rystede på hovedet:
Mette, som du altid er Du springer straks til handling. Måske var det bedre bare at tale ærligt med ham? Uden de der spil.
Mette trak på skuldrene:
Samtaler er fine, men handling tæller mere. Prøv vores lille plan så får du svar, Astrid.
Astrid studerede veninden nøje, nysgerrig, men også lidt tvivlende.
Og hvad skal jeg sige? spurgte hun stille.
Mette lyste op.
Du er jo blevet forfremmet, har jeg ret? Og nu har du fem mandlige medarbejdere under dig? Fortæl Jesper om det!
Astrid så usikker ud, mens hun rodede i minderne.
Det ved han godt. Han roste mig, inviterede på restaurant for at fejre det, og det var bare så roligt. Næsten for roligt.
Mette slog ud med hånden som for at feje indvendinger væk:
Så nævn i forbifarten, at de er unge og flotte fyre hele bundtet. Sig noget i stil med Det er ikke så nemt at arbejde sammen med dem de flirter hele tiden med kollegerne! Det kan nok sætte lidt gang i ham.
Astrid drejede skeen i hånden, mens sollyset spillede på metallet. På den ene side føltes det barnligt, som at prøve at gøre en gymnasieven jaloux. På den anden side måske ville hun endelig se et tegn på, at Jesper faktisk følte noget?
Hun smilede forsigtigt:
Jeg prøver Men jeg er ikke sikker på, det er en god ide.
Freja bryder ind, stadig varsom:
Mette, tænk hvis han tager det for alvorligt? Måske burde du bare sige, hvad du føler?
Mette rystede entusiastisk på hovedet:
Altid så forsigtig, Freja! Nogle gange må man gøre noget, for at grave følelserne frem. Prøv, Astrid så ved du det
**************
Mette suste ind på cafeen og fik straks øje på Astrid ved hjørnebordet. Hun kastede sin frakke over stolen og satte sig fremoverbøjet:
Nå, hvordan gik det så? strålede hun ivrigt. Hvordan reagerede Jesper, da du nævnte de unge fyre?
Astrid lagde koppen ned med et lille suk, skuldrene sænkede sig. Blikket var forvirret. Hun ventede lidt, før hun svarede:
Han havde ondt af mig og foreslog, at jeg skulle sætte mere grænse over for dem. Gode råd, faktisk brugte dem ovre på kontoret i går, og det virkede.
Mettes mundvige sank, hun lod som om hun spekulerede. Ordene kom langsomt:
Men det var jo ikke lige den reaktion, vi håbede på. Okay, så prøver vi igen. Vær mere hemmelighedsfuld. Lås mobilen, bliv tavs, når han kommer ind, SMS løs vi kan skrive til dig. Så kan vi justere undervejs!
Astrid kørte en hånd gennem håret, let rystende fingre. Stemmen brast næsten:
Og hvis han stadig er ligeglad? Måske er han bare sådan? Rolig?
Mettes blik brændte stædigt:
Så må vi tage den dérfra! Du vil vel have svar, Astrid?
Astrid nikkede stille og lod tankerne køre. Måske havde Mette ret. Måske betød de små provokationer, at hun kunne se bag Jespers rolige smil. Men inderst inde var hun bange for sandheden, måske.
Jeg prøver. Men hvis intet sker
Så tager vi den til den tid! smilede Mette og lagde armen om hende. Du skal ikke give op.
Så prøvede Astrid. Først blev hun mere optaget af sin mobil, lod beskeder ligge fremme på spisebordet, drejede skærmen til han kunne se de blinkende notifikationer. Veninderne sendte smilys for effekt.
Hver gang Jesper kom ind, mærkede hun sit hjerte hamre. Engang, da telefonen blinkede igen, spurgte han roligt, mens han hældte kaffe op:
Hvem skriver så sent?
Det er bare fra arbejdet, svarede hun hurtigt og prøvede at lyde afslappet. Noget, der haster lidt.
Jesper nikkede roligt:
Bare du ikke sidder oppe for længe.
Dagen efter skete mere af det samme.
Stadig noget fra arbejdet? Spurgte han bare, nærmest mekanisk.
Ja, noget akut.
Han fortsatte ind i stuen, ingen spor af uro eller jalousi. Astrid så efter ham og mærkede en smag af bitterhed.
Han holder virkelig ikke af mig, tænkte hun, mens endnu en besked fra Mette tikkede ind.
Intet hjalp. Jesper forblev den samme rolig, tryg og tilsyneladende ligeglad med hendes små hemmeligheder.
Astrid lagde mobilen fra sig, udmattet. Det hele føltes barnligt og hun var bare blevet mere usikker på alt mellem dem.
******************
Mette sad på stolen med korslagte ben og fægter med hænderne som general i felten.
Nu tager vi skridtet videre, sagde hun selvsikkert, da Astrid fortalte om det mislykkede jalousiforsøg. Du sover hos mig en eller to gange om ugen. Jesper får at vide, at din veninde har det svært, og du hjælper hende. Men undgå detaljer, se undvigende ud og vær nervøs. Lad ham mærke, der er noget under opsejling.
Astrid sad og drejede skeen. At overnatte ude føltes pludseligt meget alvorligt. Hun åbnede munden for at protestere, men da skar Freja ind.
Må jeg spørge om én ting, Astrid? Afbrød Freja blidt. Lejligheden, hvor I bor hvem ejer den?
