Min nabo Agnete er en rigtig heks. Selv hendes egne børn har vendt sig mod hende!
Kære læser, jeg skriver med dirrende hænder og en bitterhed, der har bygget sig op i lang tid. Jeg har tøvet med at dele denne historie, for den minder mere om en psykologisk thriller end virkeligheden. Men efter denne morges begivenheder kan jeg ikke tie længere. Jeg må få det ud.
Jeg bor i en forstad til Aarhus, i en gammel ni-etagers bygning, hvor man kender alle på fornavn. Da min mand og jeg flyttede ind for femten år siden, advarede naboerne mig straks: “Hold dig fra Agnete.” Jeg lo dengang – tænkte, det måtte være sladder, en misforståelse. Jeg er af natur tillidsfuld og prøver altid at se det bedste i mennesker. Så… jeg forsøgte at nærme mig hende.
Først virkede Agnete som en almindelig ensom pensionist – omkring halvfjerds, velplejet, med pænt grå hår og et udtryk som hugget i granit. Jeg bragte hjemmelavede kager, inviterede hende på kaffe, lyttede til hendes evindelige klager over “de næsvise naboer” og “de utaknemmelige børn”.
Men langsomt gik det op for mig – bag facaden gemte sig en kvinde, der bogstaveligt talt lever af ondskab og splid.
Agnete nøjedes ikke med at sprede rygter – hun nød at se folk skændes. Først troede jeg, jeg overreagerede. Men da hun satte beboerne på fjerde og femte i totterne på hinanden over… en cykelplads i kælderen, forstod jeg: det var ingen tilfældighed, det var hendes livsstil.
Hun elskede og respekterede ingen. Ikke engang sine børn. Sønnen flyttede til Sverige for tyve år siden og har ikke vist sit ansigt siden. Datteren bor kun to gader væk, men ser ud til at have forbandet sin mor – hun kommer ikke engang på fødselsdage. Naberne hvisker, at Agnetes mand, Svend, døde af et hjerteanfald i køkkenet efter endnu en af hendes skænderier. Han var kun tooghalvtreds.
Hverken mandens død eller ensomheden fik hende til at reflektere. Tværtimod – hun blev endnu mere ondskabsfuld. Hun skreg på børnene, indtil de flygtede hjemmefra så snart de kunne. Tilbage stod hun alene, med kun had og misundelse til selskab.
Og så til i morges. Flere af os i opgangen har i over et år taget os af en herreløs kat, Felix. Den rare, kastrerede, velplejede kat var hele gårdspladsens kæledægge. Vi havde lavet en hyggelig krog til ham ved indgangen, med en lille hytte og varme tæpper. Han generede ingen – tværtimod, han bragte glæde til alle. Alle undtagen Agnete, selvfølgelig.
I morges gik jeg ud for at fodre Felix. Og hvad ser jeg? Agnete går hen til skraldespandene med hans ting – hans varme tæppe, skål og yndlingslegetøj. Jeg råbte:
“Hvad laver du? Hvorfor smider du det ud?”
Hun vendte sig, sammenbidt, og hvæsede:
“Jeg vil ikke have den loppede landstryger foran min dør. I andre kedelige kærlinger kan underholde jer. Jeg vil bare have fred!”
Mit blod kogte. Hvis jeg ikke havde været opdraget ordentligt og respekterede hendes alder, havde jeg sandelig ikke kunnet styre mig! Jeg ville have rystet hende: “Forstår du overhovedet, hvor ondskabsfuld du er? Ved du, hvorfor alle har forladt dig?”
Men i stedet samlede jeg bare tingene op og gik. Felix sad der desværre, klemt op ad muren, og jamrede ynkeligt.
Jeg skriver dette for at sige – ikke alle mennesker vil have hjælp. Ikke alle søger lyset. Nogle skaber selv mørket omkring sig og lever i det, som om det var et trygt hjem. Engang havde jeg ondt af dem, troede, man kunne ændre dem. Nu ved jeg bedre.
Agnete har fortjent sin tomme lejlighed, sin kolde kaffe på køkkenbordet, stilheden i julen og de uindrettede vinduer. Hun har fortjent det med sine handlinger, sit had, sin giftige væsen.
Man kan ikke redde dem, der vil drukne. Man kan ikke give varme til dem, der ser det som en trussel. Og godhed må aldrig være blind.
Det var historien. Enkel, men bitter. Må den være en påmindelse til os alle – hold fast i lyset. Lad være med at blive som dem, der brænder alle broer og nu klynger sig til ensomheden som til et varmt tæppe.
