Find din søster, min pige.
Lise, se! Er det ikke vores Stine…? Sofie spærrede øjnene op, løftede hånden med pegefingeren, og stod helt stivnet med åben mund.
Hvor? spurgte Lisbeth, mens hun lod blikket flakke hen over rækken af børn med røde tørklæder, som stod på række i gymnastiksalen, men hun kunne ikke få øje på den, Sofie pegede på. Hvilken Stine?
Sofie svarede ikke. Hun stirrede intenst mod børneflokken, bange for at miste pigen, som hun lige havde set læse digt op, fanget med sit blik og ikke turde slippe nu.
I stilhed begyndte Sofie at mase sig sidelæns gennem menneskemængden i den store sportshal, hen hvor gruppen stod. Ikke let for hende; hun var førtidspensionist, lille af statur, men hun kunne stadig sno sig snildt.
Her var samlet børn fra børnehjem, specialskoler og plejehjem fra hele regionen. Landsdækkende talentkonkurrence for børn omfattede også deres børnehjem i landsbyen Hejlmose Børnehjem nr. 129. Sofie Højbjerg havde i mange år været leder netop her.
Før krigen var hun lærer i en lille by uden for København. Da tyskerne kom, flygtede hun med børnene og blev evakueret. Siden blev de sendt til Odense, men togene blev bremset, og de endte her, i Midtjylland.
Siden blev de flyttet fra sted til sted. Hun bar på forfærdelige minder: døde børn som hun selv måtte bære til graven, mødre som faldt om i sorg, lus, fnat og udmattede hænder. Hun huskede stadig synet af sine hænder, kiggede på dem nu og da og mærkede det hele igen. Engang var landbrugets formand forbi for at give hånd, men trak sin hånd til sig, bange for deres slidte fingre…
De hænder havde kærtegnet børn, arbejdet nat og dag for at de skulle overleve. Nu havde Sofie mistet tal på hvor mange børn hun havde set gå gennem døråbningen og hvor mange hoveder hun havde aet.
Der var gået mere end ti år siden krigen. Men stadig blev hendes hjerte tungt, når minder dukkede op. Og om aftenen, når hun lå i sengen, gled scenerne forbi hendes blik: Et sultent, døende barn, en mor der slår hovedet mod væggen i sorg.
Og Stine i virkeligheden Stina huskede Sofie godt. Hun tænkte tit på hende som et billede på, hvad et godt liv kunne blive til. Nu var hun pludselig i denne gymnastiksal? Men Stina havde jo for længst rejst ud for over fem år siden sammen med sin far, som var udlænding…
Portrættet var malet af maleren Valdemar Schultz.
Det var sådan, det skete.
Foråret 1945 blev de ældste børn overført til nabobørnehjemmet, og kun de små blev tilbage børn under syv år. Der var endda en spædbørnsgruppe. Da blev en lille pige bragt til dem, kun et par måneder gammel. Man fandt hende på det lokale marked, glemt af en flok omvandrende børn, der løb væk og efterlod en bylt.
Sofie huskede hvor overraskede de var over det smukke tæppe hun var svøbt i. Sådan havde de aldrig set før: quiltet, kridhvidt med små lyseblå blomster ved hver syning. Det var så usædvanligt, at pigen blev navngivet efter det Stina og fik Sofies efternavn, Højbjerg, fordi der ikke var papirer. Mange fik hendes navn dengang.
Deres Stina, lys og blåøjet, blev hurtigt de voksnes og børnenes yndling. Hun var usædvanligt smuk, stille, mild og kvik. Når hun trissede ind på Sofies kontor, smilede hun som til en mor.
Men hun blev ikke hos dem til hun fyldte fem. Og det var både glædeligt og skræmmende.
En dag kom børnehavens barneplejerske, Birgit, løbende hjem til Sofie: der var ringet fra amtet, de søgte en pige, indleveret i marts 1945. Alting stemte: nogen ledte efter Stina, og selveste amtets sekretær ville komme med gæster.
Et lille privat børnehjem havde aldrig haft så fint besøg. Forberedelserne gik i gang. Kommunen sendte endda penge og folk til at hjælpe med haven, der blev gjort forårsklar som aldrig før.
Det skyldtes udlændinge.
