– Mor, hvad laver du her? – spurgte Freja, da hun så sin mor i gravideklinikken i København.
– Åh, Freja, har du også en tid i dag? Du sagde jo ingenting i går… – svarede Signe og så ned i bordet, lidt forlegen.
– Mor, her er kun for gravide. Hvorfor er du her? – Freja lagde hånden på sin runde mave.
– Freja, jeg ville bare fortælle dig… – Signe trak vejret dybt og valgte sine ord med omhu. – Jeg er også gravid.
Signe blev mor, da hun var atten. Frejas far var aldrig rigtig til stede, og han betalte kun en lille smule i retten, og så kun efter domstolens påbud. Men Signe gik aldrig på kompromis med sin datter. Hun havde to jobs – om dagen som syerske på bestilling, om natten som køkkenassistent på en restaurant. Veninderne rystede på hovedet: “Hvorfor slår du dig så meget i hovedet? Du ødelægger din egen ungdom!” Men Signe lyttede ikke. Det eneste, der betød noget, var at Freja skulle have alt, hvad hun ønskede – den bedste chokolade, de nyeste jakker, dyre dukker. Selvom hun selv gik på kompromis, følte Freja sig aldrig udenfor.
Freja vænnet sig til at få det bedste. Hun bekymrede sig ikke om penge, købte hvad hun ville, og endte med at tage på en klasserejse til Skagen med sine venner. Da det var tid til at vælge universitet, gik hun på den mest prestigefyldte private uddannelse i Aarhus. Signe sagde ikke et ord imod det.
I tredje semester mødte Freja Mikkel. Han var lidt ældre, var ved at afslutte sin uddannelse, og Signe faldt straks for ham – en seriøs fyr med hovedet på rette sted. Hun var lettet: endelig en pålidelig svigersøn, som kunne støtte Freja, også når hun blev mor.
Det gik op til, at Freja blev gravid. Mikkel gik straks ned på knæ, spurgte om hun ville gifte sig med ham, og de holdt et smukt bryllup. Halvdelen af udgifterne kom fra Mikkels forældre, den anden halvdel fra Signe, som også gav dem en rejse til Skagen som bryllupsgave.
– Mikkel, lad os gå en tur, – sagde Freja.
– Ja, vejret er skønt, og der er en ny café i Nørrebro, som vi kan prøve, – smilede han og lagde en hånd på hendes mave.
De gik en tur i parken, fodrede duer, og gik så ind på caféen. Så snart de satte sig, blegnede Freja pludselig.
– Hvad er der med dig? – spurgte Mikkel bekymret.
– Mor… – sagde hun kort.
Ved et andet bord sad Signe sammen med en fremmed mand.
– Åh, så er det ham! – sagde Mikkel og vendte sig om.
Signe så dem, smilede genert og sagde:
– Lad os sige hej. Hvem er han? – begyndte Mikkel at rejse sig.
– Lad os ikke gå derhen. Jeg vil ikke se det! – råbte Freja og sprang ud på gaden.
Mikkel betalte regningen og løb efter hende. På fortovet stod Freja og konfronterede sin mor:
– Hvem er han?! Glemmer du, at du snart skal blive bedstemor?
– Freja, du er voksen nu. Jeg har også ret til et liv, når jeg har opdraget dig.
Mikkel greb ind:
– Alt er i orden, Signe?
– Ja, det går nok, – svarede hun.
– Kom nu! – sagde Freja og greb Mikkels hånd, klar til at løbe.
Freja havde altid troet, at hendes mor kun var hendes. Hun havde aldrig forestillet sig, at Signe kunne have en ny mand. Signe havde faktisk aldrig haft nogen anden siden farens død, men to år før var hendes chef, Jens, begyndt at vise interesse. Jens havde altid været betaget af Signe, men hun turde ikke tage skridtet. Da han endelig sagde til hende, at han ville have hende, gav hun efter. Han inviterede hende til at flytte sammen med ham. Signe tøvede, men gik så med. Hun vidste dog ikke, hvordan hun skulle fortælle Freja – og så blev mødet i caféen bare en uheldig overraskelse.
Senere opdagede Signe, at hun var gravid igen. I en alder af 43 var det sent, men hun ville ikke tænke på abort. Jens var i ekstase – han havde aldrig haft børn før, så nu var der både en dreng eller pige på vej. Efter caféen holdt Freja op med at svare på telefonen. Mikkel fortalte kun Signe, hvad der skete. Så kom en ny, uventet samtale i klinikken, og Freja afbrød al kontakt. Hun blokerede nummeret og ignorerede beskeder.
Da barnebarnet blev født, hørte Signe det først fra sin svigersøn:
– Pigen er 53 cm, vejer 3.200 g! – meldte Mikkel begejstret.
– Tillykke! Må vi komme forbi? Jeg vil så gerne se hende, – sagde Signe næsten grædende.
– Jeg prøver at overtale Freja… – svarede Mikkel, men hun nægtede skarpt. Signe var bekymret, selvom hun selv var i sjette måned, og lægerne advarede mod stress.
Fire måneder senere fødte hun en lille pige, som hun kaldte Rigmor. Hun skrev til Freja og sagde, at hun nu havde en søster. Freja svarede ikke. Kun Mikkel sendte en buket og ringede.
Årene gik. Pigerne voksede. Freja og Mikkel navngav deres datter Liva. Signe og Jens kaldte deres datter Nanna, opkaldt efter Frejas bedstemor. Mikkel sendte tit billeder: “Første tand!” eller “Liva gik selv!” Signe håbede, at Freja ville blødgøre, når Liva skulle i 1. klasse, men Freja holdt fast. Det så ud som om, hun ikke havde nogen grund til at være sur.
På Livas syvende fødselsdag ringede Signe til Mikkel:
– Kom forbi med Liva. Vi glæder os.
– Jeg prøver at overtale hende… – svarede han.
Senere sendte han en invitation til Freja.
– Vi kan ikke komme, – afslog Freja kort.
– Men det er din mor og din søster, – forsøgte Mikkel at overbevise hende.
– Hun har forrådt mig. Jeg vil ikke se den pige, – svarede hun.
Så levede de hver for sig. Signe og Jens boede i et sommerhus på Sjællands Kyst, mens Freja og Mikkel boede i en lejlighed i et forstadskvarter. Fra fælles bekendte hørte Freja om sin mor: “Hun er på hospitalet,” eller “Nanna har feber.” En lille del af hende ønskede at komme, omfavne, som hun plejede, men jalousi og vrede vandt.
– Mikkel, vi skal købe sløjfer og en ny trøje til Liva, – sagde Freja ved aftensmaden.
– Det får vi nok, kan du tro, at det allerede er syv år! – svarede han.
– Mor, må jeg springe engelsk? – løb Liva ind i køkkenet.
– Nej! Vi skiftede lejlighed for den skole! – sagde Freja strengt. Hun ville, ligesom Signe, give sin datter alt det bedste.
Den første september tog Mikkel fri fra arbejde for at følge Liva til første skoledag på en prestigefyldt skole med sprogprofil. De kørte langt, men skolen lå i en fin forstad. Når klokken ringede, og læreren sagde “1 A!” løftede Freja Liva ind i gruppen og hviskede: “Vores!” Pludselig så hun sin mor i mængden af forældre. Et øjeblik stod de ansigt til ansigt. Freja kunne ikke holde sig – hun løb hen til Signe, og tårerne, som hun havde holdt tilbage så længe, strømmede ned ad kinderne. Signe omfavnede hende hårdt, som hun havde gjort, da Freja var lille. I det øjeblik smeltede al gammel vrede væk, som om den aldrig havde eksisteret.
