Den glemte jubilæumsdag
Lotte glattede den hvide dug på køkkenbordet med dirrende fingre efter en lang dag i køkkenet. I dag var det deres sølvbryllup – 25 år siden hun og Erik blev gift, og hun havde brugt hele dagen på at forberede festmåltidet. Ænder med æbler og honning simmerede på komfuret, kartofler med rosmarin duftede fra ovnen, og granatæblekerner lå klar til salaten – Eriks yndlings. Køkkenet lugtede af krydderier, vanilje fra pærekagen og en svag duft af stearinlys fra de tre messinglysestager. På bordet stod en flaske rødvin, det samme Cabernet Sauvignon de havde drukket til brylluppet – Lotte havde bestilt den særligt fra vinhøkeren. Hun havde taget sin mørkeblå kjole med kniplingskrave, ladet håret hænge løst i stedet for den sædvanlige knold og endda sat læbestift på – noget hun ikke havde gjort i årevis.
Hun kiggede på den gamle pendulur over køleskabet – 20.15. Erik havde lovet at være hjemme kl. 19. Hun ringede til hans mobil, men den kolde telefonsvarer meddelte, at abonnenten ikke var tilgængelig. Hendes hjerte sammensnørede sig, men hun affejede bekymringerne og rørte i sovsen. »Han er nok blevet forsinket på fabrikken,« mumlede hun og rettede på rosenbuketten i vasen.
Døren smækkede, og ind kom deres 23-årige datter Mie, der boede i Århus, hvor hun arbejdede som designer. Hendes rødblonde krøller var rodet af vinden, og i hånden havde hun en lærredstaske og en buket gule krysantemer.
»Mor, jeg er hjemme!« råbte Mie, sparkede sine sneakers af og næsten tabte tasken. »Wow, hvad er det for et festbord? Er der jubilæum?«
Lotte smilede og tog imod blomsterne, indåndede deres friske duft.
»Jo, 25 år. Far lovede at være her kl. 19, men han er nok kommet til at arbejde over.«
Mie fnøs og hængte sin læderjakke på knagen.
»Nå, men det er jo far. Hjernedød i arbejdet, som altid. Skal jeg hjælpe med noget?«
»Sæt lige vinen og glassene frem,« sagde Lotte, men stemmen vaklede. Hun kiggede igen på uret – 20.30. Ænden kølnede, sovsen blev tyk, og lysene dryppede stearin på dugen.
Ved 21.00-tiden sad Lotte ved bordet og fiklede med en serviet broderet med hendes initialer – en bryllupsgave fra hendes afdøde tante. Mie sad overfor og scrollede på sin telefon for at bryde den trykkende tavshed.
»Mor, skal jeg ikke ringe til far igen?« foreslog hun og nippede af sin kattetegnede kop.
Lotte rystede på hovedet, og læberne blev en tynd streg.
»Det nytter ikke, Mie. Han har glemt det. Som altid.«
Mie rynkede panden og lagde telefonen fra sig.
»Vær nu ikke så pessimistisk. Måske har han travlt. Du ved godt, han er afdelingsleder, der er altid noget i vejen. I går sagde han, en maskine var gået i stykker.«
Lotte klemte servietten så hårdt, at knoglerne blev hvide.
»Travlt? Mie, det er vores sølvbryllup! Jeg har stået i køkkenet hele dagen, taget kjolen på, og han har ikke engang ringet!«
Døren knirkede, og ind kom Erik. Hans grå jakke var krøllet, håret rodet, og mørke skygger havde lagt sig under øjnene. I hånden holdt han sin slidte mappe – ingen blomster, intet smil.
»Hej,« mumlede han og satte tasken ved væggen. »Hvad er det for et festbord? Er der et eller andet?«
Lotte blev stiv, øjnene vidt åbne, som om han lige havde slået hende.
»Et eller andet? Erik, i dag er vores 25-års jubilæum! Vores sølvbryllup!«
Erik stivnede, ansigtet blev blegt, og tasken var lige ved at glide ud af hånden.
»For fanden, Lotte… Jeg… glemte det. Der var kaos på fabrikken. Maskinen, rapporterne…«
Lotte rejste sig, stemmen dirrede som en stram streng.
»Glemte det? Jeg har lavet mad hele dagen, tændt lys! Og du har ikke engang tænkt på mig!«
Erik smed jakken på en stol. Hans øjenbryn mødtes.
»Ikke tænkt på dig? Lotte, jeg slider for at vi har det hele! Og så laver du et mareridt ud af en middag!«
Mie hostede diskret for at afbryde.
»Hold nu op, I to! Far, sæt dig ned og spis. Mor, han mente det ikke.«
Men Lotte vendte sig mod datteren, øjnene funklede.
»Ikke ment det? Mie, han gør det altid! Jeg gør alt for familien, og han opfører sig, som om det er ligegyldigt!«
Erik hamrede håndfladen i bordet, glasserne klirrede.
«Alt? Og hvad med mig? Jeg er på fabrikken kl. 6 hver morgen! Du er aldrig tilfreds, altid på mig!«
Middagen, der skulle have været en fest, blev til et slagmark, hvor hver tallerken føltes som en landmine.
Næste morgen begyndte med en tung tavshed, som novembertågen udenfor. Lotte bryggede kaffen uden at se på Erik, der sad og bladrede i Morgenavisen med nervøse fingre. Mie forsøgte at lette stemningen med smør på rugbrød.
»Mor, ænden var fantastisk i går,« sagde hun og tyggede. »Skal vi ikke spise resten? Jeg laver en salat.«
Lotte mumlede uden at vende sig fra komfuret.
»Spis du bare. Jeg har ikke appetit.«
Erik lagde avisen fra sig. Stemmen lød træt.
»Lotte, drop nu den der. Jeg har glemt det, ja. Men du må også lige tage den med ro.«
Lotte vendte sig, hendes ske klirrede mod krusen.
»Tage den med ro? Erik, jeg har gjort en indsats! Taget kjolen på, købt den samme vin! Og du kommer hjem, som om det bare er en hvilken som helst aften! Er vi overhovedet noget for dig?«
Erik rejste sig, stemmen blev højere.
«Noget for mig? Jeg har slidt mig halvt ihjel for jer i 20 år! Og du hakker altid på mig – enten siger jeg forkert, eller gør jeg forkert! Jeg er ikke en robot!«
Mie løftede hænderne.
»Stop! I opfører jer som børn! Mor, far er helt færdig, det kan jeg se. Far, mor har brug for, at du viser hende, du synes, det er vigtigt. Kan I ikke bare snakke?«
Men Lotte rystede på hovedet, øjnene blanke.
»Snakke? Mie, du tager altid hans parti. Og migHan rakte ud og tog hendes hånd, og mens stearinlyset flakkede, hviskede han: “Vi må hellere aftale en rød tråd om fingeren næste gang, så jeg husker det – men jeg husker hvorfor jeg elsker dig.”