Så oprandt dagen. Sekretæren fra amtet og folkene trådte ud af to sorte biler i stive blazere. Med var en mand og en kvinde, åbenlyst ikke danske. Manden havde ternet jakke, farvede seler, kvinden lignede en filmstjerne. Pænt opsat hår, lille hattefacon med sort slør, gråt frakke og små elegante sko; i hånden en rød kvadreret taske med guldlås. Sofie kunne ikke tage øjnene fra tasken.
En ældre tolk i blåt sæt fulgte med, tydeligt træt.
De blev modtaget i gården, hvor børnene sang “De unges internationale” så godt de kunne. Stina stod forrest, hvide bånd på fletninger blandede sig med hendes hvide hår, hun sang med. Hun forstod ikke, at al denne festivitas havde med hende at gøre hun sang bare med åben mund, ikke engang fem år gammel.
Amtets folk skulede, stressede omkring for ikke at gøre dårlig figur over for udlændingene. Manden med de ternede jakker stirrede uafbrudt på Stina. Uanset om hun stod forrest eller ej, ville han have fundet hende det var tydeligt de havde samme blod, blå øjne, og et karakteristisk vink i hovedet.
Han hilste pligtskyldigt, smagte på brød og salt, lyttede til taler om partiets beslutninger, ministermøde og internationale forhold. Tolken ved siden af ham oversatte, men Sofie syntes ikke hun fangede alt hun stoppede op, overlod noget til at svæve.
Kvinden med hatten stod lidt for sig selv, rank, taske i hånden. Det så næsten ud som om hun var stivnet. Så opdagede Sofie tårerne strømme ned ad kinderne på hende, mens hun betragtede Stina.
Børnene holdt ud; de var blevet gode til at gøre, hvad de blev bedt om. Endelig blev børnene ført ud, og Stina blev holdt i hånden af Karen, hendes pædagog kollegerne stod også tæt på, for de havde aldrig prøvet dette før.
Allerede nu frygtede Sofie, hvad der ville ske efter et sådan visit om man nu ville give hende skylden for alt, hvis noget ikke faldt i udenlandsk smag.
Men manden og kvinden smilede, gik rundt og så på legetøjet. Og så smilede tolken også.
Hvor er alle børnene? spurgte udlændingekvinden. Tolken oversatte.
Nu fór amtets folk ind for at hente unger fra stillerummet, alle børn kom frem, også lille Lise som straks klyngede sig til den røde taske. Udlændingekvinden bemærkede det, åbnede og gav Lise tasken.
Personalet stivnede kunne man nu tillade dét? Men børn er børn, og Sofie tørrede stille sveden af panden.
Underligt nok havde de stadig det tæppe, Stina var indsvøbt i. Det var slidt og de blå blomster næsten falmet. Men de gjorde det anstændigt rent og rakte det til gæsterne. Manden kunne ikke lade blik løsrive fra det.
Stina blev hentet. Alle stimlede ud for at sige farvel.
En af amtets folk kom ud med den røde taske. Sofie åndede lettet op så slap hun for at skulle forklare noget bagefter.
Kvinden trak på skuldrene, pegede tilbage på børnehjemmet, men tog til sidst tasken med et tungt blik.
Sofie så efter dem og tænkte, at Stina helt sikkert ville få et godt liv. Men hvorfor, hvorfor kunne ikke alle hendes børn få et sådan held? Hvorfor havde så mange en anden skæbne?
Med tunge ben gik Sofie tilbage ad den smalle gang til børneværelset. Nu måtte hun trøste Liselotte og de andre opkørte børn, og skal nok også samles med kollegerne for at snakke dagen igennem.
Det gik uden store problemer efter. Hun blev indkaldt til amtet, fik ros, blev løftet frem som et eksempel og fik en udmærkelse. Sofie slog korsets tegn. Senere fik børnehjemmet bedre sengetøj og legetøj alt sammen fra de udenlandske gæster.
***
Og nu, næsten fem år efter, står Stina her. Ikke i Berlin, ikke i Sverige, men her i Midtjylland til den landsdækkende talentkonkurrence. Selv om der er gået seks år, var Sofie sikker.
Hun maste sig frem, lidt brysk, skubbede forsigtigt til lærere, lagde en hånd på pigens skulder.
Stina, Stina!
Pigen vendte sig, så spørgende ud.
Stina, kan du kende mig?
Så mærkede hun et tap på skulderen.
