Jeg gav mig selv et løfte: hvis mor en dag forsvinder, så følger jeg hende til dødsriget…
Jeg er kun fire år gammel, da jeg første gang hører ordet “prøve”. Jeg forstår ikke, hvad det betyder, men i mine 44 år kan jeg med sikkerhed sige, at hele mit liv har været en række prøver, en tungere end den anden. Uden min mor ville jeg have givet op for længe siden. Uden hende er jeg ingenting. Derfor har jeg truffet en beslutning, der måske virker vanvittig, men som er min egen: hvis hun går bort, så går jeg også.
Mit navn er Lærke Jensen. Da jeg kom til verden, fortalte lægerne mine forældre, at der ikke var håb. En sjælden form for systemisk gigt, der år for år vil binde mine led så hårdt, at friheden til at bevæge mig, mine evner og mine drømme smuldrer. Jeg var tre, da jeg indså, at jeg er anderledes. De andre børn løb, sprang, klatrede op på legepladser. Jeg sad på en bænk og så på. Når jeg forsøgte at rejse mig, skar smerten som en kniv og bragte tårerne frem.
Min far, Mikkel Sørensen, var et lysende matematiker ved Københavns Universitet. Han lagde akademiet på hylden, tog alle mulige ekstrajobs og arbejdede tyve timer om dagen for, at vi ikke skulle mangle noget. Han købte to lejligheder i Østerbro – den ene til udlejning, den anden til os – byggede et sommerhus i Nordsjælland og blev medejer af en lille ingeniørvirksomhed sammen med sin bror. Alt dette gjorde han for at sikre mig en tryg fremtid.
Han gik bort, da jeg var tyve. Mor, Kirsten Madsen, blev alene tilbage. Stærk som en stålbjælke, smuk som en vintermorgen, uden en eneste klage. Om morgenen starter hun med motion, så følger morgenmad, behandlinger, dråber, bandager, lægebesøg, oversættelser, møder, telefonopkald og konsultationer – altid ved min side. Ikke for ære, ikke af pligt, men af kærlighed.
Jeg gik i hjemkundervisning, lærte engelsk, tysk, italiensk og fransk, og arbejdede som online‑oversætter. Når jeg blev inviteret til seminarer, var hun altid med mig. Vi er ét. Hun er ikke blot min mor, hun er min hele verden.
Ja, smerten er konstant. Ja, hvert eneste skridt er en kamp. Ja, jeg får aldrig børn, jeg vil ikke gifte mig, jeg vil aldrig blive pianist som Chopin, jeg vil ikke blive læge, som jeg drømte om. Men jeg lever, fordi mor lever.
Vi taler aldrig om fremtiden – det er vores tavse pagt. Jeg ved, at den dag hun går bort, vil den komme. Livet er så sat. Jeg ved også, at min kusine Maren skal tage sig af mig – mor har drøftet alt med hende, skrevet testamentet, overdraget lejligheden, gjort papirerne klar. Jeg opdagede det ved et tilfælde, men sagde ingenting, for sandheden ville være hård: Jeg vil ikke leve uden mor.
Jeg frygter ikke smerten eller ensomheden. Jeg frygter tomheden. Den vil komme med hendes sidste åndedrag, og så vil jeg træffe mit valg. Der er mange måder at forlade dette liv på med værdighed – uden klager, uden skrig, uden drama.
Men så længe mor er ved min side, vil jeg leve. For hendes smil. For at hun hver morgen kan se, at jeg stadig er her. Og i den tanke ligger al meningen.
