**Generøsitet**
Mette og Freja voksede op i en ordentlig familie, hvor Mette var den ældste og Freja den yngste søster. Forældrene opdragede dem begge med kærlighed og omtanke, men pigerne havde vidt forskellige personligheder.
Mette kunne aldrig gå forbi en kat eller hund, der havde brug for hjælp. Hun tog dem med hjem alle sammen.
“Mette, hvorfor har du taget en beskidt killing med ind?” spurgte moren strengt.
“Mor, den har ondt i poten, den halter. Lad os beholde den, jeg skal nok passe på den,” bad datteren.
Mange børn gennemgår sådanne faser, men de vokser som regel fra det. Men ikke Mette.
Nogle mennesker har simpelthen et hjerte af guld, og Mette var én af dem. De fleste bliver mere kyniske med alderen eller mere selektive, men for Mette blev det en livsstil.
Som tiden gik, blev pigerne voksne, og snart var Mette færdig med skolen. Men lejligheden var altid fuld af katte, og der var kaos – ikke bare én kat, men flere. Hun badede dem i badeværelset, der ståede skåle med mad på køkkenbordet, og kattebakker i badeværelset og på toilettet. Kattene løb rundt og væltede ting, men Mette forsvarede dem altid.
“Mor, de ved ikke bedre, de er jo dyr.”
At diskutere med hende var nytteløst. Til sidst blev hun færdig med skolen og startede på dyrelægestudiet. Ingen i familien var overraskede – det var åbenbart hendes kald.
“Mette, du kommer aldrig til at finde en mand, hvis du har alle de katte. Hvem vil leve med lugten, maden, medicinen?” sagde moren, og Freja nikkede enig.
“Der må da være én derude, der ikke er så kold som jer,” svarede Mette.
Til sidst flyttede hun med sine dyr ind i sin bedstemors lejlighed. Bedstemoren var lige død og havde efterladt lejligheden til Mette – måske fordi hun vidste, at Mette havde brug for pladsen til dyrene.
“Mor, jeg er så glad for at have min egen lejlighed! To værelser – ét til kattene og ét til mig.”
“Mette, du ser ikke livet for alle de katte. Tiden går, og du kommer til at gå glip af alt,” sagde moren bekymret, for hun var bange for, at datteren aldrig ville møde den rette.
Årene gik, og Freja blev færdig med sin uddannelse. Pludselig annoncerede Mette, at hun ikke ville komme på besøg alene.
“Hvem har Mette nu taget med hjem?” sagde forældrene til hinanden. “Hun har sikkert fundet en kæmpe hund.”
Men da døren åbnede, stod Mette der sammen med en mand.
“Mød ham her – Mads,” sagde Mette. Moren begyndte straks at græde af glæde og hentydede dem indenfor.
Ved middagsbordet spurgte moren, hvor de havde mødt hinanden.
“Jeg var til en dyrelægekonference fra klinikken, og Mads var også der. Vi sad ved siden af hinanden, kom i snak, og det klikkede,” fortalte Mette glad, mens Mads nikkede.
Mads var en rar og seriøs fyr – og lige så vild med katte som Mette. De boede sammen i hendes lejlighed og drev en kattegenoptræning i det ene værelse.
Efter et stykke tid blev de gift – uden fest, for de havde ikke råd, da alle deres penge gik til dyrene. Deres kæmpe køleskab var mere fyldt med katte-medicin end mad.
“Skulle I ikke have fortalt os, at I blev gift? Vi kunne have lavet en lille fest,” sagde moren lidt såret.
Men da nogle af familiemedlemmerne hørte om det, samlede de penge sammen og gav dem til det unge par.
Tre år senere havde Mette stadig ingen planer om børn.
“Senere, mor. Lad os først få styr på kattene, så skal du nok få børnebørn,” lovede hun.
Men livet havde andre planer. Mads døde pludseligt af et hjertestop, mens han var på sit livs højdepunkt. Han havde følt sig træt i noget tid, men havde skyldt det på arbejdspresset – både på dyreklinikken og hjemme med alle dyrene.
Mette tog det hårdt. Forældrene og Freja prøvede at støtte hende. Freja begyndte at besøge hende ofte, for hun kunne se, at noget var galt. En dag kom hun og opdagede, at lejligheden var rodet, og kattebakkerne ikke var blevet tømt.
“Mette, hvad sker der? Det er ikke ligesom dig.”
“Jeg skal nok få det ordnet,” svarede Mette.
“Lad os gøre det sammen,” tilbød Freja, og de ryddede op.
Freja blev bekymret. Mette havde aldrig forsømt sine dyr før. Nu opdagede hun, at Mette også begyndte at hjælpe hjemløse.
“Jeg fodrer nogle af dem,” indrømmede Mette en dag.
Freja blev nervøs – man kendte jo ikke de mennesker. Men hun kunne ikke holde øje med sin søster hele tiden.
En dag opdagede Freja beskidt fodspor og en tung lugt i lejligheden. Til gengæld såg Mette gladere ud end før, hvilket moren var lettet over.
“Tak gud,” sagde hun. “Nogle mennesker kommer sig aldrig efter sådan et tab. Men Mette er stærk.”
Men så klagede en nabo over lugten og fortalte, at en hjemløs mand kom på besøg hos Mette. Freja konfronterede hende forsigtigt.
“Mette, der lugter grimt her, og naboen klager. Ikke kun af dyr…”
“Jeg passer på en hjemløs mand,” indrømmede Mette. “Han er en god sjæl – nogle svindlere tog hans lejlighed. Jeg giver ham Mads’ gamle tøj, og han bader her. Han er som en far for mig.”
“Mette, hvorfor tager du ham med hjem? Du kender ham ikke!”
“Hvad skulle han stjæle? Jeg ejer jo ingenting,” sagde Mette ligeglad.
“Nå, men fjernsynet kunne da godt være væk,” sagde Freja.
Men Mette tænkte anderledes. Da vinteren kom, inviterede hun manden ind ofte. Han passede endda kattene for hende.
Så forsvandt han pludseligt – sammen med køleskabet, fjernsynet, en kommode og nogle af Mads’ ting.
Mette spurgte naboen: “Så du, hvem der flyttede tingene?”
“Nej, men måske var det nogen, der solgte dem.”
Mette var bare glad for, at de penge, hun havde samlet ind til kattefoder, lå på klinikken.
Da Freja fandt ud af det, råbte hun: “Har du meldt det til politiet?”
“Nej. Kattene er i hvert frist sikre – de kunne have stjålet dem.”
“Mette, hvad snakker du om? Hvem skulle stjæle katte? De tog dine ting!”
“Du forstår mig ikke. Kun Mads forstod mig, og han
