En lille spøg
Frida! Frida! Må jeg låne dine svar?
Lenas hvisken bredte sig over hele klassen, og fru Madsen, vores lærer, kiggede op fra karakterbogen.
Lena, kan du ikke være stille? Skriv det selv!
Men fru Madsen, det er altså svært! svarede Lena uden filter, som hun plejede.
Hvem har nogensinde sagt, at livet skal være let? Desuden har Frida en anden opgave end dig. Det hjælper dig altså ikke.
Hvad? Men hun sidder jo forrest!
Præcis, derfor har hun fået sit eget papir, fru Madsen trak på smilebåndet.
Jamen, det er uretfærdigt! Lena stak næsen i sin kladde, men gav hurtigt op og begyndte at kigge efter andre måder at blive reddet på.
Ingen bemærkede, hvordan Frida sad lænet fremover ved sit bord, bange for både at kigge op og vende sig om.
Alle lærere vidste, at Frida var klassens lille orakel kvik og altid hjælpsom, især under prøver. Og siger man nu nej til at hjælpe, får man nemt fjender på sig.
Frida var aldrig en sur en. Hun hjalp faktisk de andre, men efter hendes mors råd prøvede hun at gøre det, så lærerne ikke lagde mærke til det.
Frida, jeg ved, du har hjertet på rette sted, sagde hendes mor tit. Men du skal også tænke på dig selv. Hvis du vil komme ind på den uddannelse, du drømmer om, skal karakterbogen helst ikke have ridser af andres dovenskab.
Det lød rigtigt, men Frida sukkede oftest bare. Mor anede ikke, hvor svært det var at være stræber i en klasse, hvor det at være god nærmest var noget at skamme sig over
Frida kom på denne skole efter at hendes mor var blevet skilt fra hendes far. Grunden var lidt af hvert, men det hjalp heller ikke, at der nu var endnu et barn i farens nye familie samtidig med mor og far stadig var gift.
Ingen forklarede Frida den slags. De voksne rodede rundt i egne problemer, mens Frida sad alene på værelset med sine tegneredskaber og malede det ene ark efter det andet helsort. Omhyggeligt, uden at lade den mindste stribe være lys.
Bedstemoren, der tydeligvis holdt mere med Fridas mor end sin egen søn, var den første der så det.
Hvad er det, I gør ved hende?! Hun lider jo! sagde bedstemoren, der var faderens mor.
Han er sin far op ad dage Min egen gik også tit, men kom tilbage uden børn dog. Det er åbenbart familiens sjove gener. Men du, Oline, du skal love mig at beskytte hende, sagde hun til Fridas mor.
Mor gjorde det, ingen havde regnet med. Hun satte Frida ned foran sig og forklarede alt pigen var kun seks dengang.
Frida, nu skal du høre, mor og far skal ikke bo sammen mere.
Hvorfor?
Vi skal skilles, og fra nu af bor du her med mig, og besøger far, når det passer. Men Frida, far bliver altså stadig din far! Han forsvinder ikke. Det lover jeg.
Du går ikke fra mig, vel?
Aldrig, sagde mor, og holdt Frida så tæt, de kunne smelte sammen.
Først senere forstod mor, hvorfor Frida malede alt nat-sort, og det tog lang tid at få fjernet pigenes angst. Men det lykkedes næsten. Frida besøgte far, nu og da, savnede selvfølgelig, men fandt ud af, det ikke var hende, de forlod. Hendes forhold til fars nye familie blev faktisk venligt, for fars nye kone, Mette, var sød og ikke spor bosset.
Alt det havde dog sat sine spor. Frida gik og tænkte, at måske var det hende, far forlod for noget manglede. Måske var hun ikke rigtig nok? Mor og bedstemors ord hjalp lidt, men ormen nagede stadig dybt indeni. Den dukkede især op, når Frida havde svært ved noget, eller hvis hun skulle vise, hun var dygtig.
I starten var det ikke til at se. Okay, hun rystede på hænderne første gang hun i første klasse skulle recitere et digt til morgensamlingen. I en uge øvede hun med mor foran spejlet, og i børnehaven havde hun altid fået de største og sværeste roller til juleaftner; de stolede nemlig på hende.
Men den dag, foran hele skolen, fik Frida blokering. Hun greb mikrofonen, så efter mor, men ordene forsvandt. Tårerne løb ned, men intet kom ud af munden.
Inspektøren kom diskret ned, strøg hendes kind og hviskede: Vil du ikke heller fortælle mig digtet bagefter?
Frida nikkede bare.
Heldigvis huskede fru Madsen det stadig senere på dagen. Efter skole fulgte hun Frida ud på trappen.
Så kom, Frida. Vil du ikke sige det digt for mig nu?
Og Frida rettede sig op, slap mors hånd og fremsagde digtet perfekt. De voksne klappede.
