**Dagbogsnotat**
Hele dagen havde Mette været på arbejde med nerverne i flammer. Hun havde skældt en kunde ud og skændtes med sin kollega. Hun arbejdede i en føtex, og selvom hun i sin tid havde fået fine karakterer i skolen, havde det ikke bragt hende lykken.
“Lise dumpede næsten alle fag og kunne knap formulere en sætning, men takket være hendes fars forbindelser kom hun ind på universitetet. Hvor er det ikke at misunde? Og hvad har vi? Far er en hårdtarbejdende mand med guldhænder, men ingen netværk – og drikker stadig som en svamp. Alt han tjente, blev brugt på bajere,” tænkte Mette bittert.
Moderen til Mette og hendes to søstre arbejdede som hospitalsrengøringsassistent med en lille løn, og familien havde tre børn at forsørge. De boede i en lille by i deres eget hjem, levede stramt og kunne knap få enderne til at mødes.
Mette delte engang imellem sine bekymringer med kollegaen Lotte, når humøret var til det, men hvis de skændtes, kunne de gå uger uden at tale sammen. Ofte sad de i rygerkrogen og delte deres sorger og glæder.
“Ah, Lotte, mor holdt os søstre i et jerngreb. Indtil vi blev færdige med skolen, måtte vi ingen steder. Veninderne løb til fester eller biografen, mens vi sad derhjemme. Hvis nogen af os fik en kæreste, jagtede hun ham væk. Vi voksede op som sky, usikre og uden livserfaring,” klagede Mette.
“Det var da også en streng mor. Min lod mig gå, hvor jeg ville,” svarede Lotte.
Efter skolen måtte hver af døtrene søge sig en uddannelse, hvor de kunne. Moren kunne ikke give dem en krone – pengene var der ikke. En lille have og nogle høns var deres redning, og hun satte døtrene til at arbejde på gården. Hun kunne ikke udstå dovenskab og skældte dem ud, hvis de slap.
Søsteren blev syerske og fik job på en tekstilfabrik med et værelse i kollegiet. Hun var tilfred, trods alt – hun havde tag over hovedet. Når hun kom hjem, pralede hun:
“Nu er jeg selvstændig, har mit eget sted. Det er så dejligt at tjene penge og bruge dem på sig selv.”
Gaver medbragte hun aldrig. Livet havde ikke været mildt for hende, og som 30-årig var hun stadig ikke gift. Den mellemste søster tog en mureruddannelse i nærmeste by og mødte der Lasse, en kvik men kortsigtet fyr, der drak for meget. Hun måtte gifte sig med ham, da hun blev gravid.
“Nå, ja, vi gifter os da,” sagde Lasse. “Barnet skal da have en far. Jeg nægter ikke at kendes ved det.”
Nu levede hun med ham og led, akkurat som moren levede med deres far. Han drak stadig, og de boede i en arbejderbolig, men der var løfter om en lejlighed – en dag.
Mette blev frisør, men kunne ikke få arbejde i faget og endte i en dagligvarebutik. Selvfølgelig var hun utilfreds.
“Jeg står på mine fødder fra morgen til aften, og mangler æder min løn op,” brokkede hun sig.
Men livet blev bedre. Hun mødte Tommy, en social og sporty fyr.
“Mette, vi skal til min venindes fødselse i aften. Der kommer nogle fyre,” inviterede Lotte.
Der mødte hun Tommy, da han bad hende danse. De snakkede og forstod hinanden med det samme. De blev gift kort efter, men ægteskabet skuffede. Tommy var livet i festen blandt venner, men hjemme var han grov, utro og doven. Mette fik sønnen Mathias og skiltes efter tre år.
Hun tog arbejde igen, Mathias gik i børnehave, og livet var hårdt. Hun begyndte at sammenligne sig med andre. Lønnen var lille, men Mathias skulle have tøj, legetøj, mad. Hun tog enhver tjans – solgte spiritus, arbejdede på loppemarked. Men det var småpenge.
“Der er ingen at stole på,” tænkte hun om aftenen. “Mor har ingen penge at hjælpe med. Hun bringer grøntsager fra haven, kartofler, løg, men Mathias kan ikke gå klædt i det.”
År efter år blev hun hårdere af livet. Mest irriterende var morens fornuftige råd.
Engang, da hun læberørte foran spejlet, ringede det på døren.
“Hvem pokker kan det være nu?”
Hun åbnede og så sin mor. Besøget kom ubelejligt – Mette skulle ud. Moren stod der i en hænger, pustende, med poser i hænderne. Elevatoren havde været i stykker i uger. Mette tvang et smil frem.
“Hej mor, jeg ventede dig slet ikke.”
Hun skulle møde Erik i en restaurant, og nu dukkede moren op med poser.
“Nå, måske kan det løse sig,” tænkte hun.
Moren snakkede ustoppeligt, mens hun gik ind på køkkenet.
“Åh, det var en tur i dag. Bussen var propfuld, alle skulle ind til byen. Så mødte jeg en bekendt og snakkede lidt. Og så virker din elevator ikke! Jeg måtte slæbe mig op til femte med alle poserne – jeg er jo ikke vant til trapper!”
Mette lyttede halvt, mens hun pakkede grøntsagerne ned i køleskabet. Moren bragte altid noget med fra haven, vidste, at alt i byen kostede penge. Kartofler, tomater, persille – på landet var det eget, i byen dyrt.
Endelig satte moren sig og pustede ud. Mette kiggede utålmodigt på uret.
“Mor, jeg skal afsted, jeg vidste ikke, du kom. Mathias kommer senere, må du give ham mad?”
Moren viftede afværgende.
“Ja, ja, gå du bare.”
Mette nikkede og forsvandt ud af døren.
Erik ventede i caféen og nipped en øl. Hun gik hen og gav ham et kys på kinden.
“Hvorfor kom du så sent?”
“Mor dukkede uventet,
