Den fortærende jalousi: er min kone mig tro? Eller mister jeg hende…
Mit navn er Aksel, og jeg henvender mig ikke bare til jer, men måske til dem, der selv har stået i denne mørke skov. Jeg søger ikke medlidenhed eller fordømmelse – jeg har bare brug for at få det ud. For jeg kan ikke tie længere. Jeg kan ikke bære det alene.
Min kone hedder Mette. Vi har været sammen i næsten seksten år. Gift i femten. Vi har to børn – en søn og en datter. Vi byggede vores hus i Nordsjælland, arbejder, opdrager børnene, tager af og til på ferie til Skagen – alt sammen helt almindeligt. På overfladen en lykkelig familie. Men jeg kan ikke sove om natten længere. For det, der kvæler mig… er jalousi.
Jeg elsker stadig Mette, som den dag vi blev gift. Måske mere. For nu ved jeg, hvordan hun er i hverdagen, i kaoset, i de hårde øjeblikke. Jeg har set hende træt, syg, lurvet, ulykkelig – og alligevel synes jeg, hun er den smukkeste kvinde i verden. Nogle gange, når hun skal på arbejde, stjæler jeg stadig blikke, mens hun vælger øreringe, glatter sin nederdel. Det giver mig gys at være hendes mand. Jeg bringer hende stadig kaffe om morgenen og efterlader små sedler på badeværelsespejlet.
Men netop denne kærlighed æder mig op indefra. For jeg er bange. Bange for at miste hende. Bange for, at hun en dag kommer hjem til en anden. Bange for, at en fremmed får hende til at grine, som hun engang grinede med mig.
Mine frygter kommer ikke fra ingenting. De næres af historierne, jeg hører på arbejdet hver dag. Mænd, der fniser i rygerummet, mens de fortæller om deres »piger« på forretningsrejser. Om, hvordan deres koner intet aner. Hvor let det er at skjule. En af dem sagde ligeud til mig: »Tror du virkelig, din også er tro? Sådan er de alle sammen nu…«
Efter sådanne samtaler begyndte jeg at lægge mærke til hver lille ting. Før kunne Mette gå rundt i joggingtøj hele dagen – nu bruger hun let makeup, selv til indkøb. Før kom hun hjem klokken seks – nu ringer hun og siger, hun bliver sent på grund af et »nyt projekt«. Før delte hun hver dag – nu svarer hun kun kort: »Det går fint.« Hun har altid elsket orden, men nu er der flere kjoler i hendes garderobe, der helt sikkert ikke er til arbejde. Ny parfume. Ny glød på kinderne. Eller forestiller jeg mig det?
Jeg fanger mig selv i at ville tjekke hendes telefon. Sætte GPS på hendes bil. Ringe til kontoret for at høre, om hun virkelig er der. Eller pludselig dukke op udenfor hendes arbejdsplads, som tilfældigt. Stå der og se, hvem hun spiser frokost med. Er det den samme mand hver gang? Er han for høflig? Men så fryser jeg – hvad hvis hun ser mig? Hvad hvis jeg tager fejl? Hvad hvis det bare er i mit hoved? Hvordan forklarer jeg min adfærd?
Alligevel æder tankerne mig. Hver aften venter jeg og lytter efter hendes skridt i opgangen. Hver forsinkelse er som et knivstik. Jeg tør ikke spørge hende direkte – hvad hvis hun svarer sandheden? Og hvis hun siger »nej« – vil jeg tro på det?
Jeg genkender mig selv ikke længere. Jeg var altid selvsikker. Aldrig spionerede jeg, aldrig skabte jeg scener. Men nu splittes jeg mellem kærlighed og paranoia. Jeg vil ikke ødelægge vores ægteskab med mistro. Men jeg kan heller ikke leve, som om intet er anderledes.
Jeg ved, jalousi er en sygdom. Men hvad gør man, når den bliver kronisk? Jeg vil virkelig ikke miste hende. Jeg vil vågne ved hendes side, leve sammen, blive gamle sammen. Jeg vil stole på hende. Men jeg ved ikke hvordan.
Hvis du læser dette – du, der også har følt jorden svigte under dig – sig mig: hvad skal jeg gøre? Bør jeg tale med hende åbent, risikere det værste? Eller tie og håbe, at stormen går over?
Jeg kan ikke mere. Jeg drukner i min jalousi. Og ved ikke, hvordan jeg kommer op til overfladen igen.
