**Længe Ventet Lykke**
Jeg har altid haft uheld med mænd. Her, i en alder af toogtredive, er jeg stadig ikke gift, selvom jeg længe har drømt om det. Jeg længes efter at få et barn – jeg ved, det er tid til at blive mor og give alt af mig selv til det lille menneske. Men åbenbart tiltrak jeg kun gifte mænd, der forresten heller ikke havde travlt med at fortælle sandheden.
Til sidst kom det altid frem, og skuffelsen ramte mig gang på gang. Til sidst sagde jeg til mig selv:
“Færdig med dem, de mænd. Hvor mange gange skal jeg tage fejl? Hvorfor tiltrækker jeg kun gifte mænd? Hvad er der galt med mig?”
Jeg sad på køkkenet med min veninde Eva efter endnu en grim oplevelse for bare to timer siden. Tårerne løb, og jeg tørrede dem væk mens jeg sagde:
“Fortæl mig, Eva, hvorfor sker det her for mig? Det er nok. Ingen flere mænd, flirt eller forhold.”
“Vær nu ikke ked af det,” trøstede Eva. “Du skal netop kaste dig ud i noget nyt, så glemmer du det hele.”
Jeg kom hjem fra butikken – det var lørdag, og køleskabet var næsten tomt. Ugen havde været for travl til at handle ind. Lige da ringede det på døren. Jeg åbnede.
En vred og irriteret kvinde stod på dørtrinnet.
“Signe?” spurgte hun.
“Ja, det er mig. Hvem er du?”
Kvinden greb mig i håret og råbte:
“Hvem jeg er? Jeg er Mikkels kone, og det bliver værre, hvis du ikke lader ham være!” Hun vendte sig om og stormede ned ad trappen mens hun bandede.
Jeg smækkede døren hurtigt for at holde naboerne ude. Jeg stod i gang i chok – det her havde aldrig sket før. Hvordan kunne det ske? Mikkel havde svoret på, at han ikke var gift, endda tilbudt at vise sit pas.
Da jeg havde samlet mig lidt, ringede jeg til Eva, der boede i nærheden. Ti minutter efter stod hun i min dør.
“Eva, hvilket nyt forhold snakker du? Så jeg kan få endnu en vred hustru på halsen? Denne gang greb hun mig bare i håret, men næste gang kunne det være værre. Og det gør ondt.” Jeg rørte ved mit hoved.
“Signe, selv jeg undrer mig over, hvorfor du kun møder gifte mænd. Hør her, bed om at se deres pas næste gang, så du ved, de er singler.”
“Ej, Eva, seriøst? Hvordan skulle det se ud? ‘Vis mig dit pas, før vi snakker’?” Jeg rullede med øjnene, og Eva kunne ikke lade være med at grine.
“Sandt nok. Mange lever sammen uden at være gift, så et tomt pas er ingen garanti. Mikael og jeg gør det samme, og vi har to børn.”
“Præcis. Man kan ikke se det på dem. Jeg orker ikke mere stress,” sagde jeg trist.
“Okay, men hvad vil du så? En kvinde har brug for en familie – du vil jo gerne være mor. Så hvorfor ikke få et barn for dig selv? Det er ligegyldigt, om faren er gift.”
“Det har jeg faktisk overvejet,” indrømmede jeg.
Tiden gik. En aften efter arbejde spiste jeg alene på køkkenet som sædvanlig. Jeg skulle til at vaske op, da der ringede på døren.
“Hvem kan det være?” tænkte jeg og åbnede.
En ung mand stod på dørtrinnet med en rød tegnebog i hånden.
“Godaften, jeg hedder Mads. Er det din pung?” Han rakte den frem.
Jeg kiggede skeptisk på ham, men tog den og åbnede den straks. Indeni lå et billede af min mor, som boede langt væk – jeg savnede hende.
“Ja, det er min. Men hvordan fandt du mig?”
“Dit navn og en telefonnummer stod på en seddel deri. Det må være din venindes. Jeg ringede, og hun gav mig din adresse.”
“Nårh ja! Det var Evas idé at lægge sedlen der. Engang blev jeg dårlig i bussen, og hun var der. Hun sagde, man ved aldrig hvad der sker. Tusind tak. Der er åbenbart stadig ærlige mennesker i verden. Jeg mærkede ikke engang, jeg havde mistet den.”
Jeg tav et øjeblik og kiggede på pungen. Mads ville gå, men pludselig tilbød jeg:
“Vil du ikke drikke en kop te?”
“Tak, men jeg har desværre travlt. Måske en anden gang? Farvel.”
Da jeg lukkede døren, tænkte jeg:
“Han må have en hustru derhjemme.”
Tre dage senere ringede det igen. Jeg åbnede.
“Hej,” sagde Mads og rakte mig et blomsterbuket. “Jeg kunne ikke glemme dig. Hvis du har lyst, skal vi ikke tage en tur?”
Jeg tøvede. Jeg havde besluttet mig for ingen nye mænd. Men Mads var flot, og han havde tiltrukket mig allerede første gang. Så jeg spurgte pludselig:
“Mads, er du gift?”
“Nej. Jeg er ikke gift.”
“Så siger jeg ja,” svarede jeg med et smil.
Efter den aften så vi hinanden flere gange. Jeg fortalte Eva om det, og hun var glad på mine vegne.
“Hvad sagde jeg? Gudskelov, jeg er så glad for dig,” drillede hun.
En uge senere stoppede jeg ved supermarkedet efter arbejde. Lige inden jeg nåede døren, så jeg Mads. Han bar store poser, og ved siden af ham gik en smuk kvinde og holdt en femårig dreng i hånden. De gik hen til Mads’ bil, lagde poserne ind, og kørte væk sammen.
“Eva, Mads er gift,” sagde jeg med knækket stemme i telefonen. “Det er slut. Nu bliver jeg nonne.”
“Er du sikker?” spurgte hun.
“Tydeligere kan det ikke være. Hvorfor løj han? Et rigtigt svin. Gift, med hustru og barn.”
Næste dag kom Mads forbi som ingenting.
“Hvorfor er du her? Hvorfor løj du? Du sagde, du ikke var gift. Gå nu. Jeg vil ikke se dig mere.”
Først forstod han ingenting, men jeg fortalte, at jeg havde set ham med hustru og søn.
“Signe, det var min søster Ida og hendes søn, Anton,” forklarede han.
“Stop med at lyve,” svarede jeg strengt.
“Vil du have, at jeg ringer til hende nu?” Han tog telefonen frem og ringede.
Til min overraskelse var det virkelig hans søster, Ida, jeg havde set ved supermarkedet. Mads introducerede os, og snart tog vi ofte Anton med i parken. Jeg undrede mig over, hvor tæt Anton knyttede sig til mig. Jeg syntes også godt om den kloge, søde dreng. Han var fem år og talte endnu ikke, men lægen beroligede os – det ville komme.
Signe følte sig snart som en del af Mads’ familie. Ida var altid venlig og ægte, glad for at se mig. Jeg begyndte at drømme om, at Mads en dag ville fri. Men han sagde ingenting. Selv
