**En ulykke, to forræderier**
Det er nu en uge siden, at Marthas forlovede, Lars, har givet livstegn fra sig, og deres bryllup er mindre end en måned væk.
“Han svarer ikke på min telefon,” tænkte den bekymrede pige. “Måske er han syg eller er der sket noget? Jeg tager til hans landsby og køber noget honning – hvem han måske har forkølelse?”
Martha arbejdede i byen og kom hjem til Lars i weekenden. De plejede at tilbringe tiden sammen i huset, drømmende om fremtiden. Nu var hun netop stået af bussen og gik mod hans hus. Hun standsede, da hun hørte musik fra det halvt åbne vindue. En uhyggelig fornemmelse pressede sig på hende; munden blev tør, og benene føltes som vat.
“Hvem er det, der griner?” hun hørte en piges latter og Lars’ muntre tone.
Mistanke og jalousi greb hende. Først ville hun løbe væk, men så besluttede hun sig for at se selv.
“Jeg må se det med egne øjne. Måske overreagerer jeg,” forsikrede hun sig selv og åbnede døren.
Stille trådte hun ind. På sofaen sad en pige med kulsorte hår iført Marthas morgenkåbe og tøfler, lænet mod Lars’ skulder. Han hviskede noget, og hun fnisede, indtil han pludselig væltede hende om på sofaen. Martha stod som lammet.
“Så derfor svarer du ikke på mine opkald,” sagde hun med skælvende stemme. “Hvad foregår der? Vi skal jo giftes om en måned.”
Lars og pigen fo’r sammen af overraskelsen. Han sprang op, mens pigen bare fnøs. Han gik hen mod Martha:
“Hvorfor er du kommet? Jeg ventede dig ikke i dag. Har du spioneret på mig?”
Den mørkhårede pige grinede og mønstrede Martha med en fræk blik.
“Lars, er det hende, du vil gifte dig med? Hun er jo fesen og bleg. Kunne du ikke finde bedre? Du burde hellere vælge mig. Se her, jeg har alt, hvad der skal til.” Hun åbnede morgenkåben.
Martha løb ud som om hun var brændt. Lars råbte noget efter hende, men hun hørte ingenting. Hendes liv var lige styrtet sammen.
“Jeg vil ikke leve mere. Forræder… Hvordan kunne han?” hendes tindinger hamrede, som om hovedet skulle sprænges.
Hulkende vandrede hun ud på vejen, uden at se sig for. Bilerne drev forbi med horn og banden. Nogen råbte, at hun var sindssyg, men hun var ligeglad. Hendes liv, kærlighed, fremtid – alt var væk.
Samme tid kørte Mads i en gammel bus hjem fra byen. Han havde lige aftjent sin værnepligt og så fremt til at komme hjem. Han kendte vejen godt – før tjenesten havde han og hans far ofte kørt den i deres ældgamle bil for at sætte kartofler på markedet.
Da der kun var lidt tilbage til landsbyen, bad han chaufforen om at slippe ham af.
“Jeg har lyst til at gå den sidste stykke. Lufte benene og nyde naturen.”
Chaufforen nikkede forstående, og Mads stod snart på vejen med sin soldateruniform. Han ville plukke nogle margueritter og blåklokker – hans kæreste, Lise, elskede dem. Hun havde ventet på ham i to år.
Han smilede ved tanken om, hvor glad hun ville blive, når han gav hende ringen og blomsterne.
På vejen så han en pige gå usikkert. Pludselig gik hun ud midt på vejen. En lastbil kom kørende, og Mads råbte og vinkede desperat.
“Gå væk! Lastbilen!”
Han løb mod hende, smed sin taske og skubbede hende væk lige i tide. Så mærkede han et voldsomt slag og en ulidelig smerte i benene.
Martha vågnede til virkeligheden, da en soldat skubbede hende væk fra lastbilen. Hun så ham ligge bevidstløs med blod omkring benene.
“Gud, han dør på grund af mig,” tænkte hun i rædsel.
Chaufforen, en ældre mand, ruskede i hende.
“Hvor kom du fra? Det er din skyld!” Han bøjede sig ned og råbte: “Ring efter en ambulance!”
Martha stirrede på politiet, ambulancepersonalet og soldaten, der blev båret væk. Ansigtene og de ødelagte ben forfulgte hende.
Hun gik hen til chaufforen, der blev afhørt.
“Det er ikke hans skyld. Jeg ville springe foran bilen. Han reddede mig.”
De spurgte om soldaten.
“Jeg kender ham ikke. Men det er min skyld.”
Senere fandt de Mads’ taske med hans papirer. Hun tog den.
“Jeg tager til hospitalet. Jeg skal se ham.”
De ville ikke lade hende ind, men hun snøg sig alligevel ind og så ham blive kørt på båre til operation.
“Gud, lad ham leve. Det burde have været mig…”
Personalet troede, hun var hans kæreste, for hun nægtede at gå. Hun listede sig på hans værelse og bad:
“Vågn op. Åbn øjnene. Du må ikke dø.”
Engang imellem kom hans forældre og Lise. Da Lise så Mads’ tilstand, løb hun ud med hånden for munden. Moderen knælede ved sengen og græd.
“Min dreng… Åh Gud, hvorfor?”
Hun så på Martha med vrede.
“Det er hendes skyld! Sig tak til hende.”
Martha vidste, hun havde ret.
“Gå væk! Jeg vil ikke se dig her igen!”
Udenfor ventede Lise.
“I behøver ikke kontakte mig igen. Jeg gider ikke have en invalid.”
Martha hørte det og gik, selvom de jagtede hende væk. Hun kunne ikke fatte, at nogen kunne sige sådan.
Tiden gik, og forældrene lod hende blive, for hun passede ham så godt.
Efter en måned kunne Mads gå med Marthas hjælp. De talte meget sammen – begge forrådt lige før deres bryllup. Snart kunne de ikke forestille sig livet uden hinanden.
Moderen sagde til manden:
“Jeg er næsten glad for, det skete. Synd at sige, men Martha vil aldrig svigte ham. Lise var falsk. Men sådan er kærlighed – den viser sig i modgang.”
Martha elskede Mads af hele sit hjerte. Kun ved hans side glemte hun sorgen.
“Han er alt for mig nu. Jeg giver ham alt.”
Hun plejede ham med tålmodighed og humor.
“Kom nu, én gang til. Hold fast i mig.”
Lidt efter lidt kom styrken tilbage, og han lærte at elske livet igen.
Snart var alle sikre på, de ville giftes. Da Lise hørte, han var ved at komme sig, kom hun forbi.
“Mads, jeg vidste, du ville klare det! Jeg er så glad.”
“Gå din vej. Du gør mig kvalm.”
“Men vi skulle jo giftes!”
“Jeg gifter mig med Martha. Forsvind.”
Lise gik, rasende på Martha. Dage senere mødte hun hende
