Manden stillede ultimatumet
Freja stirrede på melen, der lå strøet ud over køkkengulvet, og kæmpede for at holde tårerne tilbage. I det svage lys fra køkkenlampen lignede de hvide mønstre på linoleummet underlige sneflager. Men der var ikke tid til poetiske sammenligninger – gæsterne ville ankomme om en time, og kagen var ikke engang påbegyndt.
”Laver du igen et rod?” mandens stemme lød skarp, da han trådte ind i køkkenet. ”Min mor kommer, og du står her… som sædvanlig.”
Freja bed sig i læben.
”Det var ikke med vilje, Esben. Posen gik itu.”
”Hos dig går der altid noget i stykker eller bliver spildt,” mumlede han irriteret, åbnede køleskabet og tog en flaske mineralvand. ”Femogtredive år gammel og klodset som en skolepige.”
Freja begyndte at feje melen sammen med en kost og en palet, mens hun forsøgte at skjule sin vrede. Ti år i dette ægteskab havde lært hende at sluge sine følelser.
”Jeg henter mor,” Esben kiggede på uret. ”Dæk bordet inden klokken syv. Og prøv for en gangs skyld ikke at gøre mig til grin, okay? Det er mors fødselsdag.”
Da døren smækkede efter ham, sank Freja ned på en køkkenstol og sukkede dybt. Hun huskede, hvordan hun havde mødt Esben på biblioteket, hvor hun arbejdede. Han havde virket så opmærksom – kom hver dag, lånte bøger efter hendes anbefalinger og blev til sent. Så inviterede han hende i teatret. Dengang følte hun sig som en romanheltinde: en kvinde med et barn fra et tidligere ægteskab, forelsket i en smuk, selvsikker mand. Hvem vidste, at eventyret ville ende så hurtigt?
Sønnen Nikolaj dukkede lydløst op i køkkenet, som en skygge.
”Er han i gang igen?” spurgte han og nikkede mod indgangsdøren.
”Hold op,” snappede Freja. ”Det er din stedfar, du taler om.”
”Som behandler dig som tjeneren.”
Freja svarede ikke. Som sekstenårig så Nikolaj alt for klart.
”Du burde lave lektier i stedet for at lytte til voksnes samtaler,” mumlede hun og begyndte at feje igen.
Nikolaj fnøs men sagde ikke mere. I stedet halede han ærmerne op og hjalp hende.
”Vi skal snakke, mor,” sagde han alvorligt. ”Jeg vil studere i København efter gymnasiet. Programmering.”
”København?” Freja stivnede med kluden i hånden. ”Men vi blev enige om universitetet her. Her er der kollegie, og—”
”Og Esben, der fortsætter med at hakke på dig hver chance han får,” afbrød Nikolaj. ”Jeg kan ikke klare at se det mere, mor.”
”Nikolaj, det er sådan voksenlivet er. Familier har deres problemer.”
”Det her er ikke en familie, mor. Det er…” han afsluttede ikke sætningen, viftede afværgende og forlod køkkenet.
Da gæsterne ankom, havde Freja pyntet sig, dækket bord og endda bagt en æbletærte – hendes stolthed i køkkenet. Svigermor Birthe, en statelig dame i en elegant kjole, granskede bordet kritisk men sagde ingenting. Det kunne betragtes som en sejr.
”Sæt dig, Birthe,” Freja ivrede sig. ”Ida og Mads kommer hvert øjeblik.”
Svigermoren satte sig og rettede på sit grånede hår.
”Hvor er din dreng?” spurgte hun, som om han var et kæledyr.
”Nikolaj er på sit værelse. Jeg kalder ham lige.”
”Stu-u-udere, han?” trak svigermoren på ordet. ”Hvad skal det dog nytte? Han har sine evner fra sin far.”
Freja tav. Selvom Birthe aldrig havde mød**”Friheden smagte sødt af kanel og nye muligheder, mens taxakøreren spurgte: ‘Hvorhen?’ og Freja svarede med et smil: ‘Fremad.'”**
(Du sagde kun én sætning – men her er en lidt længere afslutning, hvis du foretrækker det. Bare sig til!)
