**Bedstemors fortælling om Mads og hans hund Frej**
Åh, mine kære, kom tættere på, så skal jeg fortælle jer en historie, som min stuekammerat her på plejehjemmet har videregivet til mig. De sendte mig, en gammel kone, hertil, så nu lytter jeg kun til alle mulige historier og viderefortæller dem til jer. Denne her handler om Mads Petersen og hans trofaste hund Frej. Nå, men hør efter.
Der var engang Mads, en statelig mand, men med en sorg i sjælen. Han boede i København, drev sin egen virksomhed og havde tidligere været i militæret, indtil han blev såret. Hans ven, Anders, der var flyttet til Grønland, gav ham en hvalp – en bouvier, og Mads kaldte ham Frej. Åh, hvad var det for en hund! Stærk, loyal, som en sand ven! De delte alt sammen, både glæde og sorg. Når Anders ringede, spurgte han altid til hunden. For Mads blev Frej ikke bare en hund, men en sand støtte.
Men livet var ikke kun honning. Hans kone, Lise, og han gik fra hinanden stille, uden skænderier. En aften indså de bare – gnisten var væk. De besluttede at bo hver for sig, og senere blev de skilt. For deres søns, Emil, skyld holdt de et godt forhold, og han kom ofte på besøg, især for at se Frej. Men familien, som den engang var, eksisterede ikke længere.
Så kom Jeanette – smuk, charmerende, det virkede som om skæbnen selv havde sendt hende. Mads troede, han havde fundet sin bedre halvdel, friede til hende, og hun flyttede ind. Men, børn, lige så snart Jeanette blev herre i huset, vendte alt på hovedet. Fra den søde pige blev hun til en gnaven kvinde. Alt irriterede hende, selv at Mads hjalp sin rengøringshjælp, Dorthe.
“Fyr den dovne kvinde!” råbte Jeanette engang.
“Jeanette,” svarede Mads skarpt, “Dorthe er ikke tjener, men en person, der hjælper mig. Tal ordentligt!”
Så begyndte Jeanette at brokke sig over Frej: “Jeg er bange for ham! Stor, skræmmende, som en Baskerville-hund!”
“Vent,” sagde Mads forarget, “før krammede og kyssede du ham, og nu er du bange? Han er en velopdragen hund. Og hvis jeg skal vælge mellem dig og ham – vælger jeg ham.”
Jeanette undskyldte, sagde, hun havde en dårlig dag, og begyndte endda at gå tur med Frej. Men en dag løb hun hulkende ind: “Mads, undskyld… Frej blev kørt over af en lastbil… Han er væk…”
Mads tørrede øjnene, kunne ikke tro det. Hvordan kunne Frej, der var trænet af en hundetræner, løbe efter en kat? Spørgsmålet nagede ham.
Lige så stille bankede der på døren – en ung kvinde, Frida, der var tidligere børnehjemsbarn. Hun arbejdede som rengøringshjælp hos Mads, mens hun studerede. “Må jeg tage de overskydende madvarer? I smider dem jo alligevel ud,” spurgte hun.
“Frida, er du sulten? Har du brug for hjælp?” spurgte Mads forundret.
“Nej, tak, jeg klarer det. Lad mig bare tage det,” svarede hun.
Han lod hende gøre det, og hun løb glad væk. Med tiden begyndte folk at hviske, at Frida tog for meget mad, som om hun skulle fodre en hel hær. Mads tænkte: Måske har hun det svært?
En dag så han hende gå med en tung pose. Han fulgte hende og så, at hun gik mod et skur. Hun åbnede døren, og derinde var hunde, katte, endda et par grise! Og midt i det hele – Frej, levende og rask! Mads gispede: “Frej!”
Hunden genkendte ham og slikkede ham i ansigtet. Frida blev bange: “Løsgænger, kom her! Fy!”
Men hunden klistrede sig til Mads. Hun så ejeren og udbrød: “Dig?! Hvordan er du her?”
“Jeg ville se, om du havde brug for hjælp,” sagde Mads roligt. “Og her er min Frej…”
Frida så ned: “Han hedder Løsgænger nu. Jeg giver ham ikke tilbage. Du ved ikke, hvad han har gennemgået! Jeg reddede ham fra døden!”
“Vent,” sagde Mads. “Lad os fodre dyrene, og så kan vi snakke over en kop te.”
I skuret var der et helt dyrereservat: katte, egern, grise. Frida forklarede: “Det her er ikke en zoo, men et hjem for dem, mennesker har forladt. Jeg redder dem alle.”
“Hvordan klarer du det?” spurgte Mads forbløffet.
“Min far var dyrlæge, han lærte mig meget. Han døde, da jeg var 14. Nu studerer jeg til dyrlæge,” svarede hun.
Ved teen spurgte Mads: “Hvor er dine forældre?”
“De døde i en ulykke. Jeg voksede op i børnehjem, men bor nu i vores gamle hus. Jeg fortsætter min fars arbejde,” sagde hun stille.
“Hvordan fik du Frej?”
“Jeg fandt ham på kirkegården, bundet til et hegn. Ingen vand, ingen mad, han hylede. Folk gik i en stor bue udenom ham. Jeg pakkede ham ind i min jakke, og en taxachauffør hjalp mig hjem.”
“Hvorfor ledte du ikke efter ham?” spurgte hun.
“De fortalte mig, at han var blevet kørt over…” sukkede Mads. “Men nu ved jeg, hvem der løj.”
Han tog Frej med hjem, og hunden gøede glad. Han ringede til Jeanette: “Jeanette, jeg har en overraskelse. Pak dine ting.”
“Skal vi til Thailand?” jublede hun.
“Du skal nok se,” grinede han.
Da Jeanette så Frej, blev hun bleg som et lagen. “Genkender du din ‘døde’ hund?” spurgte Mads køligt. “Bundede du ham selv på kirkegården, eller hyrede du nogen?”
“Undskyld… Jeg ved ikke, hvad der gik af mig…” klynkede hun.
“Pak,” sagde han. “Sådan noget pis gider jeg ikke have i mit hus.”
Jeanette tog sine ting og kørte hjem til sin alkoholiserede mor, arbejdsløse mand og sladderkællingerne i landsbyen. Hun græd og bad ham ikke om at forlade hende, men Mads var ubøjelig.
Tiden gik. Mads og Lise forsonedes – det krævede kun et “undskyld.” Frida blev færdig som dyrlæge med glans, og Mads gav hende en klinik, som han kaldte “Frej.”
“Du reddede ikke bare min ven,” sagde han, da han gav hende nøglerne. “Du hjalp mig med at se, hvem der var ægte, og hvem der ikke var.”
Frida smilede, tog imod gaven, og de gik hver til sit – med godhed i hjertet.
