— Hvor meget jeg savner dig, — hviskede Signe, rystet af sin egen stemme i den stille stue.
Hendes fingre hang over den gamle fotoalbum. På det falmede billede smilede Søren Nielsen, mens han løftede lille Anders Pedersen på skuldrene.
Signe gled let med fingertuppene over hans ansigt. Ni år var gået, men smerten var stadig skarp.
Udenfor hylede en snestorm, snefnug smækkede mod ruden. Signe rejste sig, gik ud til vindueskarmen, hvor et lille fad med en brændende stearinlys stod – en mærkedag. I sådanne nætter føltes hans fravær ekstra tungt.
— Jeg holder ud, hører du? — sagde hun til tomheden. — Anders er næsten lige så høj som dig nu. Og Lars… han ligner dig så meget.
I hjørnet knitrede pejsen. Signe pakkede sig ind i et gammelt tæppe, sank ned i den slidte lænestol. Det gamle træhus knirkede i vinden.
Hun faldt i en let slummer. Måske var det minutter eller timer, da tre høje bankende slag på døren rev stilheden i stykker.
Signe skælvede, vågnede på et øjeblik. Hjertet hamrede som en gal. Hvem kunne komme i en sådan snestorm? Naboerne lå mindst en kilometer væk.
Banken gentog sig – tre klare slag, som om nogen insisterede.
I mørket famlede Signe langs gangens vægge, indtil hendes blik faldt på en køkkenkniv liggende på bordet. Hun greb den, klemte grebet hårdt.
— Hvem er der? — hendes stemme dirrede.
Stilheden svarede, men så kom de tre slag igen, endnu mere insisterende.
Signe pressede kniven mod låret, drejede låsen med den anden hånd. En kold luftbrise strømmede ind sammen med en sky af sne, og ved døren…
— Sig, det er mig. Jeg er tilbage.
Søren Nielsen. Den samme, der forsvandt for ni år siden. Skægget på hans kæbe, de trætte øjne, det velkendte smil.
Kniven gled ud af hendes hænder, og hun vaklede, fastholdt sig kun ved dørkarmen.
— Det er ikke… — hun kæmpede for at trække vejret. — Du er væk.
Han trådte frem, omfavnede hende.
Varmen fra hans krop var reel, duftende af frost og jord. Signe greb fat i hans jakke, lænede sit ansigt mod hans skulder, og tårerne flød som en strøm. Begge faldt på gulvet i entreen.
— Hvordan? — kun de ord kom ud af hendes mund.
— Jeg ved, du ikke forstår, — sagde Søren og strøg hende over håret. — Men jeg vil forklare alt. Lad os først lukke døren. Det er koldt.
Han hjalp hende op, og hun holdt ham fast som om hun frygtede, at han skulle forsvinde igen.
— Drengene? — spurgte han og så sig omkring.
— Sover, — svarede Signe uden at kunne løsrive blikket fra hans ansigt. — De er vokset.
Han smilede med en let sorg i øjnene.
Hun rørte ved hans kind med rystende fingre. — Hvordan kan det være? Du er… du er ikke længere her. Jeg var der.
— Kom, — sagde han og tog hendes hånd. — Vi må tale. Vi har kun lidt tid.
De gik ind i et rum. Signe tændte en ny olielampe. Søren satte sig på bordets kant, så sig om med en omhyggelig blik, som om han ville indprente hvert eneste detaljer i hukommelsen.
— Du passer på huset, — sagde han med varme i stemmen.
— Hvad snakker du om? — bønfaldt Signe. — Hvor har du været? Hvorfor nu?
Søren trak vejret dybt, så hende lige i øjnene. — Jeg vil fortælle alt. Sæt dig, vær så venlig.
Signe smed nogle brænde på pejsen. Flammerne flammede op, spredte et blødt orange lys og kastede mærkelige skygger på væggene.
