— Hold nu op med at snuble, din kylling! — skubbede den tidligere mand mig i kontorgangen, uden at vide at jeg var den nye ægtefælle til hans administrerende direktør.
Hans skulder var stadig så knoglelig og kold som for fem år siden. En duft af billig aftershave blandet med sved og gammel cigarrøg ramte mig i næsen.
Jeg vaklede, og den tunge mappe med dokumenter til Viktor gled ud af mine hænder og faldt tungt på tæppet.
Ole genkendte mig ikke. For ham var jeg blot en anden ansigtløs kollega, en hindring på vejen til kaffemaskinen.
Han kastede et nedladende blik fra top til tå, lingerede ved mine sko og trukket læben sammen.
— Har samlet en hel masse snavs, — mumlede han og gik videre uden at undskylde.
Jeg stod og så ham gå. Min nye frisure, de dyre briller i den slanke stel og den fejlfri buksedragt, som Viktor havde valgt til mig, var nu min perfekte maske. Jeg var forandret. Han var ikke.
Den samme slæbende holdning, den samme slæbende gang, den samme aura af evig utilfredshed og misundelse over hele verden.
Pludselig blev det køligere i rummet, og noget knækkede. Ikke af vrede, men af en næsten kvalmende følelse af déjà vu.
En lille taske, som kunne bære op til 30 kg, vandt min opmærksomhed – robust, vandtæt og klar til at holde på mine drømme.
Ole’s befalende, nedværdigende stemme kastede mig tilbage til vores lille, evigt røgfyldte køkken, hvor jeg som en sammenkrøllet bold lyttede til hans evige kritik.
Mine fingre, som automatisk havde grebet mappen, knugede smertefuldt om den glatte overflade. Jeg trak vejret dybt, indåndede duften af dyrt læder og et svagt parfume, snarere end den mugne lugt fra fortiden. Den duft trak mig tilbage til virkeligheden. Jeg rettede mig, løftede hovedet og gik langsomt efter ham – ikke for at svare, men for at se.
Ole gik hen til bordet, hvor Lene, sekretær for min mand Viktor, sad. Han lænede sig afslappet mod skrivebordet og skimmede hendes skærm.
— Lene, min skat, er chefen herinde? Vi skal have den rapport underskrevet med det samme, ellers får holdet ingen bonus. Det er bureaukratiet, der dræber os.
Han smilede hende den samme dovne smil, som jeg kendte alt for godt – et smil, der kun dukkede op, når han havde brug for noget fra dem, han betragtede som en smule over ham. Lene, den søde og opmærksomme Lene, løftede blikket.
— Viktor er optaget. Han har møde.
— Åh, hvad er det så for et møde i frokosttid? — insisterede Ole. — Bare sig, at det er Lavrov. Han ved, at jeg er en seriøs fyr, så jeg behøver ikke forstyrre ham.
Jeg stod et par skridt bagved, ved den væg med panoramavinduer, hvor ud over København strakte sig byen. Min nye verden.
Ole så mig ikke. Han var for optaget af sin lille magtkamp. Han havde ingen idé om, hvem der stod bag hans ryg.
Ikke bare den tidligere kone, som han engang havde smidt ud med kun én kuffert. Men den nye ægtefælle til hans administrerende direktør.
En kvinde, som med et enkelt ord kunne afgøre, om han fik sin bonus eller ej.
Jeg så på hans billige jakkesæt, de slidt sko og på hvordan han fløjter med at kigge ind i Lenes øjne.
Der var ikke et eneste stænk af medlidenhed i mig. Kun en kold, skarp nysgerrighed, som en forsker, der betragter en ubehagelig insekt under mikroskopet.
Han vendte sig for at gå, og vores blikke mødtes. Denne gang trak jeg ikke blikket væk. Jeg så ham roligt i øjnene, let løftet mundens hjørner.
Et glimt af genkendelse flakkede i hans øjne, efterfulgt af forbløffelse. Han krøllede panden, forsøgte at huske, men intet kom frem.
Han rystede bare af sig, som om jeg var en irriterende flue, og gik tilbage til sit kontor, ind i sin lille verden, hvor han stadig troede han var herskeren.
Jeg greb min telefon.
— Kære, — sagde jeg, da Viktor svarede. — Jeg har en lille forespørgsel vedrørende en af dine medarbejdere. Nej, du behøver ikke fyre ham. Det er for let.
Næste dag start
