Måske er såret vokset sig til en sygdom
Freja vågnede som sædvanligt tidligt, for hun løber hver morgen uanset vejret. Pludselig følte hun sig træt og sløv.
– Måske kan jeg springe dagen over, tænkte hun, mens hun så på den sovende Mikkel.
Men hun tog sig sammen og rejste sig fra sengen.
– En enkelt dag med dovenskab, og så er latskabene tilbage, tænkte hun, mens hun gik i gang med løbeturen.
Alligevel var hun utilfreds med sin tilstand; hun havde bemærket, at hun ofte lunkede og blev irritabel over småting.
– Er jeg ved at blive gammel? tænkte hun forfærdet – jeg er kun seksogfyrre, det er for tidligt til at tænke på alderdom. Nej, jeg er bare træt…
Da hun løb gennem Fælledparken, huskede hun gårsdagens aften, hvor hun steg på vægten og så tre ekstra kilo. Mikkel havde spøgt:
– Pas på, du knækker dig, hvis du ikke tuder af.
Freja svarede skarpt:
– Jeg har kun tre kilo ekstra, du burde se på dig selv – din mave vokser, du kan ikke tvinge dig i fitnesscentret.
Hun var så vant til Mikkels konstante kritik, at hun næsten ignorerede det. Alt var altid “ikke så godt nok”. Men de tre kilo generede hende; hun havde altid holdt sin vægt stabil, dyrket en aktiv livsstil og kom hurtigt tilbage efter fødslen. Hendes søn Sebastian var nu enogtyve år, og hun var stadig så slank som før. Alligevel de tre kilo…
– Hvad bliver der til middag i aften? spurgte Mikkel, og Freja skyndte sig i køkkenet.
Freja elskede at lave mad, og hendes retter var altid en succes. Familie og venner strømmede til og rykkede med tomme tallerkener:
– Freja, du burde være chefkok på en restaurant, så folk stod i kø i måneder for at spise hos dig.
Hun lagde et stykke kød på hans tallerken, men han stak gaffelen dovent ind:
– For råt, kan jeg ikke spise det, mumlede han.
– Det er ikke sandt, sagde Freja og skar en mundfuld med kniven:
– Det smelter på tungen, det er lækkert.
Mikkel begyndte at spise.
– Sebastian ringede, han kan ikke komme, selvom han lovede at komme, sagde han.
– Måske har han en kæreste, og studierne nærmer sig afslutning. Åh, studietiden er den bedste, drømte Freja.
Efter løbeturen gik Freja hurtigt i brusebadet, lavede æg til morgenmad, og Mikkel dukkede træt op i køkkenet:
– Igen æg? Jeg ville hellere have kødet fra i går, sagde han.
– Men du var jo sur over, at kødet var sejt i går, svarede Freja. – Du driller mig, du sagde selv, at du ville have æg til morgenmad.
– Hvad er så så galt, hvis jeg vil have kød?
– Du er blevet uudholdelig på det seneste. Maden er forkert, du kritiserer min kjole, du siger, jeg er blevet tyk. Se på mig, jeg løber hver morgen!
– Jeg behøver ikke se på mig selv, du har kun lagt på dig, fordi du fodrer mig med kalorierig mad. Vi må skifte til noget lettere.
– Du er ved at få mig ved at gå i stå, sagde Freja, og i et øjeblik følte hun kun had mod ham.
Mikkel forsøgte at forsvare sig:
– Jeg arbejder også hårdt, og takket være min løn kunne vi lige købe en lejlighed til Sebastian. Om aftenen har jeg en ekstra vagt i kantinen, fordi du vil have varieret mad.
Freja sprang ud af køkkenet uden at drikke sin kaffe, tog sin jakke på og gik. Mikkel var forbløffet over hendes opførsel; hun havde altid været blid og tålmodig, men nu var alt en irritation. Han havde aldrig før kaldet hende opmærksom på, at hun tjente mere end ham. Det var ikke hendes skyld, at hun var succesfuld, men nu fyldte hans vrede.
– Jeg vil give dig en lærestreg, sagde han vredt, greb tasken, smed nogle ting, tog nøglerne til den nye lejlighed, de havde købt til Sebastian, og inviterede Lise, en kollega, der havde vist interesse for ham.
Freja arbejdede normalt indtil frokost, men pludselig blev hun svimmel.
– Jeg har sikkert spist noget dårligt i caféen, tænkte hun, og faldt i sit kontor.
Hun vågnede på sygehuset, fik undersøgelser, og lægen gav en skræmmende diagnose: mistanke om kræft.
Da hun kom hjem, fandt hun et kort fra Mikkel på bordet: “Jeg er væk, jeg vil senere søge om skilsmisse.” De talte ikke længere, og hun græd af sårene. Hun vidste, at det nu var svært, men hun ville ikke lade livet glide forbi.
– Jeg ringer ikke til Mikkel, jeg vil ikke bede ham om at komme tilbage. Jeg vil også holde Sebastian i mørket for nu, besluttede hun.
Freja var stærk og lod sig ikke overvælde af panik. Hun ringede til sin veninde Julie, der arbejdede på en klinik:
– Julie, jeg har brug for din hjælp, sagde hun.
– Du skal holde modet oppe, jeg gør alt, hvad jeg kan, svarede Julie.
Freja fik en tid hos byens bedste onkolog. Han sagde:
– Det er i de tidlige stadier, og vi kan behandle det, men der skal en operation og penge. Klinikken er privat.
Hun havde brugt alle sparepenge på lejligheden til Sebastian. Hun overvejede at låne fra venner, men var bange for ikke at kunne tilbagebetale, for resultatet var ikke garanteret. Hun besluttede at sælge sin næsten nye bil og lagde en annonce på DBA.
Mikkel så annoncen og tænkte:
– Hvorfor sælger hun bilen? Vi skulle jo købe en ny sammen. Måske har hun en ung elsker?
Han havde overvejet at ringe til hende og gøre fred, men annoncen skræmte ham væk. Freja lå på hospitalssengen, så på sociale medier og så Mikkel med en ung kvinde, begge smilende. Hun brast i gråd, lagde telefonen på natbordet og vendte blikket mod væggen.
Det var lørdag, da Sebastian vendte hjem uanmeldt for at overraske sine forældre. Han bankede på døren:
– Mor, far, jeg er hjemme!
Ingen svarede. Han gik ind i stuen, men der var ingen. Han ringede til Mikkel, men fik kun en optaget tone. Så ringede han til Freja, og hun svarede med en rolig