Astrid så overrasket op.
Jesper, da, svarede hun. Hvorfor?
Freja blev alvorlig.
Fordi jeg frygter, du snart skal ud og finde noget andet at bo i, sagde hun tørt, uden at smile. Du leger om kap med hans tillid nu. Rolige mænd kan pludselig koge over og hvad siger du så, hvis han spørger, hvorfor du gjorde det her?
Astrid sad stiv af rædsel. Ordene lukkede sig inden i hende. Freja blev ved:
Og det hjælper næppe, at vi støtter dig. Jesper vil tro, vi dækker over dig. Er det risikoen værd?
Mette, som indtil nu havde ført sig frem, blev tøvende.
Astrid stirrede ned på dugen og fingererede ved kanten.
Hvad skal jeg så gøre? Bare vente?
Freja lagde en hånd ovenpå Astrids.
Måske skal du bare være ærlig uden spil. Sige, du savner at han indimellem viser følelser. Folk viser kærlighed på forskellig vis.
Mette slog opgivende ud med hånden.
Jeg synes altså ikke, det er så dramatisk, sagde hun varmt. Han vil aldrig mistænke dig for noget uden bevis. Vi har holdt os til små hints. Det handler bare om at ruske lidt i ham!
Mette rettede sig op og så drilsk på Astrid.
Så hvad siger du? Kører vi videre eller bakker du ud?
Astrid sad helt stille, mens tankerne kørte i ring. Hvad nu hvis Freja havde ret? Var det virkelig risikoen værd? Men så så hun Mettes beslutsomhed, og så kunne hun ikke slippe tanken om, at Jespers ro måske slet ikke skyldtes kærlighed.
Hun knyttede næverne under bordet og løftede hovedet:
Vi kører videre.
Ordene hang i luften, mere præget af desperation end styrke. Mette smilede triumferende:
Så starter vi i morgen. Jeg har allerede fundet på, hvad du skal sige til ham
Freja så trist ned i den kolde te. Der var ikke mere at sige.
*************************
Astrid sad på den gamle bænk i gården, favnende sig selv mod koldsindet fra både april-luften og fra sig selv. Foran hende stod tre slidte kufferter, pakket til bristepunktet med hendes ejendele. Hun stirrede på dem og forstod ikke, hvordan det var kommet hertil.
Hvorfor gik det så galt? sukkede hun andægtigt for sig selv, og gennemgik atter og atter den sidste, bitre samtale med Jesper.
Alt begyndte med de overnatninger hos Mette. Astrid fulgte planen: undvigende svar, ingen detaljer, udtryk af uro. Første par gange nikkede Jesper bare roligt og bad hende hilse Mette. Men tredje gang, da hun vendte hjem, stod der tre frempakkede kufferter i entréen.
Jesper stod lænet ind mod væggen, usædvanligt rolig. I blikket fandtes slet ikke vrede kun en lille, bitter smule sorg.
Vi har kendt hinanden i fem år, begyndte han, da Astrid i sønderlemmet forvirring prøvede at forklare det hele var en test
Han rystede på hovedet.
Så klog som du er, burde du ikke lave sådan noget. At gøre din mand jaloux for sjovs skyld? Det giver jo ingen mening. Du kunne have fundet på noget bedre.
Hun ville forsvare sig, ville sige, at hun bare ville forstå, om han overhovedet stadig elskede hende, men Jesper var på vej mod soveværelset.
Alt er pakket. Tag det bare, sagde han uden at se på hende. Og undlad at lyve for mig.
Men jeg lyver ikke! Det er sandt! udbrød hun i kvestet tone, gråden trængte sig på. Du virkede ligeglad så jeg ville bare finde ud af, om jeg overhovedet betød noget!
Han stod stille, hænderne dybt i lommen, kun bekymringsrynken mellem brynene afslørede uro.
Ikke til at tro. Det er en teenagers idé, ikke en voksen kvindes. Er jeg for rolig for dig, må du finde en anden. Spørg Frejas eksmand, han var vel jaloux nok.
Sætningen ramte som en isnende regndråbe. Astrid ville tale, forklare, at hun ikke ønskede andre hun var bare blevet forvirret men Jesper løftede tre indpakkede kufferter op og satte dem udenfor.
Ved døren sagde han lavt uden at vende sig:
Jeg ansøger om skilsmisse selv.
Så var han væk. Døren klikkede i, og Astrid sad alene i entréen. Stille, ensom, i den rungende lejlighed, gav hun endelig slip for gråden.
Tankerne kørte i ring:
Hvorfor skulle jeg bringe det på banen med jalousi
Hun tænkte tilbage på begyndelsen venindernes ide, de første skridt, nysgerrigheden. Da føltes det uskyldigt, nærmest som en leg. Nu sad hun på det kolde gulv og vidste: hun havde ikke vækket følelserne, hun havde begravet dem.
Tænk, hvis jeg bare havde talt ud med ham Hvis jeg havde sagt, jeg savnede hans varme og bekymring Men nu var det for sent. Kufferterne stod udenfor, og Jesper var ikke længere en del af hendes verden.
Udenfor faldt aftenen på. Astrid trak knæene op til sig, blev lille og stille. Barnelatter, en hund, biler, verden gik videre omkring hende men hun mærkede kun fortrydelsen.
Hvad nu?
