Ventede på sin lykke
“Lise, hvad er det der?” spurgte Anne, hendes kollega, da hun fik øje på det store blå mærke på Lises håndled, som hun ellers prøvede at skjule.
“Åh, det? Jeg rendte ind i dørkarmen i mørket. Jeg tændte ikke lyset, og så skete det,” svarede Lise med alvor i stemmen.
“Nå, nå,” tænkte Anne, “jeg blander mig ikke i andres sager.”
Få uger senere kom Lise ind på arbejde med et blåt øje.
“Skal vi også tro, at du rendte ind i en dørkarm igen?” spurgte Anne og så hende ind i øjnene.
“Hun lyver,” sagde Mette, Lises nabo gennem væggen. “Det er Mads, der banker hende. Jeg hører ham råbe over hele huset. Huset er jo kun to lejligheder, så man hører alt. Hvorfor gemmer du det, Lise? Den Mads burde få en lærestreg, og du siger ingenting.”
Kvinderne samledes i en klynge:
“Det er sandt, Lise. Skil dig, gå din vej. Han kunne slå dig ihjel. Børnene ser det hele. Og tro os, vi har også lagt mærke til det.”
Lise brast i gråd. Nogen gav hende vand, en anden holdt om hende. De beroligede hende og trøstede hende.
Lise og Mads var flyttet til byen fra en lille landsby. Hvorfor, vidste ingen. Mads – høj og mager, med et mørkt blik under de tætte bryn. Han talte ikke ret meget med folk, heller ikke på arbejde.
Lise var det modsatte. Ikke særlig høj, rund i ansigtet, smilende og snaksagelig. Hun blev hurtigt en del af det nye arbejdsmiljø. De havde to børn: Freja og Magnus.
Nyheder spredtes hurtigt i byen, og snart vidste Mads’ chef, som også var Annes mand, at han slog sin kone. Alle vidste, at han drak hver aften efter arbejde. Han sendte Lise efter flere øl, hvis han ikke selv gad. Hvad kunne hun gøre?
Engang sagde chefen til ham:
“Mads, jeg ved godt, du vil sige, det ikke er min sag, men du skal ikke slå din kone. At banke en svag, forsvarsløs kvinde – det er det laveste. Mangler du et sted at bruge din styrke? Gå ned til Svend, vores smed, og prøv kræfter med ham. Han folder dig sammen som en avis.”
Mads mumlede noget for sig selv og gik.
Til sidst fortalte Lise kvinderne om sit liv.
“Han skal have sin øl hver dag. Han er ligeglad med, om der er penge. Hvis jeg nægter at gå i butikken… Han finder på enhver undskyldning for at skændes og slå.”
“Så forlad ham, Lise. Hvorfor finde dig i det?”
“Åh, det er nemt at sige. Men han har sagt, han ikke vil lade mig beholde Magnus. Han kan ikke lide Freja, men han har vendt sønnen mod mig og lært ham at slå sin søster. Når jeg forsvarer hende, lærer han også Magnus at slå mig. Sådan lever vi. Jeg har ingen udvej.”
“Der er altid en udvej, Lise,” sagde Anne.
“Jeg kan bare ikke finde den,” sukkede Lise. “Vi flyttede hertil for at komme væk. Jeg troede, han måske ville ændre sig. Men nej. I landsbyen kendte alle os – nogle syntes synd i mig, andre grinede. Og Mads insisterede på, vi skulle væk fra min mor. Hun skældte ham altid ud, når hun så mine mærker. De truede hinanden, så vi flyttede. Jeg håbede, han måske ville skamme sig et nyt sted… Men intet kan ændre ham. Kun graven.”
De boede i byen i to år, før de vendte tilbage til landsbyen. Mads kunne ikke lide det. Ingen hørte mere om dem.
Fem år senere mødte Mette Lise på torvet i København og genkendte hende ikke. Lise kaldte på hende:
“Mette, kender du mig ikke?”
Mette drejede hovedet og stirrede.
“Lise! Er det virkelig dig? Du har forandret dig – du ser så godt ud! Hvad er der sket?”
Lise så helt anderledes ud. Kort frisure, pænt tøj, lyse bukser, en hvid T-shirt.
“Lise, det ser ud til, livet er blevet bedre? Er du kommet væk fra din tyrann?”
“Har du travlt, Mette?”
“Nej, min bus går først om halvanden time. Vi kan snakke – det er så længe siden. Hvordan har børnene det?”
“De har det godt. Freja får topkarakterer, og Magnus er også flink og lydig.”
“Og hvor er Mads nu?”
“Åh, ham er der ikke mere.”
“Godt gjort, at du skiltes,” sagde Mette.
Lise rystede på hovedet og sagde bedrøvet:
“Jeg skiltes ikke. Min mor slog ham ihjel. Hun kommer snart ud af fængslet.”
“Hvad?” Mette hoppede næsten.
“Ja, han slog mig igen, men denne gang var min mor der. Hun greb den første ting, hun kunne finde – en hammer. Jeg havde lige banket et søm i væggen, og så kom Mads ind og gav mig en lussing, fordi jeg forstyrrede ham. Min mor råbte, han skulle holde op, men han ignorerede hende. Så tog hun hammeren og ramte ham ved tindingen. Hun ville det ikke, men det skete.”
“Åh, hvor frygteligt,” sagde Mette og rystede på hovedet. “Men jeg føler ikke med ham. Kun din mor, som må lide for det.”
Lise nikkede tavst.
“Nå, men som man siger – alt hvad der sker, sker af en grund. Du stråler jo, Lise. Livet må være blevet bedre.”
“Ja, Mette. Jeg er gift igen – for to år siden. Andreas og jeg har det godt. Vi elskede hinanden i skoletiden, men Mads kom imellem os. Jeg havde ikke noget valg dengang.”
“Hvordan det? Kunne du ikke se, hvad Mads var for en? Sådan nogle typer spotter man jo med det samme.”
“Jo, jeg kendte ham godt. Han var altid en bølle. Andreas boede i byen dengang og kom kun hjem i weekenderne. En a
