Skæbnen udslettede skylden
Mette kom hjem en fredag aften efter en lang uge på universitetet. Hun havde besluttet at tage hjem til sine forældre straks efter forelæsningerne for at fortælle dem de gode nyheder. Faderen var ikke hjemme, men da hun så sin mor i køkkenet, skyndte Mette sig at fortælle det med glitrende øjne af glæde:
“Mor, hej, jeg er forelsket, og denne gang er det alvorligt,” sagde hun og kastede sig om halsen på sin mor. “Mor, hører du ikke? Jeg elsker ham!”
Hanne krammede sin datter og svarede skeptisk:
“Hej, min skat, jeg hører dig godt, og jeg forstår, at du er forelsket igen.”
“Hvorfor er du så rolig?” spurgte Mette og så forvirret ud.
“Fordi jeg også var forelsket tit i din alder,” sagde moren, mens hun dækkede bordet til aftensmaden. “Der vil komme mange flere forelskelser. Men lige nu skal du tænke på din uddannelse. Det er kun dit første år.”
“Mor, det handler ikke om studierne, det er klart. Det handler om min kæreste, Frederik. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og vi skal giftes. Han har allerede friet til mig, derfor skyndte jeg mig hjem for at fortælle jer det.”
“Hvem er det, der vil giftes?” spurgte Lars, Mettes far, da han trådte ind i køkkenet. Han smilede til sin datter. “Er du forelsket igen? Og er det alvorligt denne gang?”
“Hej, far, ja! Denne gang er det alvorligt, men mor tror ikke på mig… Frederik er også taget hjem for at fortælle sine forældre om vores bryllup. Derefter kommer han her for at bede om jeres velsignelse,” sagde Mette, uden at smile længere.
Hanne så bekymret på sin datter og udvekslede et blik med sin mand. De havde aldrig hørt Mette tale sådan før. Ja, hun havde altid haft kærester og fortalt om sine forelskelser, men det varede aldrig længe. Men at nogen skulle komme for at bede om samtykke til et bryllup – det var nyt for dem.
Efter at have sat tallerkenerne frem og lagt gaflerne på bordet, satte Hanne sig ned.
“Hvem er denne Frederik?”
“Han er virkelig god, lidt ældre end mig, men vi har det sjovt sammen. Han arbejder med at transportere varer. Han kørte mig engang til universitetet, da jeg var ved at komme for sent til en forelæsning. Vi begyndte at ses, og han sagde, at så snart jeg fyldte atten, ville vi giftes. Og jeg fylder atten om to uger – har I glemt det?” sagde Mette begejstret.
“Mette, rolig nu. Den Frederik har forhekset dig med alt det der om ægteskab. Der vil komme mange flere i dit liv,” sagde moren træt.
“Skatter, det er for tidligt at tænke på ægteskab,” sagde Lars og støttede sin kone. “Du skal færdiggøre din uddannelse først. Og er du sikker på, at han er den rette? Han kan love dig gulde bjerge, men…”
Mette så skuffet på sine forældre, pillede ved maden uden appetit og mumlede:
“Sådan er I altså. Jeg kommer hjem med glæde, og I tror mig ikke eller vil ikke.”
Hun rejste sig fra bordet og gik ind på sit værelse, smækkende døren bag sig.
“Det går nok over. Hun er ung og impulsiv,” sagde Hanne. “Vi var også sådan engang. Hun falder til ro i morgen.”
Næste morgen, da Hanne gik ind på Mettes værelse, var der ingen der. Skabet stod åbent, og nogle ting lå spredt på gulvet. Hun åbnede kommoden – Mettes papirer var væk, og det meste af pengene også.
“Lars!” råbte hun forskrækket. “Mette er løbet hjemmefra og har taget pengene med – ikke alle, men nok.”
Hanne vaklede og faldt om på sofaen. Lars ringede straks efter en ambulance. Han var bange for sin kone, hendes hjerte havde spillet hende et puds før. Ambulancen kom og tog hende med til hospitalet, Lars fulgte med. Det viste sig at være et hjerteanfald, men hun kom sig.
Da Hanne var blevet bedre, blev hun udskrevet. De ringede til Mettes telefon, men den var slukket.
“Har hun virkelig skiftet SIM-kort?” sagde moren og så på Lars. “Denne gang må det være alvor.”
Tiden gik, men Mette dukkede ikke op. Hun ringede ikke, og forældrene blev mere og mere bekymrede.
“Lars, vi må tage til universitetet. Der er gået tre måneder, og hun svarer ikke. Er hun virkelig så vred? Du må tage derhen, jeg venter her. Du taler bedre roligt med hende, jeg bliver bare nervøs,” sagde Hanne.
Lars kom hjem næste dag efter middag. Han så træt og nedtrykt ud.
“Hvad skete der?” spurgte Hanne utålmodigt, så snart han trådte ind ad døren.
“Ingen ting, Hanne. Hun er ikke på universitetet. Hun har droppet ud og forladt byen. Pigerne på hendes gang sagde, at hun var taget til Frederik, men de vidste ikke hvor. Hun fortalte dem bevidst ikke noget, for at de ikke skulle afsløre det for os. Hun sagde, hun var dybt såret på os og ikke ville have, at vi skulle lede efter hende.”
Hanne greb sig om hjertet igen, Lars skyndte sig at hente hendes medicin.
“Det skal nok gå, Hanne. Hun dukker op engang. Men denne gang er det alvor… Hvorfor skulle hun dog droppe ud?” sagde faderen.
Lars var bange for sin kone. Hun græd konstant, for Mette var deres eneste barn. De håbede begge, at hendes vrede ville ebbe ud, og at hun ville komme tilbage. Men tiden gik, og Mette forblev væk.
“Hun finder hjem en dag,” sagde moren. “Hun ringer helt sikkert.” Lars nikkede, men i sit hjerte troede han ikke på det.
To år gik. Mette kom ikke tilbage. Men en dag ringede telefonen.
“Er De Anna Hanne Larsen?” spurgte en mandestemme. “Det er fra politiet.”
“Ja, det er mig,” hviskede hun.
“Jeg beklager,” sagde stemmen. “Bussen, som Deres datter var om bord i, styrtede fra en bro ned i en flod. Ingen overlevede. Vandet var dybt. Men hendes pas blev fundet.”
Sådan fandt forældrene ud af, hvor deres datter havde boet de sidste år – i en helt anden by, langt væk. Hanne blev indlagt igen efter datterens begravelse.
I dag ville hun have fyldt fireogtyve.
Hanne holdt et billede af Mette i hånden – fra hendes sidste skoledag, da hun var sytten. Hun smilede… Seks år var gået siden datterens død, men smerten sad stadig i Hannes hjerte. Den mindede hende om tabet og fik hendes hjerte til at hamre. Det var på tide at acceptere det. Men i dag ville Mette have fyldt fireogtyve.
“Hanne, lad
