“DEN FORBANDEDE” VENINDE
Der er utallige eksempler på, hvor en mand forlader sin kone for hendes bedste veninde. Og det er ret forståeligt.
Din veninde er næsten som familie. Hun er altid velkommen i dit hjem, kender alle traditioner, alle vaner, din mands og børnenes fødselsdage. Hun har studeret din mands smag og præferencer til punkt og prikke.
Selvom I er meget forskellige, må der være noget, der har holdt jer sammen gennem årene. Og det er netop nok til, at din elskede mand en skønne dag vinker farvel og forlader familien.
Sådan gik det også i mit liv…
…Mette var min tidligere klassekammerat. Vi havde været venner i mange, mange år. Jeg havde aldrig set hende som en trussel. Det skulle jeg måske have…
Hun sagde ofte til mig: *”Din Christian interesserer mig slet ikke som mand.”*
Jeg lo ubekymret: *”Det er da også godt!”*
…Jeg blev gift lige efter skolen. Han var 19, jeg var 17. Statistikker om, at tidlige ægteskaber ofte går i stykker, bekymrede os ikke. Vi troede, vi skulle dø på samme dag om halvfjerds år. Ung og naiv…
Mette kom ofte på besøg. Hun så, hvordan jeg *”badede”* i lykke. Vi fik to børn. Årene gik. Mette forblev ugift. Selvfølgelig havde hun nogle flygtige romancer, men ingen friere. De kom og gik, men ingen blev hængende.
Mette var næsten en del af familien. Hun kom altid pyntet til halsen – kraftig makeup, neglelak, en kjole med et forførende udskæring. Sammenlignet med mig i mit hjemmegående tøj, med gryder og støvsuger, tabte jeg selvfølgelig. Men det ser jeg først nu. Dengang syntes jeg, det var helt normalt.
Min mor advarede mig: *”Mette misundes dig. Hold dig på afstand af hende. Ugifte veninder er som en tikkende bombe. Man ved aldrig, hvornår den eksploderer.”*
Jeg svarede naivt: *”Hvad skulle hun dog misunde? Jeg har ikke engang tid til at kigge op i skyerne!”*
Min mor havde ret.
Nu, når Mette kom forbi, blev Christian irriteret og gik væk. Jeg troede, det var fordi han var træt af vores snak. Så jeg begrænsede møderne med hende. Familien kom først! Først senere forstod jeg, at Christian allerede var forelsket i Mette. Hver gang hun kom, var det en pine for ham. Som man siger, *”nabojomfruen ser altid bedre ud.”*
…En sommer tog jeg på ferie med børnene. Christian lovede at lave lidt renovering på køkkenet, mens vi var væk.
Da vi kom hjem, vidste jeg med det samme, at han ikke havde været der i lang tid. Citrontræet i blomsterkrukken var visnet og havde mistet alle blade. Det var ikke blevet vandet i uger… Og renoveringen? Ikke et spor.
Hmm… Hvilken *”slange”* havde forsøgt at ødelægge min lykke? Jeg overvejede alle mulige kandidater.
Så så jeg en læbestift på vindueskarmen ved siden af det døde citrontræ! Jeg kendte godt den giftigt-røde farve. Nu vidste jeg, hvem *”slangen”* var. Mette! Mine knæ gav efter. Jeg sank ned på en stol. Det passede ikke i mit hoved. Da jeg samlede mig, løb jeg hen til Mette i håb om, at det hele var en misforståelse. At hun ville grine og sige, det var en joke. Men…
Mette åbnede døren, men inviterede mig ikke ind.
*”Vil du forklare, hvorfor din læbestift ligger i mit hjem?”* spurgte jeg forarget.
*”Har du ikke fattet det endnu? Christian og jeg elsker hinanden. Det har vi gjort længe,”* svarede hun roligt.
Jeg slentrede hjem. Undervejen forestillede jeg mig, hvordan Mette havde ringet på, Christian havde åbnet, og hun havde set, at han var alene. Hun havde måske sagt, at mænd med skægstubbe var endnu mere tiltrækkende. Strøg ham over kinden, han havde holdt fast i hendes hånd og kysset den… Tankerne gjorde mig vanvittig.
Nå ja… Mænd forlader både dårlige og gode koner. Selv vielser kan briste. Sådan har det altid været. En mand er en søgende sjæl. Han tror, den andens kone svømmer som en svane, mens hans egen vokser som en bitter malurt. Det er dobbelt så smertefuldt, når det er din *”forbandede”* veninde.
…Engang mødte jeg en bekendt, Lise. Hun blev gift sent, omkring de 28. Fik en søn. Hendes mand elskede drengen højt. Sådan kan det gå. Han elskede sønnen mere end hende. Manden var en kvindebedårer – han forlod familien igen og igen, men kom altid tilbage for sønnen. Lise tålte det i årevis. Hvor fik hun styrken fra? Måske fra hendes kreative arbejde. Hun er en dygtig syerske med masser af kunder. Vi så hinanden af og til.
Hver gang spurgte jeg: *”Lise, er du gift igen?”*
Hun svarede altid: *”Nej, og det ønsker jeg heller ikke.”*
Men denne gang smilede hun og sagde: *”Min Michael er kommet tilbage! Kan du tro det? Efter 16 år og vintre! Jeg tog ham tilbage. Hvem vil have ham nu? Og jeg er heller ikke længere ung. Nu er der i det mindste en til at give mig et glas vand, når jeg bliver gammel. Familien er det vigtigste i livet! Hvem har brug for alt det drama?”*
Måske har Lise ret? De har været sammen uafbrudt i syv år nu.
Nå, men tabt vand finder ikke vej tilbage… En venskabssløjfe, der er knækket, kan ikke repareres.
…Jeg har en anden mand nu og én *”dybt gift”* veninde. Det er nok for mig.
Christian og Mette gik fra hinanden efter et år, og han endte i en anden kvindes varme arme. Der er han stadig.
Selvfølgelig kan man ikke undvære veninder. De er nødvendige for sjælen – til hyggesnak og pigerabat.
Men man skal være på vagt og tænke sig om med sine veninder, især de bedste…
*”Si’ det til dine veninder, men aldrig alt”*, som man siger. Ellers indhenter ulykken dig.
Mette fik aldrig sin egen familie. Hun tilbringer livet alene…
