Jeg kan knapt tro det. Her danser jeg igen med dig, ligesom for tyve år siden. Kan du huske vores sidste møde? Det var til skoleballet. Vi valsede også dengang. Lykken svævede i luften. Jeg druknede i dit dybblå blik. Den aften ville jeg fortælle dig det vigtigste. At vi snart skulle være forældre. Men da jeg sagde det, blev du rasende.
Du sagde kort:
“Det er for tidligt. Vi må vente.”
Det ramte mig som en kogende vandstråle! Selvfølgelig var det dårligt timing. Men hvad kunne jeg gøre? Intet kunne ændres. Vi gik hver til sit. Men min kærlighed til dig levede længe efter.
Du knuste mit hjerte den dag… Sjælen gik i stykker. Jeg vidste, du ikke ville ombestemme dig. Din karakter var hård som flint. Og netop det elskede jeg ved dig.
…Vores fælles veninder holdt mig opdateret om dit liv. Jeg ved, du var gift, har to voksne sønner. Skilt. Og jeg ved, du altid kommer til klassefesten. Spørger altid efter mig. Men de kender intet til mit liv. Jeg kom aldrig. Jeg var bange. For dig… Bange for at se dig i øjnene og forsvinde. Druknede og aldrig kom op igen. I ti år var jeg bange.
Så mødte jeg Ham. Jeg kastede mig ind i ægteskabet uden følelser, kun taknemmelighed. Han forstod det og… pressede ikke. Min datter tog han til sig. Forresten, jeg kaldte hende *Kærlighed*. Andre navne overvejede jeg ikke. *Lille Kærlighed* ligner dig som to dråber vand.
Min mand elsker mig. Jeg mærker det i hver fiber. Hans handlinger, ord, selv hans blik viser det. Hans ømhed mod mig. Først efter fem år opdagede jeg, at jeg var forelsket i ham! Han omfavnede mig med ord og blev min redningsbøje. Stille fandt han nøglen til min sjæl. Og jeg trådte lettet ind i hans verden af godhed og forståelse. Ingen kan komme imellem os!
Kærlighed redder alt, *Viktor*. Men du elskede mig aldrig. Jeg var bare din ungdomsfordommelse.
Nå, det er fortid nu.
Åh, hvor jeg taler om mig selv! Hvordan har du det, *Viktor*?
“Åh, *Mette*… Livet er ikke just en dans på roser. Urokkeligt, som en ustyret hest. Sønnerne har deres egne liv. Jeg er alene. Men jeg tænker ofte på dig…”
“Hm… Viktor, min mand og jeg har tre børn. *Lille Kærlighed* og tvillingepiger. De er seks år. Kan du huske din bedste ven, *Jens Holm*?”
“*Holm*? Selvfølgelig! Han var min eneste ven. Men efter skolen brød han kontakten. Svarede ikke. Undgik mig… Jeg ved ikke, hvad der skete.”
“Viktor, kom til vinduet. Se ned på skolegården.”
*Viktor* stirrede ud. Han kunne ikke løsrive blikket.
“Nu forstår jeg, *Mette*. Nu forstår jeg alt… Hvilke skæbners ironi!”
Nede på gården stod… *Jens Holm*. Han holdt to små piger i hånden. Ved siden af ham stod en pige på tyve. Med dybblå øjne…
“Farvel, Viktor! Jeg skal til min familie.”
“*Mette*, hvorfor kom du til festen i år?”
“Jeg er ikke bange mere, *Viktor*! Nu ser jeg på dig, og sjælen tier.…”