Du kunne godt, se bare! udbrød fru Madsen.
Jamen, jeg gjorde det jo ikke, da det galt, hviskede Frida med blanke øjne.
Jo, du kunne! Se, hvor mange vi er og allesammen klappede vi! Hvornår gør du det, det er ikke så vigtigt. Bare at du gjorde det.
Det øjeblik glemte Frida aldrig, og da fru Madsen senere blev hendes klasselærer, var Frida kun glad for det. Det var som at have én man stolede på i baghånden.
Fru Madsen holdt også øje med Frida:
Hun er et følsomt barn, din pige. Meget dygtig, men også sårbar, sagde hun til Oline. Har du overvejet at flytte hende til en skole med matematikprofil? Hun ville trives bedre der. Her i vores folkeskole børnene har flest andre interesser, og Frida prøver for meget at gemme sig væk.
Mor forstod, men kunne ikke rigtigt. Den anden skole lå langt væk, og der var ingen til at hente og bringe. Far fik endnu et barn, mormor blev syg, og mor havde to jobs for at spare op til større lejlighed; den etværelses, de fik efter skilsmissen, begyndte at blive for trang.
Frida, hold ud lidt endnu. Vi finder ud af det hele, sagde hun, mens hun krammede Frida foran fjernsynet om aftenen.
Det skal du ikke bekymre dig om, mor. Jeg klarer mig.
Hvordan går det så i skolen?
Fin, lød det altid, men Frida tænkte, at det ikke helt passede.
Så kunne mor finde på at kilde hende, indtil Frida kom til at grine og fortalte det hele til sidst.
Egentlig blev Frida aldrig rigtig mobbet, men bag hendes ryg lød det nogle gange:
Skulle Frida igen brilliere! Selvfølgelig får vi aldrig topkarakter, når hun har svaret så flot! Kunne hun ikke bare lade være?
Men ansigt til ansigt sagde de ofte ikke noget indtil den dag Lenas vrede hvisken fik Frida til at trække kladden tættere til sig.
Fru Madsen opdagede det ikke, da Lena bad om svar.
Hendes sidemand, Kasper, skubbede tavst sin opgave hen, så hun kunne se hans spørgsmål.
Tak, hviskede Frida og pegede lydløst på hans regnefejl.
De kendte hinanden siden Folkeskolens start og forstod hinanden uden ord. Efter et par prik på kladden, nikkede Kasper og rettede fejlen.
Fridas kladde havnede hos Lena, og roen sænkede sig.
Men så lød klokken og balladen begyndte.
Er du helt væk, eller hvad?! Slut på semesteret og du sidder bare Ven hedder det! Lena trommede på Fridas bord.
Lena, stop nu. Fridas stemme var rolig, men indeni kogte det.
Hvorfor skulle hun altid hjælpe alle?!
Det med “hvor pokker” kom fra farmor, som hadede at købe sig af bandeord.
Du er jo en pige, det er ikke pænt! Gentog farmor tit.
Men farmor, du gør det da selv!
Ja, ja, jeg har levet mit, og du skal have sprog som en pige. Sådan er det! sagde farmor med grin.
Lige nu ville Frida egentligt gerne bande, som Lena og de andre, men en stemme inde i hende sagde, at det ikke ville gavne noget.
Lena, lad hende være! Kasper pakkede sin fysikbog væk. Det er da ikke hendes skyld!
Venner hjælper hinanden! Lena bankede igen, men Frida blev pludselig vred.
Nu gider jeg ikke mere! Jeg hjælper jo altid, men du brokker dig alligevel. Jeg hjalp dig jo!
Frida tog sin taske, skubbede Lena væk og stormede ud, bange for at bryde sammen foran alle.
Lena svarede ikke, men mumlede for sig selv, Det skal vi nok se om du slipper for at betale for, Frida, bare vent
De talte ikke sammen resten af dagen, eller ugen derefter.
Klassen holdt vejret. Lena havde ry for at kunne gøre livet ubehageligt, hvis man kom på tværs af hende. Selv Frida anede ikke, hvad hun mon planlagde.
Men Lena overraskede: Frida, det der kan vi ikke bruge mere tid på! Skal vi være venner igen? Hvordan skal du egentlig holde nytår? Skal du noget spændende?
Fridas vagt forsøgte at slappe af. Pyt. Den slags går jo over
Men det gjorde det ikke. For Lena bar nag også over noget, hun selv havde fundet på.
Så da Frida en dag fandt en mærkelig lille seddel i sin taske, tænkte hun ikke på Lena:
“Frida! Jeg kan rigtigt godt lide dig! Kasper.”
Frida genkendte straks Kaspers håndskrift. Hun anede ikke, at Lena i flere dage havde hjulpet dansklæreren med at bære stile, og dernæst opsporet en seddel skrevet af en pige fra parallelklassen, der skrev næsten ligesom Kasper. Den blev hurtigt smuglet i Fridas taske Lena morede sig kosteligt.
