Vendt tilbage til sin lille hjemby, hvor hun var født og gået i skole, følte Line en lettelse og glæde.
“Gud, hvor det er godt at være hjemme! Alt er så gammelt og kendt her.”
“Skatter, kom og få morgenmad,” hørte hun nedenunder. Hendes mor inviterede hende til at spise, mens hun nød sin lille værelse på første sal i forældrenes hus.
Her var hun vokset op. Herfra var hun taget for at studere medicin. Ni år senere var hun hjemme igen, for altid, efter at have forladt den store by.
Der havde hun afsluttet sine medicinstudier, og der havde hun giftet sig med Mads, mens hun stadig var på femte semester. Mads var en lokal dreng, fra en lægefamilie – faderen var tandlæge, moderen praktiserende læge. Så selvfølgelig skulle han også studere medicin og følge i deres fodspor. Selvom, hvis man skulle være helt ærlig, var Mads ligeglad med, hvad han studerede. Faren betalte for ham overalt.
Line og Mads levede sammen i næsten fire år. De boede i et stort landsted med hans forældre. Lines forældre tog godt imod hende – en smuk og godhjertet pige, de så aldrig ned på hende for at være fra provinsen. De forlangte heller ikke, at deres søn skulle giftes inden for deres egen sociale cirkel.
Da de var studerende, var alt fint. Men efter universitetet begyndte de begge at arbejde. Line arbejdede som praktiserende læge på en klinik, mens Mads’ far havde skaffet ham en plads på sygehuset gennem en ven. Da studiet var slut, gav faren ham en lejlighed i byens centrum som gave – men stod selv som ejer. Han kendte sin søn alt for godt.
Line ønskede sig et barn, men Mads ville ikke have børn.
“Kom nu, Line, vi skal da leve lidt for os selv først,” sagde han bestemt, da hun nævnte det. “Jeg kan ikke udstå de små, skrigende væsener. Det kommer senere.” Selvom hans forældre også begyndte at snakke om børnebørn.
Nogle bekendte hviskede til Line, at Mads ikke lod sig afholde af smukke, unge piger. Hun troede ikke rigtig på rygterne – indtil den dag hun kom hjem tidligt og fandt ham i armene på en anden. Hun forstod ikke helt, hvordan han slap ud af den situation. Men det skete igen, denne gang med en anden kvinde.
Der blev et stort skænderi. Mads gav hende skylden.
“Det er din skyld, at du kom hjem for tidligt. Og du giver mig ikke nok opmærksomhed. Derfor søger jeg den andre steder,” sagde han frækt, uden en skyldfølelse i verden.
Line indgav skilsmisse og tog hjem til sin by, hvor hun glemte Mads som en mareridt. Hun fik arbejde på en klinik og var faktisk glad for det – bygningen var ny. Selvom der var mange patienter, også fra de omkringliggende landsbyer, arbejdede hun med glæde.
Arbejdet hjalp hende med at distrahere sig fra de triste tanker. Det gjorde hende glad at vide, at hun gjorde en forskel for andre.
“Den her klinik blev bygget af vores lokalpolitiker, Jens Michael,” fortalte sygeplejersken Lise. “Folk her respekterer ham – han gør noget for samfundet, ikke som de andre.”
“Er han selv fra byen?” spurgte Line.
“Ja, det er han. Derfor går han også op i det,” svarede sygeplejersken.
Sent om eftermiddagen åbnede døren til konsultationen, og en høj, charmerende mand trådte ind. Lise sprang straks op:
“Goddag, Jens Michael!” Han hilste venligt og gik hen til bordet.
“Tag plads,” sagde Line og studerede ham. Han lignede ikke en patient. “Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Han lo og svarede:
“Jeg kom egentlig bare for at hilse på dig – men jeg har bestilt tid, jeg springer ikke over. Mange har rost lægen Line Rasmussen, så jeg tænkte, jeg ville lære dig at kende. Jeg kender og respekterer din far, Erik Hansen. Han er en dygtig mand. Alle i byggebranchen ser op til ham – fair, men han kan også sætte grænser, når det skal være. Det respekterer jeg.”
Han så skiftevis på Line og Lise. “Er der noget, I mangler? Noget, jeg kan hjælpe med?”
“Nej, klinikken er fin – ny og med ny udstyr. Jeg er heldig at komme direkte ind i den nye,” svarede Line med et smil.
“Godt at høre. Så vil jeg ikke holde dig længere – der er sikkert flere patienter,” sagde han og nikkede mod døren. “Ring, hvis der er noget.” Han rakte hende et visitkort. “Rart at møde dig,” tilføjede han, før han gik.
“Åh, Line, jeg tror, du gjorde indtryk på ham, hvis han bookede en tid bare for at møde dig,” grinede Lise. “Jeg forstår mig på den slags.”
Tre dage senere forlod Line klinikken og begyndte at gå hjem. Det var ikke langt. Pludeslig hørte hun en stemme:
“Line!” Hun stoppede. Det var Jens Michael, der nærmede sig. “Hej, er det hemmeligt, hvor du skal hen?”
“Hej, overhovedet ikke. Jeg går hjem efter arbejde,” svarede hun.
“Lad os snakke lidt. Jeg inviterer dig i caféen – vi kan spise aftensmad. Du må være træt efter en lang dag. Hvordan håndterer du alle patienternes klager? Det må være hårdt.”
“Man vænner sig til det. Jeg har altid drømt om at blive læge – som barn bandagede jeg alle jeg kunne,” grinede hun. Han bemærkede, at hun havde et betagende smil.
De sad længe i caféen og talte om alt muligt. Jens spurgte ind til hendes liv, og hun gjorde det samme.
“Line, lad os være dus. Kald mig bare Jens,” sagde han. Hun nikkede – hun kunne godt lide ham.
Hun turde ikke spørge, om han var gift, og han nævnte det ikke, selvom han havde spurgt hende. Snart begyndte rygterne at sige, at politikeren datede lægen.
“Skatter, jeg hører, at folk har set dig sammen med vores lokalpolitiker,” spurgte moren en aften ved middagsbordet.
“Og hvad så? Jeg er jo ikke et barn – jeg kan da godt være sammen med mænd,” svarede Line og smilede.
“Jeg ved ikke, skatter…”
“Lad være med at lytte til sladder,” sagde faren. “Tiden vil vise, hvad der sker. Ikke også, skatter?” Han blinkede til hende, og hun nikkede.
Kærligheden mellem Line og Jens var speciel. Det var, som om de ikke så eller hørte andre omkring sig. Han inviterede hende snart hjem til sig. Hun vidste, han havde været skilt i omkring et år – hans ekskone var flyttet tilbage til sine forældre i en anden by.
Engang bad faderen hende om at levere en stor konvolut med tegninger til Jens.
“Skatter,”
