**Dagbog**
*Søndag, 21. maj*
Idag skulle det være Frejas store dag, men det føles som om det blev mere morens. Jeg stod tidligt op for at rette de sidste blomster i buketterne under pergolaen. Duften af hyacinter og roser, som jeg havde plukket sent i går, fyldte luften. Alt skulle være perfekt til min barndomsvenindes bryllup. Freja havde altid drømt om en romantisk fest, ikke en kopi af hendes mors gamle traditioner.
“Lise, hvor er du?” Frejas stemme skar gennem morgentausheden. Hun lød stresset. “Mor er på vej, og intet er klar!”
“Jeg er her,” svarede jeg og tørrede hænderne på mit forklæde. “Pergolaen er færdig, og borde er næsten sat op. Det går efter planen.”
Freja stod i joggingtøj med håret i en hurtig knold. Hun så ud, som om hun ikke havde sovet i dage.
“Er du sikker på, at de lyserøde peoner er okay? Mor ringede i går og sagde, at vores familie altid har haft hvide roser. Tradition, du ved.”
Jeg mærkede, hvordan fingrene knyttede sig om kniven i lommen.
“Vi talte om det, Freja. Lyserøde peoner var din idé. Du ville have det blødt, men ikke kedeligt.”
“Ja, men mor…” Hun trak i ærmet. “Nå, men det må vente. Bare hun ikke laver en scene.”
En bildør smækkede, og ud trådte Birthe, Frejas mor, i en cremefarvet jakkesæt. Hendes blik skar gennem teltet og landede på mig.
“Hvad er det for nogle blomster?” Hun løftede et øjenbryn. “Lise, jeg troede, du var professionel.”
“Goddag, Birthe. Det er Frejas ønsker. Vi ville—”
“Freja har intet med det at gøre,” afbrød hun og gik hen til buketterne. “I vores familie bruger vi hvide roser og gypsophila. Renhed, elegance, tradition. Men det her—” Hun pegede på peonerne, “—ligner en markedsbod.”
Freja hostede, men sagde ikke noget.
“Jeg kan tilføje hvide roser,” sagde jeg og mærkede varmen stige til kinderne. “Men peonerne er allerede købt, og de passer perfekt—”
“Perfekt?” Birthe lo som om det var en joke. “Lille ven, jeg har arrangeret tre niecebryllupper. Tro mig, jeg ved, hvad der er perfekt. Ændr det inden aften.”
Jeg så på Freja, men hun trak bare på skuldrene.
“Mor, måske lader vi det være? Gsterne vil elske det.”
“Gsterne?” Birthe vendte sig mod hende. “Dette er en familiebegivenhed, ikke en fest for dine influencer-venner. Lise, kom i gang. Jeg sender hvide roser om en time.”
Hun forsvandt, efterlod en duft af dyr parfume og en følelse af, at teltet var blevet mindre.
—
Ved middagstid var jeg i fuld gang med at skifte blomsterne ud. De nye roser lugtede kunstigt. Jeg mindedes, hvordan Freja og jeg plukkede margueriter som børn og drømte om vores bryllupper. Hun lovede, hendes ville være “som et eventyr,” ikke et mareridt styret af hendes mor.
“Lise, er du okay?” Freja kom med en flaske vand og et undskyldende smil. “Mor overtager lidt, men hun mener det godt.”
“Mener det godt?” Jeg lagde saksen fra mig. “Freja, jeg har planlagt disse blomster i tre uger. *Du* valgte dem. Nu er jeg din mors personlige tjener.”
“Øh, ikke tjener,” hun så væk. “Men… hun betaler for festen. Og Andreas sagde også, at hvide roser er klassisk.”
“Andreas?” Jeg frøs. “Din forlovede? Er han blomsterbindingsekspert nu?”
Freja grinede, men det var anstrengt.
“Han vil bare have det perfekt. Vær ikke sur, Lise. Du er min veninde.”
Jeg blokerede en knude i halsen og vendte tilbage til roserne, der nu føltes som fjenders.
—
Aftenen kom for hurtigt. Gsterne i festkjoler og jakkesæt fyldte teltet. Musik lød, og jeg, i en simpel sort kjole, dobbelttjekkede buketterne. Mine peoner lå på lageret som forladte drømme.
“Lise, du klarede det alligevel,” Birthe stod pludselig ved min side med en champagneflute. “Takket være mig.”
“Tak,” mumlede jeg og mærkede hænderne blive til knytnæver.
“Men det her—” Hun pegede på gypsophila-buketten på hovedbordet, “—er en katastrofe. De dækker udsigten!”
“Det var din anvisning.”
“Vrøvl,” svarede hun. “Flyt det, før gsterne sætter sig.”
Jeg ville svare, men så så jeg Freja, der stod i brudekjolen og grinede med Andreas. Hans perfekte hår, hans hånd på hendes skulder. Han havde ikke engang hilst på mig. Tre år siden han gik, fordi jeg var “for almindelig.” Og nu var han her, Frejas forlovede, og lod som om jeg var luft.
“Lise, hørte du mig?” Birthes stemme rev mig tilbage. “Flyt blomsterne.”
“Jeg ordner det,” knurrede jeg og gik mod bordet.
—
Under middagen blev stemningen kun værre. Birthe dirigerede tjenere og rettede på dugge. Freja strålede i centrum, men hun føltes fjern. Andreas’ latter skar.
“Og her er vores blomsterdekoratør!” Birthe løftede glasset. “Lise, fortæl om, hvordan vi reddede dette bryllup fra dine… eksperimenter.”
Gsterne grinede. Jeg mærkede blodet banke.
“Det var et teamarbejde,” svarede jeg, men stemmen rystede. “Freja valgte konceptet.”
“Freja?” Birthe hævede øjenbrynene. “Hun er en romantiker, men et bryllup er alvor. Uden mine roser havde det været et cirkus.”
“Mor, stop,” Freja rødmede, men stemmen var svag.
“Stop? Er det super, at halvdelen af blomsterne visner?”
Jeg så mod bordet. Mine peoner, jeg alligevel havde sat frem, strålede friske. Birthes roser tabte blade.
“Dine roser visner,” sagde jeg stille. “Måske fordi de blev kørt tre timer uden vand?”
Stilhed. Birthes læber blev en strejge.
“Vær taknemmelig for, du er inviteret.”
“Mor, hold op,” Freja protesterede, men Andreas lagde en hånd på hendes skulder.
“Lise, lad nu være. Det er hendes dag.”
“*Din* dag?” Noget brast i mig. “Jeg har arbejdet i tre uger for at gøre den perfekt! Og du lader din mor og din forlovede trampe på mig?”
“Nok!” Birthe rejste sig. “Dette er *min* datters bryllup. Hvis du ikke kan opføre dig, så gå.”
Jeg så på Freja, men hun tav. Andreas gloede væk.
“Ved du hvad? Jeg går. Men først—”
Jeg greb Birthes gypsophila og skubbedeJeg satte min sidste lyserøde peon i midten af bordet, drejede mig og gik ud i den friske sommernat, mens lyden af gaffellatter og klirrende glas langsomt forsvandt bag mig.
