— Lejligheden er min! — sagde svigermors stemme, da hun kom med en taksator klokken syv om morgenen. Svigerdatterens svar gik som en hammer i lortet.
Syv om morgenen på en lørdag. Hvem i alverden ringer på så tidligt? Rikke gned sig i øjnene på natbordet og greb efter telefonen uden at åbne øjnene.
— Halløj?
— Hej, skat, det er mig, Inge-Marie. Lars og jeg er allerede på vej op til dig. Bare rolig, vi har nøglerne.
Rikke sprang op i sengen, som om en elektrisk stød havde ramt hende. Hendes hjerne var stadig i dvale, men svigermors alt for glade stemme gjorde hende urolig.
— Inge-Marie, hvem er Lars?
— Åh, han er taksatoren! Vi aftalte det med lille Lasse i går… Åh, han har vist glemt at fortælle dig? Bare rolig, så forklarer vi det hele nu!
Linjen gik i stå. Rikke stirrede på telefonen, mens en knude strammede sig i maven. En taksator? Hvilken slags taksator? Og vigtigst af alt – hvorfor?
Ved siden af hende snorkede Lars tungt efter gårsdagens fest. Rikke rystede ham i skulderen.
— Lars! Kom nu op med det samme!
— Mmm… hvad… Rikke, lad mig sove…
— Din mor kommer med en taksator! Hvad betyder det?
Lars åbnede et øje, og Rikke så noget i det – frygt? Skam? Han vendte hurtigt blikket væk.
— Jeg ved ikke… måske noget med bedstemors arv…
— Lars, se på mig. SE PÅ MIG!
Han vendte sig modvilligt. Rikke havde kendt sin mand i fem år og kunne let se, når han løj. Og han løj nu.
Dørklokken brød ind i deres samtale. Eller rettere sagt, en lang, klingende klang, som om nogen havde besluttet at spille Kongens bryllupsmarch på dørklokken.
Rikke smed en morgenkåbe på og gik ud for at åbne. Gennem knytterøjet så hun sin smilende svigermor og en ukendt midaldrende mand med en mappe.
— Rikke, min solstråle! — spurgte Inge-Marie, da døren gik op. — Hvordan har du det? Bare rolig, vi bliver hurtigt færdige, så er alt i hus!
Hun gik ind i gangen uden at blive spurgt og gestuserede for manden om at følge med.
— Mød Jens Henriksen, ejendomsvurderingsmand. En erfaren fyr, har arbejdet i omkring tyve år.
Jens rakte ud og så på Rikke med et undskyldende smil. Det stod tydeligt, at han følte sig utilpas.
— Hej… Jeg troede, du vidste…
— Vidste hvad? — Rikkes stemme blev hårdere. — Inge-Marie, forklar venligst, hvad der foregår.
— Åh, hvad er der at forklare! — vinkede svigermoren. — Lars og jeg har besluttet at lave en gaveoverførsel, så alt er ærligt og retfærdigt. Lejligheden er god, stor, og hvad hvis noget sker… Gud forbyde, selvfølgelig! Men man ved jo aldrig…
Rikkes ansigt blev blegt som en spøgelsesklæde. Lejligheden var købt med hendes egne penge. Penge, hun havde sparet i tre år med seks timers arbejde om dagen i et reklamebureau. Penge fra at sælge sin mors smykker efter hendes død. Hver eneste krone tilhørte hende.
— Lars! — råbte hun. — KOM HEN!
Hans mand kom ind i gangen, trak i jeansene, og hans øjne flakkede nervøst.
— Lejligheden er min! — svigermors stemme lød som en trommesolo. Svigerdatterens svar gik som en knald på en dør.
— Lars, skat, — sagde svigermoren blidt, — fortæl din kone, hvad vi snakkede om i går. Hun er en klog pige, hun forstår.
— Mor, jeg sagde jo, vi skulle have talt med Rikke først…
— Åh, tulleri! Hvad er der at skændes om i familien! Og så har Jens Henriksen endda fundet tid til at lave en aftale med os…
Rikke løftede hånden og stoppede den løbende snak.
— Stop. Alle stop. Jens Henriksen, med din tilladelse vil jeg se dokumenterne. Både dine og anmodningen om vurdering.
Taksatoren kastede et blik på Inge-Marie, så på Lars.
— Nå… anmodningen kom fra din mand… som medejer…
— Medejer? — Rikke mærkede noget knække indeni. — Lars, hvad sagde du til dem?
— Jeg… vi er gift… det er fælles ejendom…
— NEJ! — Rikke råbte så højt, at alle gik i stå. — Ikke fælles! Lejligheden står på mit navn. På MIT navn alene. Ifølge købsaftalen, med MIN penge!
Hun gik ind på soveværelset og kom tilbage med en mappe.
— Jens Henriksen, her er skødet. Se? Den eneste ejer er Rikke Andersen. Nu vis mig dokumentet, der giver min mand ret til at disponere over MIN lejlighed.
Jens gennemgik papirer omhyggeligt, så så skyldigt på Lars.
— Jeg… Undskyld, men her står kun én ejer. Hvis ægtefællen ikke giver samtykke…
— Rikke, — Inge-Maries stemme blev sirupsagt, — hvorfor opfører du dig som en fremmed? Vi er én familie! Tænk på, hvad der sker, hvis du… du ved, hvis du falder fra hinanden…
— Hvad hvis noget sker med Lars? — Rikke svarede skarpt. — Skal jeg så gå ud på gaden?
— Åh, kom nu! — svigermoren kastede armene i vejret. — Jeg er hans mor! Jeg lader ikke nogen skade min søn! Og du… du er ung, smuk, du kan jo gifte dig igen…
Stilheden var så tung, at man kunne høre køkkenuret tikke. Rikke så på sin svigermor, så på sin mand. Smerten stod tydeligt i hans ansigt, men han sagde intet.
