Efter syv år, hvor jeg planlagde mit bryllup med manden i mit liv, stak han mig en kniv i ryggen!
Mit navn er Mette Lund, og jeg bor i Aarhus, hvor Århus Å slynger sig forbi gamle huse. Min historie virker måske simpel, men den river mit hjerte i stykker. Jeg skulle giftes med den mand, jeg troede var min skæbne, men han forrådte mig så grusomt, at jeg stadig ikke kan trække vejret uden smerte.
Jeg mødte Mads for syv år siden. Ikke en eneste skænderi, ikke en eneste dag uden varme og gensidig respekt. Vi var som to halvdele, der smeltede sammen til ét. Efter fire måneder flyttede jeg ind hos ham – vi ville være tætte, ikke miste et øjeblik sammen. Vi skabte tusindvis af minder, som jeg vil bære i mit hjerte til min sidste dag. Nogle gange legede vi som børn: lo, drillede hinanden eller gemte os for sjov. Andre gange elskede vi, som om i morgen ikke fandtes – lidenskabeligt, med hænder, der rystede, og øjne fulde af glædestårer.
Jeg har aldrig følt det samme med andre mænd. Mads var min klippe – stærk, øm, den, hvis arme jeg ville sove i hver nat. Den 8. august blev en dag, jeg aldrig glemmer. Han vækkede mig med morgenmad i sengen – varme rundstykker, duftende kaffe, hans smil. Bagefter elskede vi langsomt, som om tiden stod stille. Vi var på ferie, nød friheden og hinanden. En uge på Bornholm – hav, sol, magiske solnedgange. Alt var som i et eventyr.
Da han var i bad, bankede det på døren. En fremmed mand rakte mig en buket røde roser og en seddel: »Elsker dig. M.« Mit hjerte hamrede. Jeg takkede Mads for overraskelsen, kyssede ham, og vi gik ned til stranden. Men det var kun starten. Ved receptionen gav en anden mand mig endnu en rose. På vejen mod vandet gav seks mennesker mig hver en blomst. På stranden holdt jeg syv roser – én for hvert år sammen. Mads blinkede: »Ville overraske dig.« Vi tilbragte dagen ved vandet, og ved solnedgang gik vi ud i bølgerne og kyssede hinanden. Pludselig knælede han i vandet: »Mette, vil du være min kone?« Jeg gispede, tårer strømmede, knæ svigtede. »Ja!« råbte jeg, og verden dansede.
Alt gik sin gang til december. Før nytår tog han på forretningsrejse til København. Da han kom tilbage, var han en fremmed – kold, med døde øjne. I tre dage prøvede jeg at forstå, men han tav. Endelig brød han sammen og indrømmede det: han havde været sammen med en kollega. De drak, slap af, og »det skete bare.« Min verden kollapsede. Manden, der svor, jeg var hans univers, der holdt mig, som om jeg var den eneste, havde forrådt mig. En kniv i ryggen – det var, hvad det var. Jeg græd, han græd – men hans tårer betød intet.
Næste dag pakkede jeg og gik. Han bad mig blive, greb mine hænder, skreg, han elskede mig, det var en fejl. Men jeg kunne ikke – alt indeni var dødt. Jeg smækkede døren og forsvandt. Derefter kom opkald, lange samtaler, hans tårer og mine. Men smerten blev – forræderiet brændte som glohed jern. Jeg elsker ham stadig – så højt, at det gør ondt. Men når jeg husker, hvad han gjorde, kvæler tårerne mig, og kærlighed blander sig med had. Vi har set hinanden tre gange siden. Hver gang længes jeg efter at løbe til ham, men stopper mig selv. Det er som gift, jeg ikke kan sluge.
Jeg vil tilbage til ham – til dengang, han var min helt. Men jeg er bange for, han knuser mit hjerte igen. Såret blør, og jeg ved ikke, hvordan det heles. Jeg går gennem Aarhus’ gader, ser par hånd i hånd, og føler mig tom. Han var mit alt, nu er jeg alene med en kærlighed, der kvæler, og et forræderi, der ikke slipper. Hjælp mig – hvad gør jeg? Lader ham blive i fortiden eller giver ham en chance? Smerten er uudholdelig, og jeg drukner. Hvad gør jeg med denne kærlighed, der blev min pine?
