Vores generation var som en tæt vævet væv af tillid, ærlighed og menneskelighed… og virkelig lykkelig. Årene gik, og jeg mærkede, at drømmelandet, jeg var vokset op i, aldrig ville kunne blive tilbagetrukket.
Jeg bliver ældre. Min kohorte svinder hen, og med den forsvinder den ånd af fællesskab, som engang gjorde livet sandt, meningsfuldt og fyldt med fælles slid.
I drømmen tændte jeg for fjernsynet, og på skærmen dansede oversvømmelser, knuste veje, affald på gaderne, kaos i hver en krog. Uendelige anklager flød – magten, embedsmændene, erhvervsfolkene var skyldige, men ikke folket selv.
Jeg så de unge og forstod, at noget var gået galt. De klagede, krævede, protesterede. Mens vi i vores tid blot greb værktøjet og gik i gang.
Vi byggede landet med egne hænder. Min generation tilhører de efterkrigsår, de store byggeprojekter. Vi sad ikke bag lukkede døre, skrev klager eller krævede erstatning. Vi løftede Danmark ud af ruiner, formede den, som vi kunne, fordi vi troede, at vi gjorde det for os selv, for vores børn.
Vi lagde veje, tunneler, broer. Vi rejste fabrikker, arbejdede på markerne, skabte vandreservoirer, der næredte landbruget. Og vi holdt alt i stand, som om hver en skrue var en sang.
Jeg voksede op i en lille landsby ved Gudenåens stille vandløb. Vi vidste, at hvis vi ikke holdt åens gang ren, ville foråret bringe vand, der oversvømmede husene.
Ingen ventede på, at de såkaldte “eksperter” skulle komme.
Om foråret og efteråret samlede hele landsbyen sig. Vi ryddede åens bund, fjernede blokader, fældede gamle træer, der truede med at holde vandet tilbage.
Ingen bad om penge. Ingen ventede på ordrer “herfra oven”.
Efter arbejdet bredte vi tæpper ud på græsset, trak mad ud af taskerne, delte med hinanden. Om aftenen kom en harmonika, og hele landsbyen sang som én stemme.
Vi var som én stor familie.
I dag er folk andre. Ingen vil tage ansvar for deres eget liv.
Jeg ser unge mænd, stærke og sunde, der klager på sociale medier, at en bro er faldet ned ved deres vindue eller at en rørledning er sprængt, at de skriver til kommunen, men kun får stilhed som svar.
Og jeg vil spørge:
“Hvad har du selv gjort?”
Hvorfor samlede du ikke naboerne, gik ud, rensede, styrkede, reparerede? Hvorfor ventede du på, at nogen andre skulle komme og løse dine problemer?
Jeg bebrejder ikke kun magten. De har deres egne synder – de har glemt, at deres arbejde ikke kun er at sidde bag skrivebordet og love.
Men også folk har ændret sig.
I dag tænker hver på sig selv.
Nogle tjener på alt, hvad de kan, sælger jord, der har næret generationer, pumper vand ud af søerne for egen vind.
Når ulykke rammer, ryster de på hovedet: “Hvad kunne vi have gjort?”
Jeg er stolt af min generation. Jeg ved, at vi kaldes “de gamle”. At der grines af vores vaner, vores slidte hænder.
Men ved I hvad?
Jeg er stolt af, hvordan vi levede.
Stolt af at vi kendte arbejdet.
At vi ikke gemte os bag andres rygge, men løste problemerne selv.
Vi ventede ikke på statens hjælp – vi byggede vores liv med egne hænder.
Vi var sammentømrede. Ægte.
Ærlige.
Menneskelige.
Vi levede, ikke blot eksisterede.
Og vi var lykkelige.
