Vi kørte sammen med min søster, da vi pludselig midt på vejen så en mand. Jeg trådte hårdt på bremsen, mens manden langsomt nærmede sig bilen. I hånden holdt han…
Vi var på vej til vores forældre, der bor et par timer væk. Jeg sad bag rattet, og min søster, Freja, sad ved siden af. Vi snakkede om weekendens planer, hørte danske sange på radioen – alt var som det plejede.
Men pludselig… lige midt på motorvejen stod en mand. Han var helt stille og helt alene.
Han så ud til at være omkring treogtredive. Han bevægede sig ikke, bare stod med ryggen til os, som om han ventede på noget. Jeg bremsede hårdt op for at undgå at ramme ham. Vi stirrede begge forvirrede på ham.
Manden vendte sig langsomt om. Han kiggede direkte på os… og smilede. Men det var ikke et venligt smil. Der var noget uhyggeligt, næsten truende over det.
Instinktivt låste jeg dørene og greb min telefon, klar til at ringe til politiet hvis nødvendigt. Han begyndte at gå mod bilen, uden at tage blikket fra os, stadig med det mærkelige smil. Vi sad lammet af skræk – ingen andre i sigte, en øde vej, kun os og ham.
Så hviskede Freja med rystende stemme:
“Se… i hans hånd…”
Jeg kiggede ned – og mit blod frøs. I hånden holdt han… en kvindetaske.
Han stoppede ved mit vindue og gjorde tegn til, at jeg skulle rulle det ned. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
“Hvad vil du?” Min stemme røbede min frygt.
“Jeg fandt denne taske,” sagde han roligt. “Er den jeres?”
“Er han ved at lave sjov?” hvæsede Freja. “Hvad mener han med, om den er vores?”
“Nej,” svarede jeg kort og trådte hårdt på speederen. Vi skød afsted uden at se os tilbage.
Kære piger, vær forsigtige.
Jeg tør knap tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde rullet vinduet ned. Eller hvis vi ikke var kørt. Måske ville nogen have tænkt: “Måske er det virkelig hendes taske?”
Eller følt sig for flove til at køre videre. Men man skal ikke være flov. Man skal ikke finde undskyldninger for andres mærkelige adfærd.
Selv hvis han virkelig bare ville returnere tasken – hvorfor stå midt på motorvejen? Hvordan vidste han, hvem der sad i bilen? Hvorfor kiggede han netop på os?
For mange spørgsmål.
Og jeg tør knap tænke på svarene. Vi lever desværre i en farlig verden.