Undskyld, hvad laver De her? En ung kvinde, formentlig lærer.
Goddag, jeg er leder af Børnehjem nr. 129. Det her det er en af vores. Jeg forstår ikke…
Hvilken af jer? Ninna?
Nej, ikke Ninna. Det er Stina. Men hun blev jo…
Pigen så på læreren, og derefter på Sofie.
Nej, De må tage fejl. Det er Ninna. Hun har altid haft en mor. Ikke sandt, Ninna?
Jo, og en far, tilføjede Ninna.
Ja, og se begge to. De tager fejl.
Sofie så børnene fra hendes børnehjem stille op på midten for at optræde. Men hun så dem ikke rigtig hendes tanker var andetsteds.
Det var Stina! Der var ingen tvivl. Jo, hun var blevet høj og voksen, men den hage, de hvide lokker dem huskede hun, hvordan de lå om øret. Det VAR Stina…
Hun lænede sig op ad den varme, høje radiator. Og så huskede hun samtalen med tolken.
Da de rejste, havde Sofie spurgt:
Hvad hed hun egentlig, dengang?
Det ved de ikke, sagde tolken og nikkede hen mod de lykkelige, der nu satte sig ind med Stina i bilen. Måske hed hun Naja, måske Iben.
Hvad mener du? spurgte Sofie brysk.
Han mistede sin kone og tvillingepiger. Søgte dem siden krigen; du ved, hvordan krige er… De fandt først hustruens grav for nylig. Den ene datter døde sikkert med hende; den anden endte hos jer. De var antifascister, boede i Sverige. Moren sad i lejr, fødte pigerne der. Nu bor han i Tyskland, men det har været en lang og svær eftersøgning.
Samtalen var siden forsvundet ud af Sofies hukommelse, gemt under glæde og arbejde de næste år. Først nu dukkede det op igen.
***
Karen! Skal du ind til torvet? Ragna kaldte på sin nabo. Hele landsbyen fejrede maj.
Ikke i dag, Ragna. Jeg skal bage, svarede Karen Sørensen, flyttede på pelargonier i vinduet, Kom forbi bagefter.
Hvad med børnene?
Anna og Viktor er smuttet, og Ninna tog med skolen ind til deres opvisning.
Nå, så tog de hende med alligevel?
Ja, tænk! Lige hende, så stille og forsigtig altid med hovedet nede, men bedst til at læse op af alle de andre.
Karen lyste af stolthed. Ragna var også glad hun havde aldrig selv fået børn, og Karens var vokset op lige for hendes næse. Især Ninna var hendes hjerte nær hun var nærmest deres fælles barn, og at hun ikke var deres eget kød og blod, talte de kun om over et glas snaps, mens de delte stille, våde tårer.
Nu var der opbrud til fest. Anna og Viktor løb mod torvet, Karens mand Lennart satte flag i porten, og Karen stod i køkkenet.
Folk gik mod torvet. Ragna fulgte efter.
Karen blev ved komfuret. Stemningen var festlig, radioen spillede højt og klart. Karen satte kagen i ovnen, tørrede hænderne, gik ind og satte sig i sofaen.
Lyden af fest fra Rådhuspladsen fyldte stuen blandt gamle møbler. Pludselig fløj Viktor ind ad døren.
Mor, må jeg lige tage noget at spise?
Hvorfor?
Vi tager alle gutterne ned til åen efter talerne.
Han fyldte en stofpose med kartofler.
Jamen Viktor dog! Jeg har bagt og lavet mad så vi kunne spise sammen… Hvorfor vil I altid væk?
Jamen, mor! Vi laver bål, bager kartofler og Leif tager guitaren med.
Hold nu, sæt dig, så hjælper jeg dig, Viktor dumpede ned, og Karen fyldte posen med mad. Hvem kommer ellers?
Næsten alle drengene og pigerne selvfølgelig!
Karen klippede bacon, brød og lagde boller i posen, gik i haven efter purløg. Den Viktor altid fart på. Hvorfor kunne de dog ikke bare fejre hjemme?
Mor, forresten. Anna sagde hun skal i biografen med ham der… Du skal ikke vente på hende.
Viktor ville ikke nævne søsterens kæreste ved navn.
