Kære dagbog,
I dag har Mette igen fundet på at skyde mig i alt, hvad der kan gå galt. “Nøglerne er på det forkerte sted – det er min skyld. Brødet er tørt – også min skyld. Kaffen er løbet tør – igen min skyld,” sagde hun, mens hun stod ved komfuret med en grydeske i hånden. Jeg råbte fra gangen: “Selvfølgelig, du glemmer altid at lægge nøglerne på hylden!” Jeg kunne mærke irritationens varme i stemmen, mens jeg steg ind i køkkenet og svingede nøglerne som et lille tegn på min frustration.
Mette holdt fast i sin ro, selvom hun tydeligt kunne mærke min utilfredshed. “Jeg lagde dem på hylden, Jens,” sagde hun stille, uden at vende sig. “Det er jo, hvor de skal være.” Jeg gik ind og pegede på natbordet: “Nej, de lå på natbordet! Din glemsomhed igen.” Jeg kunne se, hvordan hun bukkede læben, som om hun huskede, at hun faktisk havde lagt dem på hylden i entreen i går aftes. Det måtte betyde, at jeg selv havde flyttet dem og nu glemte, hvor jeg havde sat dem.
“Undskyld,” sagde hun mekanisk. Jeg svarede skarpt: “Hvor mange undskyldninger kan man egentlig udrette? Du skal bare gøre, som jeg siger. Du svæver hele tiden omkring.” Jeg satte mig på en stol og så på hende, mens hun stille fordelte suppen i skåle. Jeg tog min ske og kastede et blidt blik på hende, men min utilfredshed var tydelig.
Jeg tænkte tilbage på, hvornår dette begyndte. Hvor var den omsorgsfulde, opmærksomme Mette, som jeg plejede at elske? Nu er hver lille ting en undskyldning. Jeg bankede med skeen på tallerkenen: “Mette, hører du mig overhovedet?” Hun svarede kort: “Ja.” Jeg spurgte: “Hvorfor er brødet så tørt? Hvor købte du det?”
“I morges, friskt,” svarede hun. Jeg rynkede panden: “Friskt, ja, men du har ladet det ligge uden pose.” Hun protesterede: “Jeg lagde det i en pose…” Jeg afbrød: “Forkert pose! For tynd eller for gammel. Det er din fejl igen.” Jeg så på brødet – kun lidt tørrere end normalt – men for mig var det en stor sag.
Efter frokost gik jeg i stuen for at se TV. Mette ryddede bordet og gik i gang med opvasken. Solen skinnede gennem vinduet, børn legede i gården – en helt almindelig hverdag, men jeg følte mig tung som en mursten.
Telefonen ringede. Mette tørrede hænderne og løftede røret. “Hej, Mette!” lød den glade stemme fra min veninde Lise. “Hvordan går det?” “Det går fint,” lyttede jeg, mens jeg forsøgte at lyde ubekymret. “Skal vi gå i teater i morgen? De har billetter til en komedie, den skal være rigtig sjov.” Jeg tøvede. “Jeg skal nok snakke med Jens først.” Lise lo: “Du skal også have lov til at have det sjovt, selvom du er gift!” Jeg lovede at ringe tilbage.
Jeg gik ud for at finde Mette, der sad i sofaen og så en actionfilm. “Kan jeg få et minut?” spurgte jeg. “Hvad nu?” svarede hun uden at løfte blikket. “Lise vil i teater i morgen. Må jeg tage med?” Jeg vendte hovedet langsomt. “I teater? Hvem laver mad?” “Jeg klarer det. Forestillingen er om aftenen, så jeg er hjemme senest kl. 19.” Jeg rystede på hovedet: “Og hvis du bliver forsinket? Så går du bare og spiser i en café og snakker hele natten?” “Nej, vi spiser hjemme, straks efter forestillingen.” Jeg gik op i tone: “Hvis jeg kommer hjem sulten fra arbejde, hvad spiser jeg så?” “Jeg har lavet mad, du kan bare varme den i mikroen.” Jeg fnøs: “Hvorfor skal jeg selv varme min mad? Har jeg ikke en kone?”
Mette så tydeligt, at jeg var ved at miste tålmodigheden. “Det er ikke hver dag, jeg går ud. Sidste gang jeg var i teater, var et halvt år siden.” Jeg svarede: “Så holder du huset i taket. Alt forbliver støvet, og vasketøjet er uplejet.” “Hvilket vasketøj? Jeg vaskede i går!” “Jeg har ikke vasket min blå skjorte.” “Den er ren! Du har kun haft den på én gang!” Jeg trak vejret dybt. Det var meningsløst at argumentere med hende – han fandt altid en grund til at kritisere mig.
“Okay, jeg går ikke i teater,” sagde jeg endelig. “Det er bedst, så du bliver hjemme og passer huset.” Jeg gik ud i køkkenet og ringede tilbage til Lise: “Jeg kan desværre ikke komme i morgen.” “Er du syg?” spurgte hun. “Nej, bare… min mand har planer.” “Hvad for planer? Han ser TV hele tiden.” “Det er bare så lidt, Lise. Vi snakkes ved en anden gang.” Hun spurgte, om jeg var trist, men jeg sagde kun, at jeg var lidt træt.
