Der hvor man er født, der er man bedst stillet
Næsten et år var gået, siden Alvilda vendte hjem til sin landsby fra København efter skilsmissen fra sin mand. På vej hjem tænkte hun:
“Nu begynder spørgsmålene og rygterne. Hvordan, hvorfor, og hvor er din mand?”
Og sådan gik det. Hver gang hun mødte en bekendt, var det første spørgsmål altid, hvorfor hun var vendt hjem for godt, og derefter kom spørgsmålene om Aksel.
Efter gymnasiet tog Alvilda og Aksel til København – hun til medicinstudiet, han til ingeniørskolen. Begge kom ind, og der var stor glæde.
Hun havde været sammen med Aksel siden 10. klasse. Folk sagde altid om dem:
“De er så smukke sammen, som skabt for hinanden.”
De forstod hinanden uden ord. I skolen vidste alle, at deres følelser var dybe. Selvom de studerede på forskellige steder, holdt deres forhold, og i slutningen af deres uddannelse blev de gift. De lejede en lejlighed, Aksel arbejdede ved siden af studiet – penge skulle der jo være.
Tre år efter endt uddannelse besluttede Alvilda sig for at få et barn.
“Aksel, jeg synes, det er på tide, vi bliver forældre. Vi har begge job, står på egne ben, lønnen er god.”
“Det er for tidligt. Vi har ingen egen lejlighed – skal vi flytte rundt med et barn?”
“Men en lejlighed i København koster en formue. Det tager ti år at spare op, og så er det for sent at få børn,” insisterede Alvilda.
“Jeg sagde nej. Vi har ikke brug for et barn. Og helt ærligt, jeg kan ikke fordrage børn. Jeg hader deres skrig og larm,” svarede manden hårdt.
“Vil du sige, vi aldrig skal have børn?” spurgte hun forbløffet.
“Netop det.”
Alvilda var rystet. Det gik ikke op for hende:
“Hvordan kan det være? Hvad er en familie uden børn? Aksel kommer selv fra en stor familie – fire søskende!” tænkte hun hele aftenen.
Fra den dag lå en sort kat mellem dem. Alvilda var uenig, men Aksel holdt fast. Fem år inde i ægteskabet kom den endelige samtale.
“Alvilda, jeg har sagt, jeg ikke kan lide børn,” sagde han irriteret. “Hvis du vil have et, må du opdrage det alene. Forstået?”
Hun forstod ikke, hvornår Aksel var blevet sådan. Han plejede at være rolig og venlig, men nu var han ondskabsfuld. Alvilda forstod – kærligheden var forbi.
“Jeg forstår,” svarede hun roligt. “Og jeg forstår også, at vi ikke længere hører sammen.”
“Endelig!” svarede han hånligt.
Næste dag sagde Alvilda op og tog hjem til sine forældre. Der var mange spørgsmål, men hun indgav skilsmisse og blev en fri kvinde igen – nu børnelæge i landsbyens klinik. Hun vænnede sig hurtigt, for hun var hjemme. Alt var kendt og kært, og folk var langt mere jordnære.
Men Freja, en gammel klassekammerat, spottede hende ved et møde:
“Kunne du ikke klare dig i hovedstaden? Aksel kunne ikke holde på dig. Jeg vidste det! Jeg ville have været lykkelig med ham – det var dig, han elskede i skolen. Du stjal ham fra mig. Og nu har vi begge mistet…” Alvilda svarede ikke og gik videre.
Hun boede nu i forældrenes hus. De havde bygget en etage ovenpå, så der var plads nok. Alvildas værelse havde udsigt til åen.
“Sikke et syn,” sagde hun hver morgen ved vinduet. “Hvad mere skal man ønske? I byen var der kun smog og højhuse.”
“Datter, morgenmaden er klar!” råbte moderen.
Alvilda nød livet hos forældrene. Moderen sørgede for dem alle, og de takkede hende hver dag. Faren havde en lille forretning, så moderen kunne blive hjemme – det var hans beslutning, og hun var tilfreds.
Efter morgenmaden fortalte Alvilda, at hun blev sent på arbejde.
“Hvor skal du hen?” spurgte faren mistænksomt.
“Jens-Erik har inviteret mig på restaurant.”
“Ham den lokale politikker? Tre gange skilt, arbejder knap nok – er det din type?” rynkede faren panden. “Jeg bryder mig ikke om det.”
“Far, jeg er ikke et barn. Jeg ved, hvad jeg laver. Jeg har lovet, og jeg holder mit ord. Hvad er der i vejen med at snakke med ham?”
“Nå, men du er advaret,” sagde faren, og moderen nikkede bifaldende.
Efter arbejde stod Jens-Erik udenfor klinikken med en kæmpe buket. Han skyndte sig frem, trods sin korpulente figur.
“Hej, Alvilda! Jeg har glædet mig sådan til dette.” Han åbnede døren til sin bil og hjalp hende ind.
“En ægte gentleman,” tænkte hun ironisk.
De spiste ikke længe, før han foreslog at køre hjem til ham. Han ville gerne vise sit hus frem – de havde aftalt det tidligere.
Hun beundrede interiøret. Hun havde forventet dårlig smag, men alt var elegant og harmonisk. Marmorgulve, store lysekroner, stilfuldt møblement.
“Smukt og smagfuldt,” sagde hun.
“Jeg hyrede en københavnsk designer,” sagde han, mens han hjalp hende af med frakken. “Det tog et halvt år at planlægge og over et år at udføre.”
De gik ind i en stor stue med pejs. Alvilda kiggede på de store malerier i forgyldte rammer.
“Sådan lever vores politikere altså,” tænkte hun. “Men han har sikkert også forretninger. Der er brugt så mange penge her…”
“De har god smag,” sagde hun højt.
“Jeg forstår ikke moderne kunst,” sagde Jens-Erik. “Før i tiden skabte kunstnerne skønhed. Nu smører de noget på et lærred og lader os gætte, hvad det betyder.”
Han dækkede bord ved pejsen. Vin, druer, dyr ost og oliven pyntede arrangementet.
“Fortæl mig om dit liv,” sagde han.
“Hvad skal jeg fortælle? Jeg arbejdede på et hospital i København, behandlede børn. Så skiltes Aksel og jeg – han ville ikke have børn, og jeg ville. Så nu er jeg her. Min far sagde, jeg var klog at vende hjem – der er et ordsprog: ‘Der hvor man er født, der er man bedst stillet.’ Nu tror jeg også på det. Er De også skilt?”
“Flere gange. Folk blander sig for meget – de har sikkert allerede fortalt Dem om mig?”
“Er det ikke sandt?” spurgte hun spøgefuldt.
“Ingen røg uden ild. Men jeg har været gift tre gange. De to første fik ingenting – jeg var selv fattig. Den tredje var heldig. Hun er halvt så gammel som mig, og hun f
