Mette kunne ikke sove om natten. Hun faldt måske i søvn om aftenen, men vågnede kort efter og lå vågen til morgenen. Det var hårdt at være træt, men endnu hårdere, når søvnløsheden fortsatte flere nætter i træk.
For ikke at vække sin mand, lå hun stille, men tankerne pressede på. Hun kunne ikke slippe minderene om sin mor. Nogle gange drømte hun om hende – moren stirrede bare tavst på hende og gik så igen.
“Livets gang er så hurtig,” tænkte Mette om natten. “Man når ikke at kigge sig tilbage, før det meste er forbi. Der er ikke mere at vente. Kun min søn, som er gift og har skænket mig et barnebarn. Hvorfor kommer min mor så ofte i mine drømme? Hun kommer, ser trist på mig og siger ingenting…”
Mette havde ikke set sin mor i over tyve år. Hun huskede forbuddet: at holde sig væk fra hendes liv og lejligheden, hvor hun var vokset op. Lejligheden på tre værelser kom fra mormor og morfar, der engang havde fået den gennem fabrikken.
Hun kunne ikke huske sin far, men huskede tydeligt, at der jævnligt dukkede mænd op, som moren insisterede på, hun skulle kalde “far”. Hun kunne ikke lide dem, men adlød. Og hun blev ikke ked af det, når de forsvandt igen. “Moren havde bare ingen held med mænd,” tænkte hun.
“Nu forstår jeg, at en ung, alene mor søgte lykke. Hun drømte om en normal familie, men fik den aldrig,” grublede Mette i sine søvnløse nætter.
Efter niende klasse sagde moren:
“Mette, bliv kok. Så har du mad på bordet og kan forsørge en familie. Jeg er træt af at skulle forsørge dig. Nu må du tjene dine egne penge. Så kan jeg endelig leve mit eget liv.”
Mette drømte om universitetet, men moren knuste den drøm med det samme. Hun var bitter – hendes veninders mødre støttede dem og sørgede for en højere uddannelse.
Men hun tørstedes ikke modsige moren. Hun blev uddannet kok med topkarakterer og fik job i fabrikkens kantine.
“Nå, der er en ny!” blev hun mødt af venlige kolleger.
Der var mange unge mænd – flotte, kloge, stærke, omsorgsfulde. De inviterede hende i biografen, men hun vidste ikke, hvem hun skulle vælge.
Uerfaren som hun var, troede hun, at udseende var det vigtigste. Hun fattede ikke, at en god ægtemand skulle være omsorgsfuld og venlig.
Lars, en jysk, rar fyr med et smil, kunne godt lide hende. Han passede ikke ind i hendes forventninger, men var en sand ven, der altid støttede hende. Men var det det, hun søgte dengang?
I stedet forelskede hun sig i den flotte Christian. Han lagde også mærke til hende.
“Hvad ser Christian egentlig i hende?” undrede folk sig. “Hun er almindelig. Han leger bare med hende – andre har allerede grædt på hans grund.”
Christian var en forfører. Han samlede piger som trofæer, og Mette var bare en tilføjelse til hans samling.
Med charme og blomster fik han lokket den umodne Mette med i biografen og til fester. Men hun holdt fast ved sine principper – intet før brylluppet. Det irriterede ham.
“Så lad os giftes,” foreslog han pludselig, og hun blev overvældet af lykke.
De meldde deres ægteskab og forberedte brylluppet. Mette var den lykkeligste – i modsætning til dem, der undrede sig. De havde allerede fundet en kjole.
Kort før vielsen overtalte Christian hende. Hun gav efter. Men kort efter blev han kold og sagde:
“Vores kærlighed var en fejl. Jeg kan ikke være familiens forsørger. Jeg er ikke klar til ægteskab.” Næste dag gik han hånd i hånd med en anden.
Mette var knust. Sort depression truede. Hun husker ikke, hvordan hun kom sig. Men efter en tid opdagede hun, at hun var gravid.
Hun mødte Christian tilfældigt og fortalte ham det, uden at vide, hvad hun håbede på.
“Du er voksen. Du må selv finde ud af det. Jeg vil ikke have et barn,” svarede han koldt.
Lægen advarede hende mod at afbryde graviditeten – hun kunne blive steril. Mette gik hjem i fortvivlelse.
“Hvad gør jeg? Hvordan fortæller jeg min mor? Hun vil jage mig ud.”
Lars mærkede, at noget var galt.
“Mette, lad os tale. Du virker forandret. Sig mig, hvad der er galt – jeg hjælper,” sagde han ærligt.
“Lars, lad mig være. Hjælp? Min mave vokser. Hvis jeg beholder barnet, smider de mig ud af kollegiet. Jeg skal hjem til min mor i weekenden. Jeg ved, hvad hun vil sige.”
“Mette, gift dig med mig,” sagde han pludselig. “Det er den eneste løsning.”
Hun sagde nej. Hun holdt af Lars som en ven, en bror. De havde engang set film sammen, før Christian. Men at forestille sig ham som sin mand? Selv om hendes veninder sagde, at man ikke kunne finde en bedre mand.
“Godt, vi taler senere,” sagde Lars stilfærdigt, men han tænkte dybt.
Som ventet blev moren rasende.
“Kom hjem med en baby i maven! Jeg advarede dig!” og mere i samme stil. “Løs dine egne problemer. Jeg skal giftes og vil ikke have, at du og dit barn ødelægger min lykke. Du bor ikke her mere. Du er voksen – vi lever hver vores liv.”
“Mor,” græd Mette, “det her er mit hjem! Jeg voksede op her!”
“Det er ligemeget. Bliv ikke vred på mig. Der er ikke plads til os begge.”
Den dag gik hun hjemmefra med en slidt kuffert. Moren blev dog aldrig gift – endnu en mand forsvandt. Mette boede på kollegiet, hvor Lars også boede. Han hjalp hende med alt. Da fødslen nærmede sig, fik hun at vide, at babyen ikke måtte blive der.
En aften kom Lars med en kage.
“Mette, jeg har tænkt over det. Tag til mine forældre i Jylland. De er søde. Vi siger, du er min forlovede. Du kan blive der til fødslen, og min mor hjælper dig. Når babyen er født, kan du søge om bolig gennem fagforeningen. Jeg kommer hver weekend. Det er din eneste chance.”
“Men det føles forkert at lyve for dem,” protesterede hun.
“Det ordner sig,” sagde han optimistisk.
Lars’ forældre tog hende varmt imod. De spurgte ikke, kaldte hende “datter”. Folk i landsbyen troede, hun var hans kone. Han kom hver weekend, og efterhånden glædede hun sig til det. Snart blev sønnen Emil født. Forældrene elskede deres barnebarn.
Til sidst blev de rigtigt gift. Hele landsbyen fejrede dem. Emil voksede op, og fabrikken gav dem en lejDe flyttede til byen, hvor de levede et lykkeligt liv, og Mette tænkte aldrig mere på sin mor med vrede, for hun havde fundet den kærlighed, hun altid havde savnet.
