Åh, mine kære børn, hvis I bare vidste, hvilket liv jeg har måttet leve… Nu sidder jeg her på dette plejehjem, lytter til urets tikken, og for mine øjne – som i en film – gentager den dag sig, da mit hjerte første gang blev knust i stykker.
Jeg husker det, som var det i går. Jeg var ankommet til min fødeby. Toget standsede, og jeg stod der med min klodsede tvillingevogn, der næsten ikke kunne fås ud af kupéen. Pludselig trådte en ældre herre frem, høflig som man sjældent ser dem nu. Han hjalp mig med at få vognen ned og bar min tunge taske. De små tvillinger – den ene i en blå knaldhat, den anden i lyserød – deres ansigter var som to dråber vand.
Jeg takkede ham og sagde: “Tak, men jeg bliver hentet her.” Og lige så – min veninde Mette kom løbende, på høje hæle over det glatte fortov! Hun var helt forpustet og mumlede: “Undskyld, jeg kom for sent!” Vi krammede, hun greb tasken og sukkede: “Hvordan kan du, så spinkel, bære så meget?” Jeg smilede bare svagt: “Jeg har ikke noget valg. Det er mine børn.”
Så skød Mette mig et blik og sagde med et skælmsk smil: “De ligner jo din Nikolajsen.” Mit hjerte stivnede – det navn gør ondt den dag i dag. Jeg svarede iskoldt: “De har en anden far.” Men hun troede mig ikke, stillede spørgsmål. Og jeg tav, for ingen måtte kende sandheden.
Sandheden var denne… Dengang fandt jeg ud af, at jeg var gravid. To på én gang! Gud havde endelig hørt mig efter år med skuffelser og lægers ord om, at det “næsten var umuligt.” Jeg skyndte mig hjem for at overraske min mand. Han skulle have været på forretningsrejse, men var kommet hjem tidligt. Jeg åbnede døren – og der var de. Min yngre søster Lise og min Jakob. Nøgne, i hinandens arme, sovende som jeg engang havde ligget med ham.
Jeg stod som naglet til gulvet, og Lise så mig lige ind i øjnene – hun vidste, jeg forstod det hele. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ud. Kun billedet fra ultralydsscanningen i min lomme og kulden, der ikke kunne måle sig med det iskolde, der allerede havde lagt sig om mit hjerte.
Jeg lavede ingen scene. Lukkede bare døren og gik. Jeg svor, at jeg aldrig ville tilgive. Om børnene ville jeg ikke fortælle nogen – de skulle kun være mine.
Graviditeten var hård, men jeg holdt ud. Nikolajsen løb efter mig, prøvede at forklare sig, men forstod ikke, hvorfor jeg var gået. Jeg løj og sagde, jeg var forelsket i en anden. Lad ham tro, hvad han ville. Lise flyttede ind hos ham kort efter, overtog min plads.
Jeg tog langt væk, startede forfra. Børnene blev min redning.
Den dag Mette hentede mig, var vi på vej til en taxa, da et hjul på vognen satte sig fast og den ramte en bil. Jeg kontrollerede hurtigt – børnene var uskadte – da jeg hørte en stemme: “Snehvide?” Jeg så op – og der stod han. Min tidligere mand.
Og ved I, hvordan det føltes i brystet den dag? For uanset hvor mange år der går, er der sår, der aldrig heler. Sådan lever jeg nu, blandt andre gamle sjæle, og tænker – havde det været anderledes dengang, måske ville alderdommen have været mindre kold…
