Kirstine sad på bænken ved torvet i Hvidebæk, med hovedet hvilende på skulderen af sin mand. Så tryg, så længe ventet. Hun ville ikke gemme sig for folk; lad hele landsbyen se, hvor lykkelige de er.
Hun havde elsket Mikkel hele sit liv, men i ungdommen havde hun ikke indset, at det var kærlighed. Fire årtier måtte hun vente på sit eget lykkelige øjeblik. Hun burde have grebet den, så snart den dukkede op, i stedet for at lede efter andre.
Mikkel kom første gang ind i hendes liv den 1. september, da de begge blev sat i samme klasse på lokalskolen. Han var stille, men stædig. Han satte sig ved siden af pigen, han syntes om, bar tavlen stille for hende efter timerne, lod hende låne hans matematikopgaver og gemte små stykker vingummier mellem bøgerne. De fik kælenavnet “tandfe og brudgom” af de andre. Kirstine blev rasende af det, så Mikkel virkede kedelig og ubemærket.
I de ældre klasser flirte hun med andre drenge, men Mikkels dystre blik holdt alle bejgliere på afstand. Før gymnasieafslutningen kom en dristig fyr, der tog den muntre pige i armene uden at tænke på “brudgommen”.
Kasper var drømmen for alle piger i gymnasiet: han spillede guitar, gik i smarte jeans og var altid klar med en sjov bemærkning. En flok venner fulgte ham overalt, latteren rungede i gangene, og hver pige drømte om at stå i hans sted. Kirstine blev blød af den nye opmærksomhed og den usædvanlige ros.
På afslutningsfesten fik hun to kærlighedserklæringer på én gang. Mikkel kom ti minutter for sent, og hans stille “jeg elsker dig” forsvandt i den let berusede stemning. Kirstine tog det ikke seriøst – hun var så forvirret af den største drøm, enhver pige kan have.
Hun sagde kun:
– Mikkel, undskyld, men Kasper og jeg har besluttet at gifte os og flytte til byen. Vi skal på samme universitet. Du er en god fyr, du finder også en anden…
Før hun nåede at afslutte, greb Mikkel hende i taljen, trak hende ind og kyssede hende. Det ramte hende som et elektrisk stød – var det virkelig den stille, beskedne Mikkel? Kysset var ikke passioneret, bare en blid berøring af læberne, men hendes ben svajede, og alt indeni vendte på hovedet.
– Undskyld! – åndede Mikkel og løb ud i den mørke skolegård. Den aften så hun ham aldrig igen. En uge senere spurgte hun tante Birthe, Mikkels mor, hvor han var, og fik at vide, at “brudgommen” var rejst til sin fætter i Aalborg for at starte på flyveakademiet.
– Mikkel drømte altid om at blive pilot! – sagde tante Birthe stolt.
Kirstine gik i stå. Hun indså, at hun næsten ikke havde kendt Mikkel: hvad han holdt af, hvad han drømte om. Hun havde set ham som en fast, men ubetydelig del af sit liv, og så var han væk. Det var, som om en kold vind blæste ind i hendes ryg, hvor hendes Mikkel altid havde stået.
I tredje år på læreruddannelsen gifte Kirstine sig endelig med Kasper, selvom hun ikke følte den store kærlighed. Men løftet var løftet, og efter tyve år var der ingen grund til at vente på Mikkel, der stadig var væk.
De begge gik på læreruddannelsen – hun på dansk, han på matematik og naturvidenskab. Efter endt uddannelse fik de job på den lokale skole i Hvidebæk.
På skolen blev Kirstine overvældet af minder om Mikkel. Hver gang hun så deres gamle skranke, slog hendes hjerte. I gymnastiksalen, da hun forstuvede anklen, bar Mikkel hende i sine arme til førstehjælpsrummet. I kantinen lagde han altid de bedste stykker kage på hendes tallerken og tog den hårde kyllingeskind fra hende.
Hun følte skyld over at tænke på en anden, mens hun var gift, men sagde intet til Kasper for ikke at såre ham. De levede fredeligt, fik to børn, byggede et hus og underviste.
Da børnene voksede og flyttede hjemmefra, kom Kasper pludselig med, at han ville have skilsmisse. Det var kun en overraskelse for vennerne; Kirstine havde længe mærket, at ægteskabet revnede. Deres børn havde holdt dem sammen.
Det viste sig, at Kasper i flere år havde haft en affære, men det gjorde ikke Kirstine vred. Hun indså, at hun selv havde været kold i ægteskabet, og undrede sig over, hvordan de havde holdt ud så længe.
Efter skilsmissen følte Kirstine sig lettet, som om en tung sten var faldet af hendes hjerte. Hun kunne endelig give slip på skyldfølelsen over ikke at elske sin mand. “Må Gud give ham den lykke, jeg ikke kunne give ham. Jeg har selv mistet min egen.”
Tante Birthe fortalte, at Mikkel først tjente i forsvaret, derefter blev pilot i SAS, og først ti år efter afslutningsfesten giftede han sig.
– Forestil dig, Kirstine, hun er jo ikke som os på landet. En stewardesse! Da jeg hørte om det, var jeg bange for at gå til brylluppet, tænkte på, hvordan folk fra byen ville se på os bønder. Men de var bare venlige, også selvom de var fra byen. Hun kommer på besøg om sommeren, så går vi i skoven for at samle svampe. Hun elsker den slags.
Kirstine lyttede og blev glad på Mikkels vegne.
Mikkels hjemkomst til landsbyen var en overraskelse for alle. Han kom med sin kone og sagde, at de ikke ville flytte tilbage til byen. De byggede et luksuriøst hus ved siden af hans forældre og gik i gang med landbrug. De holdt køer og solgte mælk på det lokale marked. De andre landsbyboere hviskede:
– Hvad skete der i byen? En pilot kan jo gå på pension og leve godt. Hvorfor skal han nu melde