Karen sukkede hvorfor gjorde hun sig ulejlighed? Fire børn, og på mærkedagene sad hun alene. Kurt var gift og flyttet væk, børnebørn i en anden by. Ninna med skolen i byen, og de andre løb rundt.
Så der var kun Lennart og Ragna tilbage. Ninna ville komme hjem sent, Anna og Viktor endnu senere.
Udenfor var der musik, vinduer åbne, harmonikaer.
Karen tog kagen ud af ovnen, satte sig igen. Så meget arbejde ingen hjemme til at spise, men så kunne hun også hvile sig.
Sejr… En fest med tårer på kinderne. Hvordan overlevede de dengang? Hvordan?
Hun mindedes især den dag, Ninna kom ind i deres liv. Dengang havde Karen egentlig ikke ville tage det barn ind. Hendes eget hjerte var forslået.
De sultede. Hun var alene med tre børn, manden var død i krigen. En eftermiddag, da hun kom hjem fra åen, havde børnene spist det sidste stykke brød, hun havde tænkt at strække over to dage.
I spiser mig fra hus og hjem! Jeg har ingenting til jer nu I sulte, så må I forstå det! skældte hun vredt, slog Kåre tværs over ryggen med viskestykket.
De snakkede om at finde kartofler i sneen, fiske lille Anna hulkede på gulvet, og Viktor begyndte også at græde.
Og så trådte sognerådsformanden, Poulsen, ind uden at banke.
Hej Karen.
Han så udmattet ud, som om al livsmod var forsvundet, slæbte sig mere end han gik.
Bag ham stod en kvinde med et lille barn på armen.
Du må tage imod, Karen. Ikke flere protester, jeg ved du har børn og ikke mad nok, men vi er nødt til at hjælpe der er evakuerede overalt. Hende her er Teresa. Hun taler ikke så meget dansk.
Kvinden kom ind, blond og høj, sprog og træk fremmede.
Kan hun virkelig ikke dansk? Karen blev overrasket.
Men Poulsen gik, og Karen løb efter. Hun var viljestærk.
Du må give mig mælk! Hvordan skal jeg mætte barnet?
Der er ikke mere. Måske kan du få lidt fra mejeriet…
Vi dør, alle sammen, hun hævede stemmen.
Det er dit valg. Men kvinden og barnet er dit ansvar nu.
Poulsen så tungt på hende og lukkede døren.
Karen gik ind igen. Teresa sad på bænken med barnet. Dine egne børn stirrede fra ovnen, skræmte.
Kom lad mig lægge barnet. Du må tage overtøjet af.
Kvinden kiggede uforstående, så på det lille bundt, overgav det til Karen og ville gå ud og finde noget, hun hviskede: “må finde søster…søsteren forsvandt…” og så faldt hun omkuld.
Kåre og Karen løftede hende i seng, Anna sendte de hen efter lægen.
Barnet var næsten livløst; tæppet var smukt aldrig havde Karen set lignende: quiltet, med lyserøde blomster.
Teresa havde ikke mælk. Lægen sendte Karen til mejeriet, og endelig fik de lidt mælk, selv til Teresas sygeleje.
Teresa lå to dage, Ragna hjalp og passede hende. Alt, vi fik at vide, var, at hun og tvillingepigerne Naja og Iben havde været krigsfanger, og Iben var forsvundet på vej mod Danmark. Teresa talte blandet, halve danske sætninger.
Efter et par dage døde Teresa på sygehuset. Hun blev begravet under sit navn: Teresa Petersen.
Hvis ikke det var fordi Ragna blev sendt til Jylland for at genopbygge efter krigen, havde hun taget pigen. Men Karen adopterede Naja Petersen, døbt hende om til Ninna. Der blev ikke spurgt meget til hendes ophav, og metrikken blev bare rettet.
Karens børn klarede sig, om end der blev tigget om hjælp mange gange. Tre år efter krigen vendte den gamle nabo Lennart tilbage efter mange års forvisning. Han hjalp til, kone og børn holdt sammen. Ham blev hun glad for de blev aldrig gift, men han blev børnenes far, og Karen elskede ham til sidst over alt på jorden.
Og sådan var det. Lad bare ungerne fare rundt alle fire.
I radioen bragede paradeopvisningen, tårerne løb ned ad hendes kinder og kalenderpuden blev våd.
Hun havde også vundet sin personlige sejr. Børnene klarede livet. Og er det ikke også en sejr?
