Retfærdighed først
Lise blev opdraget af sin bedstemor, Klara Johannesen, siden hun var ni år. Hendes forældre omkom i en bilulykke på vej hjem fra markedet i deres gamle Volvo. De havde solgt kød og mælk, og det var sent på året med regnvejr.
Lise forstod, at hun aldrig mere ville se sine forældre efter begravelsen. Bedstemor Klara boede også alene, for bedstefar Erik var død. Så de to, bedstemor og barnebarn, blev boende sammen. Lise var færdig med folkeskolen og kæreste med en lokal dreng, Mikkel.
Mikkel var flot og livlig, en sjovfælle, der var populær hos pigerne – den type, der altid fik opmærksomhed. Han havde et temperament, der fik ham til at skændes med Lise over småting, men de blev altid hurtigt gode igen. Mikkel var altid den første til at sige undskyld. Selv om de skændtes, vidste de begge, at de ville være sammen i mange år.
“Lise, hvad ser du dog i den løsslupne Mikkel? Han er ikke din type. Kan du virkelig leve roligt med sådan en hele livet? Han er lige så ustyrlig som din gamle bedstefar Erik. Åh, jeg har været igennem det med ham… Derfor tog Gud ham også tidligt,” mumled Klara, mens Lise stod foran spejlet og gjorde sig klar til et møde med Mikkel.
“Bedste, han er altså en god fyr – han er i det mindste ærlig,” forsøgte Lise at forsvare ham.
“Jeg siger det bare, han er ikke den rigtige for dig. Kig nu på Mads – han følger dig som en skygge, har gået efter dig i årevis, men du lægger ikke engang mærke til ham…”
Klara kunne ikke lide Mikkel. Han kunne svare grovt, når hun ikke ville sige, hvor Lise var, og bandede som en skipper.
Mads havde altid kunne lide Lise, helt siden skoletiden. Han var reserveret og høflig – den type fyre, piger sjældent falder for, når de er unge. Alle vil hellere have en som Mikkel.
“Lise, en mand skal du vælge for livet – en som Mads. Men du stirrer dig blind på den frække og impulsive Mikkel. Mads er høflig og velopdragen. Lyt til mig og giv ham en chance.”
Lise og Mikkel skændtes igen. Han kørte til byen og kom ikke hjem, selv om hun ventede på ham. Han overnattede hos en ven. Lise fandt på alle mulige skrækscenarier – måske havde han fundet en bypige. Men Mikkel elskede Lise; han var trofast, bare meget social og sjov.
“Jeg skal også overnatte hos min veninde Rikke og ikke sige noget til Mikkel. Lad ham tro, hvad han vil – det gør jeg bare for at hævne mig,” tænkte Lise og sagde næste morgen til sin bedstemor:
“Bedste, jeg skal overnatte hos Rikke i aften, vi har aftalt det.”
“Nå, hos Rikke, ja ja,” nikkede Klara og tænkte bare, at det var bedre end med Mikkel. “Han kommer sikkert og spørger igen, hvor Lise er henne.”
Tidligt næste morgen spredte sig rygterne. Nogen havde forsøgt at dræbe bedstemor Klara. Lise løb fra Rikkes hus, da hendes mor kom hjem med nyheden. Hun nåede hjem samtidig med ambulancen. Naboen Rikke havde fundet Klara på gulvet – hun kom med frisk mælk om morgenen og opdagede den grufulde scene. Hun råbte op og kaldte på hjælp. Politibetjent Lars Rasmussen kom ind i huset.
Lise huskede kun svagt, hvordan politiet stillede spørgsmål. Den eneste klare tanke var, at nogen havde slået bedstemor i hovedet. Klara blev kørt til sygehuset i en ambulance.
En tyngende tavshed lå over byen, og frygt hang i luften. Sådan noget skete sjældent her. Særligt de ældre var bange – hvem kunne være den onde, der gemte sig blandt dem? Lise bebrejdede sig selv, at hun ikke var hjemme den aften.
Lars Rasmussen havde ondt af Lise – hun var datteren af hans afdøde ven. Han prøvede at få hende til at huske noget, men hun kunne hverken sige eller gætte, hvem der ville hendes bedstemor noget ondt.
Sammen kørte de til sygehuset for at besøge Klara.
“Lise, prøv at tænke efter – hvem kunne have et horn i siden til din bedstemor?” spurgte Lars. “Min mavefornemmelse siger mig, det må være nogen fra byen. Men hvorfor?”
“Jeg ved det ikke,” græd Lise.
På sygehuset fik de at vide, at Klara endnu ikke var ved bevidsthed. Hendes tilstand var stabil, men det ville tage tid, før hun kom sig. Lars håbede, hun snart vågnede – måske havde hun set gerningsmanden, selv om slaget kom bagfra.
Hun havde åbnet døren for nogen – eller måske havde den slet ikke været lukket.
Lise og Lars kørte tilbage til byen. Han satte hende af ved politistationen, og hun gik hjemad. Men til hendes overraskelse ventede Mads på en bænk nær stationen.
“Lise, hvordan har du det?” Han løb hen til hende og lagde sin lette jakke om hendes skuldre.
“Fint,” svarede hun køligt.
“Skal vi gå en tur? Jeg skal tale med dig,” sagde Mads. Han havde længe været interesseret i Lise, men hun så ham kun som en ven.
Lise følte sig alene og sårbar. Bedstemor var på sygehuset, og selv om lægen forsikrede hende, at hun ville overleve, var hun bange. Netop nu følte hun, at Mads var hendes eneste støtte. Hun var uvenner med Mikkel – han var i byen, og hun havde ikke sovet hjemme. De havde ikke set hinanden siden.
Lise var træt og sagde:
“Følg mig hjem, det er sent. Jeg vil hjem.”
“Okay, Lise. Hør nu på mig. Jeg vil ikke gøre dig ked af det, men jeg har mistanke om, hvem der kunne have gjort det.”
Lise så forventningsfuldt på ham.
“Jeg tror, det var din Mikkel. Jeg tager til politiet i morgen og fortæller dem om mine mistanker. Aftenen før hændelsen blev han set i din have. Han skændtes jo altid med din bedstemor.”
“Nej, det kunne ikke være Mikkel. Ja, bedstemor var imod vores forhold, og de skændtes, men at han ville slå hende… Nej, det tror jeg ikke på.”
Men da hun kom hjem, tvivlede hun. Kunne han virkelig gøre sådan noget? Hun sad med hænderne for ansigtet – måske kendte hun ham slet ikke rigtig. Nu havde Mads åbnet hendes øjne, og hun huskede, hvordan bedstemor altid roste Mads og gav ham kager.
Næste dag, på vej hjem fra arbejde, blev hun kaldt på af Mikkel.
“Lise!” Han var plettet af smøLise løb ind i hans arme, og i det øjeblik vidste hun, at kærlighed altid sejrer, selv når verden prøver at skille dem ad.
