En mors bekymring
Det er ikke en mors skyld, hvis hendes voksne søn har det svært i livet, men uden hende er der ingen, der kommer til hjælp. Kun en mor beder for sin søn og venter altid på ham. Hun venter og elsker.
Vibeke Sørensen opdrogede tre sønner alene. Sådan gik det, at skæbnen ikke var særlig nådig mod hende – hun mistede sin mand, Jens, tidligt. De nåede kun at få fjorten år sammen, før hans hjerte svigtede.
Vibeke gennemlevede sorgen selv. Hun viste ikke sine lidelser for andre, men de sad dybt i hendes hjerte. Hun tænkte:
»Jeg må ikke vise børnene min svaghed. Selvom mine sønner støtter mig og prøver ikke at skabe problemer, må jeg være stærk. Jeg kan klare det hele.« Om natten græd hun nogle gange, men om morgenen var hun altid rolig og sikker.
De to ældste, Mikkel og Nikolaj, var tæt på hinanden i alder. Da Jens døde, var de tretten og tolv år, mens den yngste, Lasse, kun var tre.
En dag så Mikkel tilfældigvis, at hans mor græd. Hun tørrede hurtigt tårerne væk. Han gik hen og krammede hende.
»Mor, græd nu ikke. Jeg ved, det er hårdt uden far, men Nikolaj og jeg hjælper dig. Bare sig, hvad vi skal gøre.«
»Åh, min dreng, du er så stor og fornuftig. Tak, skat, tak. Vi klarer det. I bliver voksne, og så bliver det lettere.«
De to ældste stod altid sammen. De gik i skole sammen, forsvarede hinanden, hvis nogen prøvede at drille dem, og ingen turde rigtig gøre noget, for de vidste, at brødrene altid havde hinandens ryg. Vibeke havde ingen problemer med dem – de lavede deres lektier og hjalp til. De boede i et solidt og stort hus i en lille by. Jens havde bygget det til sin store familie, for han havde planer om et langt liv. Men skæbnen ville det anderledes.
Tiden gik, og Mikkel og Nikolaj flyttede hjemmefra, én efter én. De aftjente deres værnepligt, giftede sig og gav Vibeke endda børnebørn. De besøgte hende ofte og hjalp hende, for hun var den eneste mor, de havde.
»Mor, hvis der skal hentes brænde, så sig til. Jeg kommer og ordner det,« sagde Mikkel, når han besøgte hende med familien.
Som den ældste holdt han også øje med Nikolaj, som også havde fundet sig en god kone. Vibeke var virkelig glad for sine svigerdøtre. Forholdet mellem dem var varmt fra starten, så når naboen, Lise, begyndte at snakke om svigerdøtre, havde Vibeke kun gode ord at sige.
»Vibeke, min dreng, Mads, har fundet en eller anden Tina. Hvor har han gravet hende op? Der er så mange søde piger her, men denne her – hun er sur. Hun kigger skævt på mig og taler kun til mig gennem Mads. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det.«
»Jeg blev skånet,« svarede Vibeke. »Mine svigerdøtre er de bedste. De er altid venlige og høflige, og de kommer aldrig uden en lille gave. Kom forbi, Lise, så skal du få te og chokolade. Mine svigerdøtre har lige bragt nogle af de fineste.«
Lise lovede at komme, men Vibeke vidste godt, at samtalen hurtigt ville handle om nab
