Kaj var træt og satte sig til at hvile under et stort bøgetræ ved vejen. Han havde gået hele vejen fra byen, en lang tur på otte kilometer. Og når man tænker på, at han ikke var den største eller stærkeste fyr, følte han sig virkelig træt.
“Snart er jeg oppe over bakken, så kan jeg se landsbyen i det fjerne,” tænkte han. “Der er kun to kilometer tilbage. Mærkeligt, at jeg ikke har set en eneste bil køre den her vej. Hvordan kører bussen egentlig herude?”
Kaj var otteogtyve år, og syv af dem havde han tilbragt i fængsel. Nu var han på vej hjem. Han havde tænkt meget over tingene derinde, og der var stadig en bitter smag i munden – han var endt bag tremmer uden skyld. Hans venner fra byen havde sat ham i det, løjet om ham og truet ham til at tie stille. Selvfølgelig var det også hans egen skyld – han havde valgt at hænge ud med dem.
“Jeg skal bare hen til min søster, så kan jeg få lidt hvile,” tænkte han. “Det er så længe siden. Mon ikke alle har forandret sig? Min niece, Mette, må være blevet stor. Hvor gammel var hun? Fjorten…”
Efter en kort pause fortsatte han. Da han nærmede sig Annes hus, så han en smuk pige i gården og troede et øjeblik, at han var kommet forkert. Han hilste, da han gik ind ad grinden.
“Goddag, er Anne hjemme?”
“Goddag,” svarede pigen, og han genkendte hende som Mette.
“Mette! Så stor du er blevet,” sagde han og så, at hun ikke genkendte ham. “Det er mig, Kaj, din morbror.”
“Åh, onkel! Mor og far er også hjemme.”
I det samme kom Anders ud på trappen, og lige bag ham kom Anne.
“Godt at se dig, Kaj,” sagde svogeren og gav ham et fast knus. “Så er du tilbage.”
“Hej, lillebror,” smilede søsteren og omfavnede ham. “Gud, du er jo kun hud og ben. Vi må få noget mad i dig – fængselskosten har tydeligvis ikke været noget at råbe hurra for.” Kaj nikkede bare.
Deres forældre var døde for længe siden, omkommet i en ulykke i badstuen. Anne havde opdraget sin lillebror, og senere giftet sig med en lokal dreng, Anders. De boede stadig i deres barndomshjem, selvom Anders med årene havde udvidet huset. Kaj var flyttet til byen efter skolen for at studere, men så endte han i fængsel lige før han var færdig.
Anne havde været knust over det – hun troede aldrig på, at han kunne gøre noget forkert, men sådan blev det alligevel…
“Kom indenfor, Kaj,” sagde Anders. “Jeg tænder lige badstuen – du har brug for at få vasket alt det der væk, og så er det en lang tur. Gik du hele vejen fra byen? Bussen kører kun to gange om dagen herude.”
“Ja, jeg tog det roligt. Er ret træt, men det går nok – jeg skal nok komme mig,” svarede Kaj og gik ind.
Anne var allerede i gang i køkkenet – broderen skulle have mad. Da han endelig kom ud af badstuen, så han glad og forfrisket ud. Der blev talt meget den aften, og de blev enige om, at han kunne bo hos dem – han havde ingen andre steder at tage hen.
En måned gik. Kaj kom til kræfter og tog endda på – Anne passede godt på ham med hjemmebag og lækker mad. I løbet af måneden havde han været i byen et par gange, men kom altid tilbage dagen efter. Han gik rundt i gården med et smil og fløjtende, men Anne blev bekymret. Mon han havde fundet sammen med sine gamle venner igen? Hun prøvede at berolige sig selv:
“Han burde vide bedre. Han har afsonet sin straf – han har vel ikke lyst tilbage.”
Mette var også nysgerrig. De passede kartoffelbede sammen, lo, og onkeln fortalte historier, mens hun grinede.
“Kaj, har du fundet dig en kæreste i byen?” spurgte hun pludselig.
“Nej. Hvorfor tror du det? Jeg besøgte bare en ven – lovede at se til hans forældre. Første gang var de på sommerhus, så jeg måtte prøve igen.”
“Interessant. Hvor sov du så første gang?”
“Hos naboen.”
“Er hun ung? Bor hun alene?”
“Ja, fem år ældre end dig,” sagde han og kiggede på hende. “Hun har en mand.”
“Og han er ikke jaloux?” spurgte Mette uden at give op.
“Hvorfor skulle han være det? Jeg kysser hende da ikke.”
Mette tav og fortsatte med at luge. Ingen vidste, at hun havde forelsket sig i sin onkel ved første blik. Det ville hun aldrig fortælle nogen – det var hendes største hemmelighed. Hun havde endda stoppet sine møder med Søren, med undskyldningen om, at hun var for travl.
“Mette, hvorfor går du ikke mere i ungdomsklubben?” spurgte moren. “Har I skændtes? Der er andre fyre derude…”
Tiden gik, og august var varm. Mette tog sit håndklæde og ville ned til søen. Kaj spurgte:
“Skal du bade? Vent, jeg følger med.”
De gik ned til søen og snakkede løst om alt muligt. Hun grinede og fortalte historier, han smilede. Da de nåede bredden, satte Kaj sig i græsset.
“Du kan godt gå i vandet, jeg bliver her lidt.”
Mette smed sin kåbe af og sagde:
“Kom nu, hvorfor skal du sidde der? Kom med.”
Hun vadede ud i vandet, mens han blev på land. Han så hende an og måtte kæmpe for at holde sig tilbage. Hvis han ikke passede på, kunne han risikere at springe op og kysse hende – ikke som en onkel, men som en mand der elskede hende. Det ville skræmme hende. Derfor sagde han nej.
“Gå nu bare… og jeg er ikke din onkel,” sagde han så strengt, at hun blev overrasket.
“Hvorfor taler du sådan til mig?” blev hun sur og gik længere ud i vandet.
Hun var såret – hun åbnede sit hjerte for ham, og så var han bare kold.
“Lad ham være. Jeg er ikke hans datter – jeg er en voksen kvinde.”
Hun kom op af vandet, tørrede sig og greb sin kåbe. Hun gik hurtigt forbi ham uden et blik. De kom hver for sig. Anne mødte datteren på trappen:
“Hvor er Kaj?”
“Han kommer,” svarede Mette kort og forsvandt ind på sit værelse.
Kaj kom lidt efter, gik ind i køkkenet og drak et stort glas vand i store slurke. Han tømte det hurtigt og gik ud i gården uden et ord.
“Hvad skete der? Hvad blev I uenige om?” spurgte søsteren.
Kaj tav længe.
“Kom nu, sig det,” insisterede hun. “Hvad skete der? Skændtes I? Mette har et stort temperament – hun kan godt gemme sine følelser, og hun er meget føls