Hun tøvede et øjeblik, gik derefter hen til den gamle sidebord og trak en mørkeblå krus med en chip i kanten frem – den havde stået ubrugt i ni år, som om den ventede på sin ejer.
— Jeg havde ikke forventet, at du beholdt den, — lød Søren overrasket, da han modtog kruset med varm te.
Signe stirrede intenst på ham, frygtede at misse et eneste træk. Hendes blik gled over de velkendte linjer: rynken mellem øjenbrynene, arret på hagen fra barndommen. Hendes hånd strakte sig automatisk mod ham – fingrene strøg forsigtigt hans håndled, skulder, skæg på kinden, som om hun ville sikre sig, at han var ægte.
— Du er virkelig her, — hviskede hun med tørre læber. Så spurgte hun næsten uhørligt: — Fortæl mig… hvor har du været hele den tid?
Søren så stille på ilden i pejsen, før han begyndte at tale.
— Da jeg gik, kom jeg ikke til det sted, hvor folk normalt ender, — sagde han. — Jeg gik mig villig. Jeg nåede aldrig målet.
Han tog en slurk te og fortsatte:
— Først var der noget som et mørkt, klæbrigt rum. Som en tæt tåge, men håndgribeligt. Jeg vandrede der i lang tid, uden at vide, om jeg levede eller var død.
Signe lyttede, indåndede dybt. Hendes greb om hans hånd blev så hårdt, at fingrene begyndte at føle sig følelsesløse.
— Så fandt jeg mig selv i et sted, de kalder Limbo. Det er som en uendelig station, hvor ingen ved, hvilken retning togene går. Der er ingen kroppe – kun fornemmelser.
Søren satte kruset ned og så hende direkte i øjnene.
— Du kan ikke forestille dig, hvor mange der er som mig der, fortabte, fangede. De kan ikke gå videre.
— Hvem er de? — spurgte Signe.
— En gammel mand, som aldrig tilgav sin bror og gik bort uden forsoning. En ung kvinde, der forlod sit barn på hospitalet og græd uendeligt. En dreng, der døde i en slåskamp og stadig ikke forstår, at han er væk fra de levende.
Søren sukkede og strøg håret tilbage – gestussen knyttede sig til Signes hjerte.
— Alle ønsker noget. De vil rette op på noget eller få noget tilbage. Men ingen ved, hvordan.
— Og du? — kiggede Signe ham i øjnene. — Hvad ønskede du?
— At se jer igen, — svarede han enkelt. — Alle disse år har jeg kun tænkt på minderne. Dine grin over mine klodsede vittigheder. Duften af Lars’ hår, når han lagde sit hoved på min nakke. Anders’ hænder, da han første gang greb en hammer – præcis som mig, forsigtigt.
Han blev tavs. Udenfor hylede snestormen stadig, men for Signe virkede det som om verden kun bestod af dette rum.
— Jeg så træet falde på dig, — sagde hun pludselig. — Jeg fik et opkald på arbejdet, kastede alt og løb gennem hele landsbyen i skoleuniform.
Hun så på ham med smerte i ansigtet.
— Du kan ikke forstå, hvor meget jeg led efter det. Jeg spurgte mig selv, hvorfor netop du, hvorfor vi blev efterladt, da det var så svært.
Hun gik hen til kommoden, åbnede den øverste skuffe og trak et slidt stykke papir frem.
— Ser du? — sagde hun og pegede på en kvittering fra pantbanken på 250 kr. — Jeg solgte min sølvkæde for at købe mad til drengene. Anders var syg, og vi havde ikke engang råd til medicin.
Søren rejste sig og omfavnede hende bagfra. Hun mærkede hans varme, rystede.
— Sig, tilgiv mig for alt, — sagde han.
— For hvad? — vendte hun sig mod ham. — For at du er væk? At du forlod os?
— For at du måtte være alene, — pressede han hende ind til sig. — For at du måtte være stærk for os begge. For at du hver dag skulle lade som om alt var i orden, mens du indeni var tom.
Signe gr
