**Samtalen under træet**
Mette gik ned ad gaden i den lille by, da det pludselig begyndte at regne. Først faldt dråberne enkeltvis, men hurtigt blev det til en kraftig støregn. Hun løb mod den nærmeste busstoppested og holdt sin taske over hovedet for at beskytte sig.
“Åh, hvorfor lige nu? Nu bliver jeg gennemblødt,” tænkte hun.
Da hun nåede ind under busstoppestedet, stødte hun uheldigt sammen med en ung mand. Hun så op og stivnede.
“Mathias?”
“Præcis, genkender du mig ikke? Det er mig,” sagde han og slog armene om hende med et smil.
Men så rejste en gravid kvinde sig fra bænken og lagde en arm om Mathias’ skulder. “Mødte du en bekendt?” spurgte hun.
Mette blev bleg. Uden et ord vendte hun sig om, så at bussen ankom, og sprang om bord. Det var ligegyldigt, hvor den kørte hen – bare væk.
“Så er han gift igen, og nu venter de barn,” tænkte hun bittert. “Og engang knælede han for mig.”
Efter et par stop stod hun af og så sig om.
“Jeg bliver nødt til at gå tilbage. Mit kollegie ligger den anden vej,” tænkte hun og begyndte at gå. Men da hun så en bænk, satte hun sig ned for at samle tankerne.
Hun blev straks grebet af minder. For tre år siden havde Mette besluttet sig for at gifte sig – ikke af kærlighed, måske endda af trods. Kristian var en god fyr, venlig, og hun vidste, han ville blive en god mand. Men hun elskede ham ikke; det var blot tiltrækning.
Sandheden var, at hun altid havde elsket Mathias. Men han havde pludselig giftet sig med hendes veninde, Line, og nu havde de en lille søn. Selvom barnet var født for tidligt, tænkte de fleste ikke videre over det.
På samme tid begyndte Kristian at vise hende opmærksomhed – tog hende med i biografen, gik ture med hende.
“Skal vi ikke giftes?” spurgte han hende en dag.
Mette blev overrasket. Hun havde tænkt på det, men sagde ja – mest for at gøre Mathias jaloux.
“Lad ham bare vide det,” tænkte hun. “Men hvad rager det ham? Han ved jo ikke engang, jeg elsker ham.”
Hun havde elsket Mathias længe, men havde aldrig troet, han ville gifte sig så hurtigt med Line.
“Hvordan lykkedes det Line at få ham så hurtigt?” tænkte hun, velvidende at Line altid skiftede kærester.
Mathias og Line boede fire huse væk. Mette boede stadig hos sine forældre i den lille by. Mathias og Kristian var venner og hang ofte ud, og efter brylluppet kom de ofte på besøg med deres lille søn. Line gav hende gode råd om bryllupsplanlægning, mens Mette passede deres fem måneder gamle dreng.
“Han er så sød, Line. Hvem ligner han? Jeg kan ikke helt se det,” spurgte hun, selvom hun godt vidste, at han ikke lignede Mathias.
“Mig, måske?” grinede Line.
Denne dag var Mettes forældre ikke hjemme. De var kørt til bedstemor for at hente friske æg, mælk og kød. De skulle jo have mad til brylluppet.
Mette så, hvordan Kristian, Line og Mathias kom ind i gården. Mathias skubbede barnevognen med deres søn. Hun ville lige til at hilse glædeligt, men Line satte en finger på læberne og pegede på den sovende baby. Mathias stillede vognen i skyggen under et træ.
De satte sig i lysthuset og drak te. Sommeren var varm, så det var dejligt at sidde udenfor. Snakken handlede kun om én ting: brylluppet mellem Kristian og Mette. Alt skulle planlægges ned til mindste detalje.
Mette samlede de tomme tekrus sammen på et bakke og gik ind i huset for at hente mere te. Da hun kom ud igen, var Kristian og Line væk, men Mathias fulgte efter hende ind. På køkkenet greb han pludselig hendes hånd.
“Lad være med at gifte dig med ham. Lad være med at gifte dig med nogen,” bad han.
Hun stirrede på ham. “Mathias, er du blevet tosset?” Hun rev hånden til sig.
Men Mathias faldt pludselig på knæ og greb fat om hendes ben. “Mette, søde, hvordan skal jeg leve, hvis du bliver hans kone?”
“Hvad er der galt med dig?” Hun prøvede at løsne hans greb. “Rejs dig op! Hvad nu hvis Line eller Kristian kommer?”
“Jeg er ikke blevet tosset,” sagde han og lod hendes ben gå, men blev knælende. “Mette, jeg har altid elsket dig. Jeg var bare for genert til at sige det og bange for, at du ville afvise mig. Du er så smuk. Hver gang jeg inviterer Line med hertil, er det egentlig for at se dig.”
“Jeg forstår ikke, Mathias. Hvorfor giftede du dig så med Line?” spurgte Mette forvirret.
“Fordi jeg er for pligtopfyldende, og hun vidste det. Vi sov sammen engang – husker du, da vi fejrede Viktors fødselsdag ved søen? Alle gik tidligt, men vi blev og drak for meget. Jeg anede ikke, hvad der skete. Jeg har altid holdt af dig, men du var kun seksten dengang – den yngste i vores gruppe. Jeg troede, følelserne ville gå over, men de blev kun stærkere. Hvorfor vil du giftes med Kristian?”
“Hvorfor giftede du dig med Line, når du vidste, hun havde været sammen med andre?” spurgte hun med svag stemme.
“Fordi hun sagde, hun var gravid med mit barn. Hvad skulle jeg gøre? Min samvittighed tillod mig ikke at sige nej. Men jeg elsker dig mere og mere… Og nu dette bryllup. Hvorfor? Du elsker ham ikke.”
Mette kunne ikke høre mere og løb ud af huset. Hun skyndte sig hen til bænken ved bruserummet, hvor hun altid tænkte. Lige da hun satte sig, hørte hun stemmer. Hun kiggede ud og så Kristian og Line stå under et birketræ. Hun kunne tydeligt høre deres samtale.
“Okay, Kris, du må gå. Mathias kan finde os, og Mette kan se os,” hviskede Line.
“Og hvad så? Vi kan sige, vi planlægger en overraskelse til hende,” grinede Kristian.
“Åh, ja, det er rigtigt!” fnisede Line.
“Line, du må ikke blive sur over, at jeg gifter mig med Mette. Det er kun for at se dig oftere – og vores søn. Han ligner mig mere og mere.”
Mette gispede. Kristian fortsatte:
“Er du sikker på, han er min?”
“Selvfølgelig. Da jeg blev gravid, troede jeg, du ville sige nej, men Mathias er så pligtopfyldende. Så jeg lod ham tro, det var hans.”
Mette sprang op og løb væk. Hun ville ikke høre mere. Hendes veninde og hendes forlovede – nej, ikke længere hendes forlovede.
Senere lykkedes det hende at sp
