**Dagbog**
”Måske skulle vi afleverer en af dem til et børnehjem,” sagde min mand, da han kom til fødselsafdelingen.
Signe var aldrig den type, der nåede efter stjernerne. Hun var vokset op i en lille landsby, i en enkel bondefamilie, hvor et ekstra stykke smør på brødet var en fest. Om morgenen – høns, om dagen – haven, om aftenen – at hjælpe moren. Hun blev en ydmyg, uforlanger, men venlig og arbejdsom pige.
Lokale drenge faldt for hende i teenageårene – den ene finere end den anden. Men Signes hjerte forblev stille. Indtil en sommer, hvor Mads kom til byen – solid, selvsikker, ti år ældre. Rygtet sagde, han ejede flere grønthandler i København. Rigtig på landsbyens måde. Kvinderne sværmede om ham som fluer om honning. Men han så pludselig Signe.
”Du er ikke som de andre,” sagde han en aften, da de gik langs åen. ”Det er fredeligt med dig.”
Hun følte sig forlegen. Troede det ikke rigtig. Men et par måneder senere friede han.
Brylluppet var enkelt, i den lokale forsamlingshus. Signe behøvede ikke pragt – bare hans nærvær, bare hans kærlighed. Hun gjorde sit bedste som hustru: lavede mad, vaskede, stryede hans skjorter. Om morgenen – til markedet for friske grøntsager, om aftenen – en varm middag. Mads syntes tilfreds. Men… kold. Reserveret. Undgik hendes blik. Holdt ikke hendes hånd. Og selv ”jeg elsker dig” – kom ikke over hans læber.
Signe prøvede at ignorere det. ”Mænd er bare anderledes,” overtalte hun sig selv. Hun troede, han ville åbne sig med tiden. Da han en aften sagde, de burde tænke på børn, hamrede hendes hjerte. Der var det! Han ville have en familie. En rigtig en.
For første gang følte Signe sig virkelig lykkelig.
Livet flød roligt. Signe klagede ikke: huset var i orden, manden havde arbejde, penge var der nok af. Hun drømte om at stege pandekager til en søn om morgenen og læse eventyr for en datter om aftenen. Mads talte mere om ”børn” – i flertal – og Signe håbede stille, det snart ville ske.
Og det gjorde det.
Da to striber på testen lyste op, græd Signe – højt, af ren lykke. De ville blive en familie. En hel.
Mads reaktion var kølig:
”Okay. Så må vi forberede os.”
Signe smilede gennem skuffelsen. ”Mænd kan bare ikke vise følelser,” beroligede hun sig selv. Det vigtigste – han var ikke imod det. Det vigtigste – han gik ikke.
Hun startede på vitaminer, gik ture. Alt gik fint. Indtil ultralydsscanningen vendte hendes verden på hovedet.
”I får trillinger,” sagde lægen næsten hverdagsagtigt. ”To drenge og en pige.”
Signe var lammet. Trillinger. Ikke en, ikke to – tre. Tre hjerter i hende.
Hun forlod lokalet i chok. Satte sig på en bænk udenfor, lagde hånden på maven og hviskede:
”Er I… alvor?”
På den ene side – lykke. Ufattelig, skrøbelig, eventyragtig. På den anden – frygt. Ikke for sig selv. For Mads.
Hun forestillede sig hans rynkede pande, hans ord:
”Tre? Er du sindssyg? Hvor skal vi få råd?”
Hun kendte ham. Hans forsigtige, beregnende side. Den Mads, der aldrig brugte en krone for meget
