Livet Vendt på Hovedet
Gregers kom hjem i de tidlige morgentimer. Mette havde ikke lagt sig den nat. Hun sad ved køkkenvinduet og så, hvordan natten langsomt trak sig tilbage over markerne, mens tågedotter drev væk i alle retninger. Hvor var deres kærlighed blevet af? Hvorfor var alt gået galt?
“Vi var så forelskede engang,” tænkte hun bittert. “Vi gik lange ture udenfor landsbyen, løb gennem kornmarkerne og plukkede margueritter. Efter skolen arbejdede vi sammen på gården. Gregers tænkte aldrig på penge eller drømte om at rejse væk. Hvad skete der?”
Allerede aftenen før havde hun besluttet sig for at forlade ham. Svigermor gik tidligt i seng.
“Hvordan skal jeg dog fortælle hende, at jeg skal væk?” tænkte Mette. “Hun har altid været så god ved mig, kaldte mig sin datter. Men hvor skal jeg tage hen?”
Beslutningen var taget. Gregers’ gambling havde ødelagt alt. Først anede hun ikke, hvorfor han var blevet så anderledes – sur, aggressiv, altid rasende over ingenting. Han forlangte penge, skældte hende ud, tog til nærmeste by hver weekend under påskud af arbejde.
“Hvad laver du derude hele tiden?” spurgte hun mistænksomt.
“Arbejde, selvfølgelig,” knurrede han.
Sandheden kom frem en lørdag på markedet. De havde solgt mælk, smør og et par kaniner. Gregers greb pengene. “Jeg skal have en ny bilbatteri. Giv mig det meste.”
Mette gav ham pengene, men da hun selv gik forbi en butik, så hun ham pludselig forsvinde ind i en bygning med et skilt: *Spillehal*. Hendes hjerte standsede. Nu forstod hun alt.
“Så det er det, du bruger vores penge på?” råbte hun, da han kom ud. “Jeg forlader dig, hvis du ikke stopper. Jeg har ikke brug for millioner – jeg vil bare have et liv i ro!”
Gregers lo hånligt. “Skrid, hvis du vil! Jeg vinder snart det hele tilbage, og så fortryder du!”
“Jeg pakker i morgen,” svarede hun koldt.
Dagen efter samlede hun sine ting i smug. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle det til svigermor, Karen, der ikke anede noget om sin søns vanvid.
“Hvordan skal hun klare det?” tænkte Mette. “Gudskelov har vi ingen børn.”
Veninderne var ikke en mulighed – alle var gift, og ingen ville have en ensom kvinde boende.
Hele natten vendte hun tankerne. Pludselig gik det op for hende: Gregers’ gamle skolekammerat, Simon, var skyld i alt sammen. Simon, der forlod landsbyen for længe siden og pludselig dukkede op igen i en dyr bil, klædt i fine jakker. Han havde fnyset ad deres mad, pralet af bylivet og hvisket med Gregers om “nemme penge”.
Nu stod Gregers foran hende, fuld og hånlig. “Nå, er du ikke skredet endnu?”
“Jeg venter kun på, at mor vågner,” svarede hun roligt.
Karen kom ind, forvirret. “Mette, hvad foregår der?”
“Vi skilles, mor. Jeg kan ikke blive.”
Karen stirrede på sin søn, der bare grinede. “Hvad har du gjort?” skreg hun.
“Hold kæft, mor. Hvis du elsker hende så højt, kan I skride sammen. Jeg sælger snart huset alligevel.”
Mette så rædselen i Karens øjne. “Har du spillet det hele væk?”
Gregers trak på skuldrene. “Du kan bo på plejehjem.”
Karen greb Mettes hånd. “Jeg kommer med dig.”
De forlod huset i den tidlige morgen. Røg steg fra skorstenene rundt omkring, mens de to kvinder gik mod busstoppestedet.
“Vi finder et værelse i byen,” sagde Mette.
Karen åbnede sin gamle pung og trak en sammenfoldet klud frem. “Jeg har sparet hele livet, min pige. Vi køber et lille hus.”
Mettes øjne fyldtes med tårer. “Vi tager til min bror i næste landsby. Hans kone, Tina, vil hjælpe os.”
De boede hos broren de første dage. Tina var venlig. “Lille og hyggelig, men her er plads,” sagde hun. Hun sendte sin mand ned til naboen, Tim, der havde et hus til salg.
Det lille hus blev deres redning. Mette arbejdede på en lokal gård, mens Karen passede hjemmet. Senere hørte de, at Gregers og Simon var blevet arresteret for tyveri.
To år senere mødte Mette Erik, en lokal mand. De fik to børn, som Karen elskede som sine egne. Livet vendte sig – endelig.
