Englen
En lille hånd stikker gennem hækken og når efter de modne jordbær. Jeg lader som om jeg ikke ser det og fortsætter med at luge i løgene.
“Hej, tante Mette,” kalder en tynd stemme. Det er Lukas.
“Halløj, min skat,” svarer jeg med et smil. “Kom herhen, du kan hjælpe mig med at plukke jordbær.”
Hækken hænger lidt slapt, så jeg løfter den let, og ind kommer Englen – sådan kalder jeg Lukas. Lige bag ham, med tunge åndedrag og en masse bøvl, klemmer den store hund Bøvling sig igennem. Han er næsten dobbelt så stor som sin lille herre. Jeg sætter en stor skål midt i jordbærbedet. Lukas plukker de største og sødest mulige bær. Han har lyse hår, blå øjne og skarpe skulderblade, der stikker ud som små vinger. Derfor kalder jeg ham Englen. Han er 5 år gammel, nysgerrig og god af hjertet.
“Lukas, hvorfor skældte mor ud i morges?”
“Åh, hun ville bare male taburetterne, og så spildte jeg malingen,” svarer han. “Jeg ville male Bøvlings hus, og så faldt glasset.”
“Det gør ikke noget. Vi tager en kop te og køber ny maling bagefter.”
Min lille englen vasker hænder uden at skulle mindes om det og sætter sig ved bordet. Hans yndlingsplads er ved vinduet. Han vælger jordbær med mælk og en lun bolle drysset med flormelis. Hans overlæbe er hvid af sukker, og på gulvet ved døren ligger Bøvling og venter tålmodigt. Han kender husets regler og får til sidst en pandekage med ost. Han kigger bedrøvet på den enlige pandekage og derefter på os, som om han spørger: *Er det alt? Jeg havde håbet på mere…* Vi griner, og jeg sætter en skål suppe for ham. Bøvling tilgiver os og begynder at spise i sit eget tempo.
En time senere vender vi tilbage fra butikken med to dåser maling – hvid og grøn. Himlen er blå, solen står højt, og det er varmt. Jeg går ind for at skifte tøj og pakker resten af jordbærene og bollerne i en pose. På trappen til Lukas’ hus sidder hans bedstemor. Hun blev blind for to år siden. Min lille englen ordner omhyggeligt hendes tørklæde, så det ligger pænt, og stryger en løs lok hår på plads. Jeg lægger en skål jordbær i hendes skød – jeg ved, hun elsker dem.
På terrassen maler Lukas og jeg taburetterne hvidt, og bagefter Bøvlings hundehytte grøn. Lukas er tilfreds, Bøvling er ligeglad.
Helle, Lukas’ mor, kommer hjem fra arbejde. Hun roser sin søn for det gode arbejde og inviterer alle til bordet. Lukas tager sin bedstemors hånd og fører hende ind. Han fodrer hende med risengrød, omhyggeligt og tålmodigt. Hun drikker sin te selv, med et karamelstykke. Hun finder vejen rundt i huset alene – hun ved, hvilke gulvbrædder der knirker. Helle arbejder på en landevejskro, to kilometer hjemmefra. Hvis hun har aftenvagt, kommer hun sent. Alt håb er på sønnen.
Ud af øjenkrogen ser jeg, hvordan Lukas propper munden fuld af grød med et stykke smør. Han drikker en kop sød te og går så ind for at se tegnefilm. Et barn, men allerede en mand. Eller måske en mand, der stadig er et barn?
Han fejer gulvet, kan vaske op, hjælper bedstemor med at klæde sig ordentligt på, fodrer hende, bærer brænde ind (to stykker ad gangen) og vand (i en lille spand). Og han elsker sin hund, men kan også græde bittert, når mor råber uretfærdigt af ham. Han ler lykkeligt, når han bader i åen, og vanddråberne sprøjter højt op og glitrer i solen.
Helle følger mig til porten. Jeg beder hende om ikke at råbe af Lukas. Han er en mand – ydmyg ham ikke. Vær omhyggelig med ham. Find en grund til at rose ham.
Helle begynder at brokke sig over det hårde liv, sin blinde mor og den lille løn.
Jeg svarer: “Du har dit eget hus, din mor er i live og her, du har arbejde, en søn, der hjælper, og du er rask. Værdsæt det, du har, og kig ikke på andre.”
Helle smiler og vinker farvel.
Mine timer med Lukas er ikke spildt – som femårig læser han allerede *Snedronningen* flydende for sin bedstemor. Og i stille, vindstille aftener vandrer vi med fiskestænger ned til åen. Solen, som en moden solsikke, synker langsomt mod skoven og sender de sidste varme stråler. Skyerne gløder guldnedefra. Alt omkring os falder til ro, træt af støj og travlhed. Vores snak skræmmer ikke de nysgerrige fisk, og snart spræller et par skælglinsende fisk i spanden. Min kat får en god middag…
…I dag kom Englen på besøg. Han er voksen nu, 42 år. En respekteret læge, kirurg. Flere gange om året besøger han sin mors og bedstemors grave og kommer derefter, med gaver i hænderne, forbi mit hus. Alle kalder ham Lars Michael, men *jeg* ved godt, at han er Englen! Stor, bredskuldret og utrolig god af hjertet. Uanset årstid sætter han en kurv med jordbær på bordet, sætter sig på sin yndlingsplads ved vinduet og smiler lykkeligt. Han drikker te med varme boller, ryger en cigaret på trappen, og når han siger farvel, omfavner han mig med sine store, varme vinger…
