En Fremmed Hemmelighed
Agnete havde på det seneste følt, at det aldrig rigtig ville blive til noget med Nikolaj. De havde været sammen i næsten to år, arbejdede endda på samme kontor, men han havde ikke engang overvejet at fri til hende. Hver gang hun prøvede at bringe emnet op, undgik han det med en elegance, der næsten var imponerende. Han var glat som en ål – ingen bindinger, ingen løfter, bare en sorgløs tilværelse, hvor han drev med strømmen.
“Han har aldrig engang givet mig en ordentlig gave,” tænkte hun pludselig. “Til fødselsdagen var det altid tre roser, og så var den ged barberet.”
“Jeg køber en rigtig gave senere, skat, jeg har simpelthen ikke haft tid,” plejede Nikolaj at sige, mens han rakte hende de samme tre roser.
“Selvfølgelig venter jeg,” svarede Agnete med et tvunget smil. Men senere “glemte” han altid – eller lod som om han gjorde.
Hvorfor tænkte hun på det nu? Fordi hendes kollega og veninde Lise lige havde nævnt, som i forbifarten:
“Agnete, din Nikolaj var i cafeen forleden og hyggede sig ret vildt med en blondine. De kørte afsted i hans bil, arm i arm… Det behøver man ikke være genial for at regne ud. Jeg og min Kristoffer var der for at fejre hans forfremmelse.”
Agnete sank sammen, og Lise, der så hendes reaktion, tilføjede:
“Undskyld, men jeg kunne ikke holde mund. Og det er ikke første gang…”
“Lise, hvad mere ved du?” spurgte Agnete. “Sig det nu bare.”
Lise havde set Nikolaj skifte kvinder som handsker, men havde holdt mund for Agnetes skyld. Denne gang var det dog for åbenlyst, så nu kom sandheden frem.
“Nikolaj, hvem var den blondine, du var i cafeen med?” spurgte Agnete, da han kom forbi om aftenen.
“Hvornår? Hvilken café?” Han lod overrasket. “Hvem har bildt dig det ind?”
“Den ved havnen. Med blondinen,” svarede hun og iagttog ham. Han så lidt forvirret ud, men kom hurtigt til hægterne igen.
“Du må ikke tro på alt, der bliver sagt. Nogen prøver bare at splitte os.”
“Der er ikke noget at splitte, Nikolaj. Det er slut. Hav en god tur.” Hun åbnede døren på vid gab og pegede mod udgangen.
“Har du virkelig ikke elsket mig?” Han lød chokeret – ikke af sorg, men af stødt stolthed. Hvordan kunne hun dumpe *ham*?
Og så var det slut. Agnete følte sig ikke engang ked af det. Nikolaj var tydeligvis ikke manden til et roligt, lykkeligt liv sammen – og hun var femogtyve. Det var på tide at tage fremtiden alvorligt.
I weekenden ringede hendes mor.
“Skatter, kom forbi i morgen. Jeg har noget vigtigt at fortælle. Kan du slippe fra arbejde?”
“Hej mor,” sagde Agnete og gav hende et knus, da hun ankom.
“Jeg har modtaget et brev. Din bedstemor Gerda har efterladt mig sit hus. Din onkel har afstået sin arv – han har allerede en succesforretning. Men jeg gider ikke flytte til kysten; du ved jo, jeg ikke kan klare varmen. Så det bliver dit ansvar, og vi laver en gaveoverdragelse til dig.”
“Mor, *joker* du? Jeg har altid elsket det hus!”
Efter papirarbejdet tog Agnete på ferie som den nye ejer af et stort hus med havudsigt.
“Jeg skal nok finde ud af det med arbejdet. Måske hjemmearbejde?”
Lise var målløs.
“Har du virkelig fået et hus ved kysten? Må jeg og Kristoffer besøge dig? Vi skal giftes!” sagde hun og tilføjede spidst: “Nikolaj kommer til at *brænde* af misundelse.”
“Selvfølgelig kan I det. Huset trænger til en ordentlig omgang rengøring.”
Nikolaj ringede dagen efter.
“Hej skat! Sig mig, har du *virkelig* fået et hus ved havet? Hvad med os? Skal vi ikke prøve igen?”
Agnete grinede.
“Nikolaj, mit nye liv har ikke plads til dig. Farvel.” Hun blokerede ham.
Huset modtog hende med overgroede buske og støvede vinduer. Da hun endelig fik åbnet døren, var der stille og tomt. Hun husker alle sine somre her.
“Hej hus. Nu bliver vi roommates.”
Efter fire dages rengøring, selv i haven, sad hun på verandaen med en kop jasminte og så solen gå ned over vandet.
“Godaften,” lød en velkendt stemme ved gården.
“Mikkel!” smilede hun. “Kom indenfor!”
De drak te og mindedes, hvordan han engang reddede hende fra en stor bølge.
Mikkel var stadig den samme stille, lidt genert type. Han havde levet isoleret som barn, holdt indendørs af sin bedstemor, der påstod, han var syg. Først som teenager opdagede han verden.
Nu var han kardiolog, og da han en dag kom med et kæmpe rosenbuket og faldt på knæ med en diamantring, sagde Agnete ja uden at tøve.
Og så levede de lykkeligt i det gamle hus ved havet.
