Det fortid hedder fortid, fordi den er forbi
“Kør nu hen til vores partnere og få løst den her trælse sag,” sagde direktøren lidt irriteret til Asger. “Jeg har talt med kollegaen, så de venter på dig. Tag afsted i morgen tidlig, og husk at tage dokumenterne med. Jeg regner med dig,” tilføjede han bestemt.
“Okay, det ordner sig. Jeg tager bilen,” svarede Asger.
Asger arbejdede i en stilling, der krævede hyppige forretningsrejser. Han elskede sit job. Hver gang nye mennesker, nye byer, nye samtaler… Arbejdet var enkelt og forståeligt. Rejserne var altid planlagte og føltes aldrig hastige eller uforudsigelige. De fulgte samme mønster: bil eller fly, arbejdsdag, løsninger, hotel, café. Så hjem igen – bil eller fly.
Hans kone, Mette, var vant til hans rejser. Ca. en gang om ugen eller ti dage kørte Asger afsted, til store og små byer.
“Mette, jeg tager afsted i morgen tidlig,” sagde han, da han kom hjem fra arbejde.
“Ja? Er det længe denne gang?” spurgte hun, som altid med det samme spørgsmål.
“Nej, som sædvanlig,” svarede han med et smil, trak hende tæt ind til sig og gav hende et kys på kinden.
Hans lille rejsetaske stod altid klar. Mette passede omhyggeligt på indholdet, og han stolede blindt på hende. Før afrejse smed han bare sine papirer i tasken og kørte. Han vidste, alt var på plads.
De havde været gift i tolv år og opdragede deres søn, Mads, der gik i skole og spillede fodbold. Dette var Asgers andet og lykkelige ægteskab. Han elskede sin søn – en kvik og flink dreng, der ikke gav problemer, klarede sig godt i skolen og var organiseret og god.
Når vennerne tilfældigvis samledes i en café, på fisketur eller i sommerhuset, hvilket sjældent skete, talte Asger altid godt om sin kone.
“Jeg er heldig at have fundet en kvinde, der altid gør det varmt omkring mig. Jeg stoler på Mette som på mig selv, og hun gør det samme.”
“Heldige asen,” mumlede nogle misundeligt, for ikke alle i hans kreds havde lige så harmoniske forhold.
Nogle var også gift for anden gang, ligesom ham. Men sådan var det. Hans bedste ven, Torben, var allerede på fjerde ægteskab.
Tidligt om morgenen vågnede Asger af duften af stegte pandekager.
“Den uophørlige kvinde – allerede oppe og har lavet morgenmad til mig,” tænkte han blidt. “Jeg er virkelig en heldig mand. Bare jeg ikke får det ondt af det.” Han grinede lidt for sig selv. “Nå, op at stå, jeg skal afsted tidligt.”
“Godmorgen, min elskede husmor,” sagde han smilende og forsvandt ind i badeværelset.
Da han kom ud igen, glatbarberet og frisk, satte han sig til bordet.
“Du ved præcis, hvad jeg kan lide – mine yndlingspandekager.”
“Selvfølgelig, jeg er jo klog,” lo Mette og satte sig overfor ham med en kop kaffe.
De grinede begge. Så huskede hun noget:
“Åh, Asger, Mads har en vigtig kamp i dag. Der kommer et hold fra en anden by. Han sagde, de kæmper ikke om livet, men om guldet.”
“Ja? Det vidste jeg ikke. Nå, jeg ringer til ham i aften og hører, hvordan det gik,” lovede faren, mens sønnen stadig sov.
Efter morgenmaden tog Asger sin rejsetaske, sin mappe og papirerne fra hylden i gangen. Han sagde farvel til Mette og gik i godt humør. Der var fire timers kørsel foran ham. Da han kørte ud af byen og ud på motorvejen, trak han vejret frit. Det var tidligt efterår, midt i september, men stadig varmt. Allerede fløj gule blade mod bilen, nogle klæbede til ruden, før de susede videre. I luftstrømmen dansede de mellem bilerne, men der var ikke mange endnu.
Asger kørte roligt – han var ikke længere en dreng. Undervejs tænkte han på samtalen med kollegerne fra det andet kontor. Forretningsrejser bragte altid nye møder. Han kendte det godt og havde derfor mange bekendte rundt omkring. Nogle skrev han endda med på nettet.
Da han var færdig på kontoret og havde løst alt, besluttede han at spise aftensmad, før han kørte hjem. Han ville komme sent hjem, men det gjorde ikke noget. Han elskede faktisk at køre om aftenen og natten, hvor der var færre biler. Han valgte et kendt, roligt og billigt café på en stille gade. Han kunne ikke lide støjende restauranter med for mange gæster.
Efter at have parkeret bilen kiggede Asger op på himlen. En mørk sky truede, og et fjernt tordenskrald rungede.
“Wow, torden i september! Det sker ikke ofte,” tænkte han og gik ind i caféen.
Han satte sig ved et bord, og tjeneren kom straks og tog imod hans bestilling. Asger kiggede ud ad vinduet og så, at tordenvejret var på vej – lyn og torden kunne allerede høres, om end dæmpet.
Pludselig gik døren op, og et kraftigt tordenskrald fulgtes af hårde regndråber. I døren stod en kvinde. Asger ville have genkendt hende blandt tusinder, og her var hun den eneste. Det var Freja, hans ekskone, som han engang havde tilbedt og senere hadet. Hun var lige så smuk som altid.
Deres ægteskab havde ikke været et ægteskab – det havde været noget uforståeligt. Asger løb fra hende gang på gang, men kom altid tilbage. De levede sammen i fem lange år. For nogle virker det måske kort, men for ham føltes det som en halv livstid. Det var en kærlighed, der udmattede ham. Indtil han endelig rev det over. Han var træt af jalousi, træt af hendes utroskab…
Efter bruddet mødte han Mette, og med hende var alt klart og enkelt. Siden dengang havde han ikke set Freja.
“Hvilket møde,” tænkte han. “Her, kilometer væk fra vores by. Hvad laver hun her?”
Freja så sig omkring, og tjeneren viste hende til bordet ved siden af Asgers. Hun satte sig og åbnede sin lette jakke. Stadig den samme stolte holdning, de samme kastanjebrune lokker ned over skuldrene. Asger vidste ikke, hvad han skulle gøre – gå? Men udenfor var der tordenvejr og regn. Han havde lyst til at vente det over.
Men i det øjeblik opdagede Freja ham. Hun standsede et sekund, smilede og sagde:
“Asger! Er det muligt? Hvad laver du her? Det må være sk