Senere på aftenen, da Mette strøg tøj på bordet, kom jeg ind i døren og spurgte: “Hvor er mine sorte sokker?” “Hvilke sokker?” “De nye, jeg lagde dem på stolen.” Jeg så på hende: “Har du set dem?” “Måske er de i vasken?” Jeg blev rasende: “Jeg har kun haft dem på en halv time! Hvorfor skulle jeg vaske dem?” Jeg sagde, at de måtte være i skabet. Da hun sagde, at de var i soveværelset, gik jeg derop og fandt dem på natbordet. “Hvorfor skræmte du mig?” spurgte jeg. “Jeg så dem ikke,” svarede hun stille. Jeg sagde, at hun skulle være mere opmærksom.
Klokken var 22.30, jeg gik i seng, men jeg vågnede tidligt næste morgen til min egen stemme: “Kaffen er løbet tør!” Jeg så på uret: “06.30, jeg skal på arbejde, men der er ingen kaffe.” “Der er instant,” sagde jeg. “Jeg drikker kun friskmalet, Jens!” Jeg sagde, at hun skulle købe kaffe. “Jeg har travlt, det er din opgave at holde forsyningen i orden!” Jeg slog hende, at hun havde glemt at købe den i går. “Det er præcis derfor, du altid glemmer alt!” råbte jeg, mens jeg smed sine fødder på gulvet.
Jeg gik ud for at købe kaffe, brød og mælk for 120 kr. Jeg kom tilbage, mens Mette allerede var ved at forberede sig på at gå til min søsters (nu Karen) hospital. Jeg ringede til hende: “Hvor er du?” “Jeg er hos Karen, hun ligger på hospitalet. Mikkel er alene derhjemme.” Jeg spurgte, om jeg skulle tage ham med. “Nej, du kan bare passe på ham,” svarede hun. Jeg sagde, at jeg skulle lave mad selv, men hun sagde, at jeg skulle varme de færdiglavede frikadeller i mikroen. Jeg blev vred: “Hvorfor skal jeg altid varme din mad? Jeg er din mand!”
Jeg gik ind i køkkenet, mens Mette gik ud for at hjælpe Karen. Jeg stod alene med en telefon, der ringede igen: “Hvor er du?” spurgte hun. “Jeg er hjemme, men du er væk.” Jeg sagde, at hun kunne lade naboerne passe ham. “Det er min søn!” råbte jeg. “Jeg er din mand, så du skal være hjemme og lave mad!” Jeg kunne mærke, hvordan min egen vrede voksede, mens jeg tænkte på, at Karen var min søster, og jeg burde hjælpe.
Mikkel kom ind fra køkkenet med sine lektier. “Far, tror du, jeg gør det rigtige?” spurgte han. Jeg svarede: “Du er kun 16 år, du kan ikke klare alting selv.” Han så på mig med et alvorligt blik: “Jeg kan ikke lave mad, jeg kan ikke vaske, hvad skal jeg så?” Jeg indså, at jeg havde ladet min egen stolthed stå i vejen for hans behov.
Da jeg kom hjem til Karen, så hun bedre ud. “Tak for at du kom, Jens,” sagde hun. “Det betyder meget.” Jeg gik tilbage til lejligheden, men Mette var stadig vred. Hun sagde, at jeg altid kritiserer hende, at brødet er tørt, at jeg aldrig ser på hendes anstrengelser. Jeg spurgte, hvornår det begyndte. “For tre måneder siden, da jeg ikke fik forfremmelse,” svarede hun. “Du tog din frustration med hjem og kastede den på mig.” Jeg indså, at jeg havde ladet arbejdet påvirke vores forhold.
Jeg gik ind i soveværelset med min taske, klar til at flytte ud til Karens lejlighed. Jeg sagde til Mette: “Jeg kan ikke længere leve under konstant kritik.” Hun råbte: “Du kan ikke forlade mig!” Jeg svarede: “Jeg vil bare have ro. Jeg kan ikke fortsætte sådan.” Jeg lukkede døren, gik ned ad trappen og mærkede en lettelse, som om en tung byrde var løftet.
Da jeg stod ved Karens dør, så jeg Mikkel smilende på mig. “Tak, far. Det er rart at have dig her.” Jeg indså, at jeg havde brug for at sætte grænser, men også at jeg måtte tage ansvar for mine egne handlinger.
Livet i København fortsætter, børn leger i parkerne, biler kører forbi, og jeg har stadig meget at lære. Jeg har lært, at konstant at bebrejde andre kun gør problemet større. Jeg må finde en balance mellem at hjælpe og at lade min kone tage ansvar, uden at kaste skylden på hende for mine egne frustrationer.
Personlig lektion: Man kan ikke forvente, at andre skal bære ens utilfredshed; man skal først rette på sig selv, før man kan forvente forandring i andre.
