Kære dagbog,
I dag stod jeg på vagt i akutafdelingen på Rigshospitalet, da Rigmor, sygeplejersken med de hårde øjne, kom ind med en mappe over en mand uden ID, uden adresse og uden dokumenter. Hun så bekymret ud, selvom stemmen forblev rolig.
– Ingen papirer? Intet navn, ingen adresse? – spurgte hun, mens hun bladrede i den slidte journal.
Den ældre ordenssygeplejerske rystede på hovedet.
– De fandt ham på en bænk i Kongens Have. Kropstemperaturen var næsten under nul, et lille hæmatom bag på hovedet. Det er et mirakel, han overlevede kulden.
Manden lå under en dråbe, omkring fyrre år gammel, bleg men rolig. Han så ud som en hvilken som helst fyr med et let gråt skæg og velplejede hænder – langt fra en hjemløs.
– Vi har haft ham i fem dage, men vi kan stadig ikke finde ud af, hvem han er, – sagde lægen, mens hun gnubbede næseryggen og justerede brillerne. – Politiet tjekker databaserne, men ingen match. Vi holder ham her en uge mere, så sender vi ham til et socialcenter.
Jeg kunne ikke holde mig tilbage.
– Må jeg tale med ham? – spurgte jeg overrasket over min egen nysgerrighed.
Rigmor gik ind med et termometer og medicin.
– Godmorgen! Hvordan har du det i dag? – sagde hun.
Manden smilede svagt.
– Tak, jeg har haft en mærkelig drøm. Jeg gik gennem en eng med underlige planter og rørte ved bladene.
– Det er et godt tegn, – svarede Rigmor blidt, mens hun tastede hans puls. – Det kan betyde, at hukommelsen vender tilbage. Hvad vil du have, jeg kalder dig?
Han tænkte et øjeblik.
– Anders. Det tror jeg er mit navn.
Tre dage senere sad han på sengen, let forslået.
– De udskriver mig i morgen, – sagde han stille. – Det mærkelige er ikke, at jeg glemmer fortiden, men at jeg ikke kan se fremtiden.
Rigmor så ham i øjnene, grå og forvirrede, og sagde beslutsomt:
– Jeg har et ekstra værelse. Du kan bo hos os, indtil du finder ud af, hvad du skal.
Mikkel, hendes søn, rynkede panden.
– Du har virkelig taget en fremmed med hjem? – spurgte han.
– Han er en god mand, Max. Han har bare ingen bolig lige nu.
Mikkel var skeptisk.
– Hvordan ved du, at han er god? Han ved ikke engang, hvem han er!
Rigmor lagde en hånd på hans skulder.
– Nogle gange må man bare tro på folk. Det er midlertidigt, og jeg føler, at han fortjener vores tillid.
Anders holdt sig i skyggen, stod tidligt op, spiste morgenmad alene, vaskede sine egne tallerkener og hjalp til uden at spørge om noget. To uger senere kom Mikkel hjem med hovedet i hænderne.
– Jeg dumpede prøven, – mumlede han.
– Måske kan jeg hjælpe? – tilbød Anders uventet. – Algebra er som et system. Når du forstår sproget, bliver det lettere.
Mikkel tøvede, men gav bogen videre. Anders bladrede igennem siderne, hans blik blev skarpere.
– Ja, lad os løse det sammen, – sagde han.
Efter et par timer så Mikkel på ham med respekt.
– Du forklarer som en lærer.
Mariane, Rigmors bedste veninde, kom på besøg med en kop te og sagde:
– Din Anders har faktisk reddet min forretning. En kundes kontorplanter begyndte at visne, og han fik dem til at trives igen på to dage. Han opdagede, at vandingssystemet var forurenet.
– Jeg vidste ikke, at han så så meget om planter, – sagde jeg overrasket.
– Han er som en levende encyklopædi! Han taler med planterne, som om de var venner, der kan mærke vand og lys. Jeg spurgte ham, om han var biolog, men han trak på skuldrene.
En aften fortalte jeg Anders om det.
– Det er mærkeligt, – sagde han eftertænksomt. – Jeg kan ikke huske, hvor jeg har lært alt dette. Jeg ser bare på en plante, og ordene kommer som fra en bog, jeg har læst engang.
Mikkel råbte en aften:
– Mor, så du, hvordan Anders spiller klaver? Vi gik ind i en musikbutik for at købe noder, og der lå et gammelt klaver. Han rørte blot ved tangenterne, og så spillede han som en professionel!
– Jeg spillede ikke, – svarede Anders skamfuldt. – Mine fingre gik bare af sig selv, som om jeg huskede en glemt melodi.
– Det var Beethovens Måneskinsonate! – udbrød Mikkel med øjne, der strålede.
Dag for dag blev Anders mere eftertænksom. Om natten hørte jeg ham gå rundt i værelset, som om han jagtede noget, der gled væk.
– Jeg tror, jeg er ved at huske, – indrømmede han en morgen. – Små fragmenter: ansigter, stemmer, men det er som en stum film med halvt mistede billeder.
Så skete der noget, der ændrede alt.
Efter tre måneder sammen, kom vi hjem fra Torvehallerne, da en høj mand råbte:
– Søren! Søren Andersen! – hans stemme rungede i gangen. – Vent! Det er ham!
Anders vendte sig skarpt, men gik videre.
– Du tager fejl, – sagde jeg roligt. – Hans navn er Anders.
– Nej, – insisterede manden. – Det er Søren Andersen, professor i botanik. Vi mødtes på en konference sidste år!
Anders tøvede og så på mig.
– Jeg har hukommelsestab. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er.
Manden gav ham et visitkort, men Anders ringede aldrig. Om aftenen sad han ved vinduet.
– Jeg er bange for at huske, – sagde han til sidst. – Hvad hvis der er noget frygteligt i min fortid? Hvad hvis jeg ikke er den, jeg ser ud til at være?
– Er du bange for at forlade os? – spurgte jeg.
– Ja… måske. Jeg er vokset knyttet til jer – til dig, Mikkel.
Senere den nat bankede der på døren. En midaldrende mand med forretningsagtigt udtryk stod der.
– Hej, jeg hedder Nikolaj Zimin. Jeg er privatdetektiv. Jeg leder efter en botaniker, der forsvandt for et år siden. En bekendt har givet mig et tip om, at han er her. Må jeg tale med ham?
Jeg blev bleg, men kaldte på Anders.
– Anders, det er til dig.
Han kom ud, og da han så besøgende, spurgte han:
– Er du Søren Andersen?
