Kære dagbog,
Klart og tydeligt: Jeg har ikke brug for en mand, jeg skal bære som en tung byrde. Jeg hedder Kirstine Nielsen, og jeg bor i Skanderborg, hvor Midtjylland breder sig ud langs Gudenåens stille bredder. Jeg har været sammen med Mikkel Jensen i næsten tre år, og det sidste år har vi delt et tag over hovedet. Jeg kender hans familie, han kender min. Da foråret kom, gik vi begge i arbejde, og det gav os mod til at drømme stort: vi talte om bryllup, om at få børn, om en fremtid, der så både nær og virkelig ud.
Alt bristede sammen en sort dag i begyndelsen af juni, da Mikkels liv gik i stykker. Hans mor døde – pludseligt, uden nåde. Hun kom hjem fra arbejde, faldt på gaden af et hjerteanfald og gik bort på vej til hospitalet. Chokket ramte os alle som en kold bølge.
Jeg gik ikke et skridt væk fra ham. Mikkel er manden, jeg elsker, den jeg vil binde min skæbne til. Jeg holdt mig ved hans side, delte hans søvnløse nætter, tørrede de tårer, der løb ned ad hans kinder, og så tavst på, mens han druknede sin sorg i snaps, en efter en, indtil glasset var tomt. Jeg greb hans hånd, mens han faldt ned i et afgrund af fortvivlelse, et sort hul uden lys. Selvom han skubbede mig væk, råbte for at jeg ikke skulle se hans svaghed, blev jeg stående. Jeg kunne ikke forlade ham alene i dette helvede. Han var alt for mig, og jeg var villig til at bære hans smerte sammen med ham.
Månederne er gået, og Mikkel er stadig den samme – knækket, fortabt. Han har lukket sig inde bag fire vægge, har bygget en mur omkring sig. Han ser sjældent sine venner, taler ikke et ord til mig i løbet af dagen. Hvad jeg end endelig foreslår – at gå ud, at få tanken væk, at leve videre – han afviser med tomme øjne og tavshed. Han sidder hjemme i timevis, stirrer på et punkt uden at gøre noget. Han har endda taget en ulønnet orlov, og risikerer at miste sit job for altid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal trække ham ud af dette mudder. Jeg forstår, hvad det vil sige at miste sin mor, men han virker som om han døde sammen med hende. Når jeg prøver at minde ham om, at livet går videre, at vi må kæmpe for de levende, svarer han: “Du er følelsesløs, kynisk!” Måske har han ret, men jeg kan ikke lade være med at tænke på noget andet.
Hvad nu hvis dette kun er en af mange prøvelser? Livet skåner os ikke – nye problemer og nye slag venter. Hvis han ved hver sorg knækker som en tør gren, hvordan skal vi så klare det? Hvis jeg altid skal være den, der bærer alting på mine skuldre, kan jeg ikke holde ud. Jeg vil ikke have den skæbne! Jeg har brug for en mand ved min side – stærk, pålidelig, som kan dele byrderne ligeligt, ikke en som jeg skal trække som en tung last. Jeg er træt af at være hans støtte, hans redningskrans, mens han synker i sit hav af tårer uden at forsøge at svømme op.
Jeg er bange for at indrømme dette selv for mine nærmeste. Hvad hvis de dømmer mig, kalder mig kold og hjertefri? Jeg ser for mig, hvordan veninderne vil se på mig med fordømmende blik: “Hans mor er død, og du tænker på dig selv!” Men jeg er ikke en sten – jeg lider også, jeg græder om natten, mens jeg ser på ham, på den fremmede, fortabte mand, som min Mikkel er blevet. Hvor er den fyr, der plejede at grine med mig, som byggede drømme om vores fælles fremtid? Han er væk, og jeg ved ikke, om han nogensinde vender tilbage. Jeg er bange – bange for at miste vores kærlighed, bange for at blive stående tilbage med ham som en skygge, bange for at gå væk og så fortryde det.
Jeg vil ikke smide ham i en nødsituation, men jeg kan heller ikke længere være hans barnepige. Hver dag ser jeg ham dø ud, og jeg mærker, at jeg selv falmer. Arbejde, hjem, hans tavshed – alt presser mig som en betonplade. Jeg drømte om en familie, om lykke, men har i stedet fået endeløs sorg og ensomhed i to. Hvordan redder jeg vores kærlighed? Hvordan trækker jeg ham ud af dette sump? Eller er det på tide at redde mig selv? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Mit hjerte revner mellem medlidenhed med ham og ønsket om at leve mit eget liv. Hjælp mig med et råd – hvordan får jeg ham tilbage til livet, eller hvordan finder jeg styrken til at gå videre, hvis han ikke længere er den, jeg elskede? Jeg står på kanten af afgrunden, og jeg har brug for et lys, så jeg kan finde vej ud.
