Hvorfor fandt du mig ikke før?

Hvorfor fandt du mig ikke før?

I dag sad Bjørn fast på kontoret. Hans chef var på forretningsrejse, sekretærinden skulle først aflevere sin sygeorlov i morgen, så han måtte selv samle papirerne til den nye, yderst lukrative kontrakt. Hans kone Kirsten havde ringet to gange, med en lille bebrejdende tone, og spurgte, om hun måtte spise aftensmad alene og også stå for madlavningen. En restaurant var uden for hans tanker.

– Bare rolig, Kirsten, nogle gange kan man da lave mad selv, tænkte Bjørn og smilede for sig selv. Bygningen var næsten tom, kontordørene lukkede, undtagen én i enden af korridoren. Måske var nogen også blevet fanget på arbejde? – tænkte han og gik for at undersøge. Da han skubbede døren op, stod kun en rengøringspige i en blå forklæde.

– God aften. – niknede Bjørn og var ved at gå, da noget i hendes ansigt fangede hans blik.

– God aften. – svarede rengøringspigen stille og lænede sig på sin moppe.

Det gik som en drøm gennem Bjørns hoved:

– Mette?

– Mette. – bekræftede hun, uden at løfte blikket.

***

– Mette, hvad i alverden er der galt? – greb han hende ved taljen og forsøgte at kysse hende.

– Slip mig, Bjørn! – råbte Mette, mens hun vendte hovedet væk og prøvede at trække sig fri. – Lad mig i fred! – hun sank sine negle i hans hånd.

– Forstår du, hvad du afviser? – sagde han vredt og trak sin arm væk. – Penge, tøj, alt, hvad du vil have.

– Jeg vil ikke have noget fra dig. Jeg elsker dig ikke! Jeg kan og vil ikke være sammen med dig. – afbrød Mette og løb mod sit værelse.

– Sådan er det. Du vil fortryde det, sagde Bjørn, før han gik ind i et andet rum, hvor latter og guitarmusik lød. – Sikke en drik, hæld op! – råbte han til en af de unge mænd og drak et glas billig vin.

Bjørn boede ikke på kollegiet, men han kom tit for at have det sjovt. Han havde set Mette første år på universitetet, men hun havde aldrig givet ham et blik. Da han første gang inviterede hende i biografen, sagde hun høfligt nej. Det var uvant for ham – han var vant til at få, hvad han ville, siden han var barn, fordi hans velhavende forældre kunne købe ham alt. Da han voksede op, indså han, at piger også jagtede en god fremtid, så han udnyttede det.

Han forsøgte igen og igen at invitere Mette ud på dyrere restauranter, som han var sikker på, at en pige fra landet kun havde set på film, og på natlige gåture i den nye bil, som hans far havde givet ham til fødselsdagen. Men Mette afslog hver gang. Det gik ham på huden, og han begyndte at følge hende. På en studenterfest så han hende hastigt forsvinde og jagtede hende ned ad kollegiets gang.

Mette havde andre planer – hun var kommet for at studere. Hendes forældre, som kun kunne give hende så meget, havde altid sagt, at uddannelse var vejen ud. Den påtrængende, højlydte Bjørn var ikke til nogen fordele.

En aften, da Mette gik ud af biografen med sine veninder, besluttede hun at gå tilbage til kollegiet for at afslutte en prøve. Pludselig stoppede Bjørns bil ved siden af hende.

– Skal jeg køre dig? – spurgte han med et smil.

– Tak, men jeg når selv derhen. – svarede hun roligt.

– Jeg forstår, du ikke vil date mig. Det er mørkt, og det er farligt at gå alene. – hans stemme blev blødere, som om han indså, at forfølgelsen var forgæves. Efter et kort tøven gik hun med.

Da de drejede en forkert vej, sagde hun:

– Vi skulle jo til højre.

– Hvorfor haster du? Lad os bare køre videre. – grinede Bjørn.

– Jeg har travlt. Stop mig. – sagde hun og greb sin simple mobil. – Jeg ringer…

– Til hvem? – lo han og greb telefonen, kastede den ud af vinduet. – Jeg køber dig en ny senere. – blinkede han.

Bjørn kørte længere ud i skoven, indtil bilen stoppede ved en lille lysning. Modstanden var forgæves.

Han kastede nogle kroner på Mettes knæ, mens de stod i den kølige morgengry ved kollegiets indgang. Mette så ham i øjnene, fyldt med had og afsky.

– Prøv ikke at true mig. Du ved, hvad min fars forbindelser kan gøre. – sagde hun.

Bjørn truede, men hun vendte sig væk og åbnede døren. Pengene faldt på den tynde is, der lagde sig over efterårsdamme.

Mette holdt sin historie for sig selv, skammede sig og kastede sig dybere ned i studierne.

– Mette, du skal slappe af, studierne forsvinder ikke. – sagde hendes veninder, men hun nikkede kun.

Senere opdagede hun, at hun var gravid. Abortvarsel kom for sent. Hun planlagde at holde det hemmeligt, fortsætte med eksamener, sige, at hun havde fundet et ekstra job til sommeren, og så føde uden at fortælle nogen. Hun håbede, at fødslen i august ville passe ind i hendes tidsplan, så hun kunne fortsætte studierne.

Efter eksamenerne flyttede hun fra kollegiet til en lille lejlighed i et fællesskabshus på udkanten af København. Hun fandt arbejde som rengøringspige i en café nær sit nye hjem. I midten af august kom en lille pige til verden, men Mette afviste at se på barnet. Hun blev udskrevet tidligt om morgenen, men frygten holdt hende vågen.

Hun hørte kun svage stemmer fra en sygeplejerske:

– Har de sagt noget til mor?

– Hun har skrevet en afvisning. I dag er det 107, i morgen får hun resultatet.

Mette forstod, at hun hørte en samtale om hendes lille. En anden kvinde sagde:

– En pige med CP, måske. Hvem vil tage sig af hende?

Mette gik ind på sygeafdelingen og spurgte:

– Hvad er der med hende?

– Cerebral parese. Det er tydeligt nu. Hvem vil have et liv med sådan en pige? – svarede lægen med en sorgfuld tone.

Mette gik ud, men i løbet af natten tænkte hun på sin datter, som