“Nu skal du satme få, Frida! Når jeg bliver ked af det, skal du også!”
Det var i omklædningen til idræt. Frida stod og trænede på boldkast, mens Lenas venner holdt hende beskæftiget.
Kom nu, Frida! Skyd lidt hårdere!
Ingen sagde noget, da Frida i pausen fandt sedlen.
Hvad er det? Hold da op Frida, du er ikke kedelig! Piger, se lige! Kasper elsker Frida! Lena snurrede rundt i omklædningen med sedlen viftende i luften. Nå, hvad gør vi så nu?
Lena, giv mig den seddel!
Slap af, nu har jeg den! Nej, vi dropper strategien! Kasper! Lena løb ud på gangen, bankede på døren til drengenes omklædning.
Frida frøs.
Kun hendes dagbog og måske mor vidste, at hun kunne lide Kasper.
Er det slemt, mor?
Hvorfor spørger du?
Fordi Er det ikke tidligt?
Kan man elske for tidligt, Frida? Det tror jeg ikke. Men du kalder det måske “forelskelse”.
Hvad er forskellen?
Det er som at kigge gennem et vindue på alt det store, der måske venter. Du er spændt, glad og lidt bange. Forelskelse er porten til kærlighed.
Det forstår jeg nok
For mig har der aldrig været noget bedre. Bortset fra den dag, jeg fik dig.
Frida bar sin hemmelighed som en vase af tyndt glas og hun var lykkelig for det.
Men nu!
Lena gennemskuede det med det samme, da Frida foldede sedlen sammen i en fart, og kastede et flakkende blik mod døren. Hvis Frida havde tænkt sig om, havde hun set, at Kasper slet ikke kunne have lagt sedlen han var jo med til idræt.
Da Lena buldrede ind, fnisede drengene. Lena dansede med sedlen, Frida trak sig ind i hjørnet.
Hvad laver I?
Fru Madsen dukkede op. Klassen blev stille alle vidste, hvis hun kom, sikrede hun sig, at der ikke fandt noget modbydeligt sted.
Fru Madsen, vi har noget sjovt nyt! Lena holdt sedlen op. Kasper har skrevet kærestebrev til Frida!
Et fnis bredte sig, men fru Madsen stoppede det: Stilhed! Frida?
Nu huskede Frida det øjeblik, hvor hun stod og hikstede sin første skoledag, og fru Madsens faste, rolige blik.
Du behøver ikke være bange. Du kan godt!
Så Frida trådte frem, tog mod til sig og sagde:
Lena tog min seddel. Jeg ville ikke vise den til nogen.
Det forstår jeg. Kasper? fru Madsen vendte sig.
Og så skete det.
Kasper trådte frem. Ja, det var mig der skrev den!
Han gik over, tog sedlen fra Lena. Det er ikke pænt at læse andres breve, Lena!
Du lyver! Lena var tæt på at tude, nu hvor kuppet ikke virkede, og det var ikke hende, der fik det sidste grin.
Væk var latteren, ingen trak på smilebåndet. Frida gik rank ikke længere af frygt. Noget lettede inde bag ribbenene. Som om hun pludselig, utrolig nok, fik vinger. Selvfølgelig ikke folk flyver ikke men hun følte sig vægtløs, klar til at give slip på alle sorger.
Lena? Fru Madsen så strengt på hende.
Det var jo bare for sjov han lyver jo!
Kasper lagde sedlen i Fridas hånd. Den er kun til dig. Og vis aldrig nogen, hvad jeg skriver, okay? Fru Madsen, skal vi egentlig lave stil i dag? Jeg er ikke klar.
Det får vi at se. Gå så ind, alle sammen! Der har allerede ringet ud.
7.B væltede ind, de fleste smilede, og Frida beholdt sedlen trykket tæt i hånden.
Senere klistrede hun den ind i sin dagbog. Passede på den, som var det hendes allervigtigste skat. Længe efter på sin egen bryllupsdag gav hun Kaspers sin gamle notesbog.
Her, skat.
Hvad er det?
Det her er begyndelsen…
Stoler du virkelig sådan på mig? Må jeg læse det hele?
Du ved det meste!
Men ikke alt Hvad har du holdt hemmeligt? han tog hende i sine arme, mens gæsterne råbte Kyss! og musikken spillede.
Kan du huske, vi talte om forelskelse, og om at åbne døren?
Ja?
Jeg gik gennem døren, Kasper. Og jeg lukkede den bag mig. Jeg er ikke forelsket længere.
Men?
Jeg elsker dig nu.
Nu forstår jeg Synes du, livet er sødt?
Det er det sødeste jeg ved!
